Port Napoleon tur/retur 6-8/5 2023

LØRDAG 6/5 Ned til Folke – i havnen

Vi skulle først med toget 11.30, men var alligevel tidligt oppe, for at tage bad og spise morgenmad i ro og mag. En times tid før toget gik, traskede vi op gennem byen med vores små rygsække, så vi havde, hvad vi skulle bruge de næste par dage.

Vi nåede at få en kop café creme på, ja gæt en gang, café de la Gare. En god start på rejsen. Det var nærmest chokerende at komme op på perronen, der var ubehageligt og uvant mange mennesker. Men vi fik da klemt os ind i toget og kom rettidigt til Lyon. Værre var det med næste tog, som først var ti minutter forsinket, hvilket pga sporarbejder øgedes til 30 min. Da vi kun havde 11 minutter til at skifte, betød dette at vi missede TGV-toget fra Montélimar til Arles. Vi fortsatte i stedet til Avignon, hvor vi så ventede en halv time på et tog til Arles. Her var der 1 time og 20 minutter, før der gik en bus til Port Saint Louis, vores endestation.

Den tid fik vi dog brugt ganske hyggeligt til et gensyn med Arles og et nu tiltrængt cafébesøg med kaffe og chokoladekage. Den sidste time med busturen var helt nostalgisk, fordi vi efterhånden har kørt strækningen gennem Camarqueområdet rigtig mange gange. Da vi endelig steg af, havde vi så godt tyve minutters gang gennem mere camarque ud til Port Napoleon. Men det var en skøn lun aften, hvor fuglene pippede rundt om os fra krat og buske, og da vi endelig ved 20 tiden nåede ud til havnen, var det et mangfoldigt kor af kvækkende frøer, der modtog os i den glødende, lave aftensol. Folke stod heldigvis og ventede på os, hvor den skulle, og vi fik den hurtigt kørt ud til vores plads fra sidst, et sted med god udsigt og ikke for langt fra stedets eneste toiletvogn.

SØNDAG 7/5 Hvile/udflugtsdag

I dag skulle vi noget, jeg havde glædet mig til helt fra sidste september, nemlig et gensyn med den lille kystby Saintes-Maries-de-la-Mer, en god times kørsel vest på gennem Camarquen.

Dels fordi det var en køn by, omend noget turistet, men især fordi det var sidste chance for en gensyn med rigtigt Middelhav i lange tider – og måske med mulighed for en badetur. Egentlig havde vi håbet at kunne sejle over til byens udmærkede lille havn fra Port Napoleon, men da der ikke var andet end blæst og kuling på programmet, da vi var der for en måned siden, var det ikke fristende.

Efter en dejlig køretur nåede vi frem ved frokosttid og gik ned til den strandbar, der netop var lukket ned for vinteren, da vi var her sidst. Calypso hedder den, et noget mere sprælsk navn end dem, man møder på floderne i indlandet.

Det var egentlig ikke for at spise, men mere for at sidde og se ud over det glitrende hav og nyde den friske havluft. Det var næsten til at få tårer i øjnene af, og vi kom vist begge i tvivl om, vi havde valgt rigtigt, eller om vi skulle vende skuden og få sat masten på i en fart og så atter sejle ud i det blå. Men det bliver ved tanken…

Efter en gang muslinger til mig og en havsalat til Erik gik vi ned til stranden. Jeg havde, mens vi spiste udtalt, at bagefter gik jeg ned og badede, hvor koldt det end måtte være. Som sagt så gjort – og det viste sig ikke at være koldere end almindeligt dansk sommerbadevand. Så dejligt, og bagefter lå vi en times tid og solede os oppe i en klit, heller ikke dårligt.

På den efterfølgende havnerundfart så vi ingen udenlandske både. Lige efter havnen ligger der en lille hvidkalket tyrefægterarena. Det så ud som om, der var en vis aktivitet med folk, der betalte og gik ind. På en plakat stod der, at om en halv time ville der være “Concours de manades”.

Nu er ingen af os tilhængere af tyrefægtning, men det her var vist noget andet, mere en slags opvisning, hvor alle, selv børn og gamle damer kunne være med, så vi betalte 10 € for hver og gik glade ind i arenaen efter at ha’ forsynet os med sodavand i baren.

Det er jo i sig selv en smuk teaterscene og tilmed med en flot udsigt over byen fra en gang, der går rundt om øverste sidderække.

Der kom insisterende flamencomusik ud af flere højtalere, og stemningen var helt i top på de efterhånden godt fyldte rækker. Først blev seks almindeligt pænt klædte modne mænd kaldt ind i manegen under stort bifald. Efterfølgende har vi forstået, at det drejede sig om forskellige opdrættere af de for Camarquen så karakteristiske relativt små, men hurtige sorte tyre. Derefter, til endnu større bifald, kom 12 hvidklædte, adrætte, hovedsageligt yngre mænd, springende ind.

“Concours de manades” er altså en slags besætningsopvisning og en konkurrence mellem de 12 mænd, hvoraf de seks er såkaldte Raseteurs, dem der går tættest på “tyren” og som har hver deres hjælper, en Tourneur, til at aflede “tyren” og få den til at placere sig bedst i forhold til raseteuren. Tyr står i situationstegn, da det drejer sig om forhenværende tyre, der er blevet kastrerede som et årige, og herefter benævnes som en Taureau Cocardier. De kan herefter forvente ca. 10 års karriere i tyrearenaen. De modne mænd forlod nu manegen, mens de hvidklædte placerede sig rundt langs det cirkulære rækværk, og så begyndte “legen”. Musikken stoppede og et i vores øjne ret stort og meget massivt dyr,med to cotillioner på ryggen gjorde nu sit indtog gennem “ tyreporten”.

Først så den ærlig talt noget forvirret ud. Helt alene og begloet af et hav af mennesker – og så de der hvide fyre… Men så begyndte den ligesom for en sikkerheds skyld, på ægte tyrevis, at sænke hovedet og at skrabe med forbenene i det gule grus, så det støvede. De hvide drenge begyndte nu at opildne tyren yderligere  med råb og fakter og løb tættere og tættere forbi og rundt om den. Og tyren, med sine drabelige spidse horn, satte selvfølgelig, ofte brølende, efter dem og kom gang på gang vældig tæt på drengene, som til gengæld sprang over rækværket til manegen og helt op på en gesims der gik hele vejen rundt om den korridor der var mellem rækværket og manegemuren. Hvis man troede, at man var i sikkerhed bag det ret høje rækværk, måtte man tro om, for en tyr kan åbenbart sagtens springe over, og så er det om at komme væk, evt. ind bag nogle smalle rum placeret rundt omkring.

Meningen var, at raseteurerne skulle så tæt på tyren, at de med en krog på deres ene hånd kunne fjerne de to kotilloner, elastikker og andre attributter på tyrens hoved og horn. Begge dele udløste musik og klapsalver, mens der gik et gys i gennem tilskuerne, når tyren kom faretruende tæt på. Alt dette tog nok en tyve minutter, så var enten tiden gået, eller alle attributter fjernet. Og så fik tyren, noget udmattet lov til at forlade manegen. Det er vel at mærke tyren, der er helten i denne opvisning. Hvis en tyr forlader arenaen med alle attributter i behold spilles ouverturen til Carmen til ære for den. Og således fortsatte det, indtil hver opdrætter havde haft deres tyr i mangen. Raseteurerne og tourneurerne blev til gengæld ikke skiftet ud, men måtte hoppe og springe for livet i flere timer. Hvad der evt. blev spillet hvis en af dem, nedlagt eller spiddet af tyren, måtte bæres ud, er uvist. Halvvejs var der en pause.

Her kommer så indrømmelsen, jeg syntes, at det var så nervepirrende og ubehageligt at se på, at jeg efter første runde forlod tilskuerrækkerne. Jeg snakkede lidt med damerne nede i baren, som forsikrede mig om, at tyrene skam kom tilbage på deres græsmarker. Om der ikke skete ulykker? Jo da, og nogen døde da også. Således beroliget gik jeg ud og ind af foretagendet, fik et stempel på hånden, en nedadvendt smiley, så jeg frit kunne passere. Som tidligere sagt var dette en forestilling for alle. F.eks. kom en ung mor på cykel med sin lille søn samt hund. Cykler og hund blev parkeret inden for betalingsområdet, mens mor og søn gik op og hyggede sig lidt med tyrene.

Erik, som jeg af og til lige var oppe og se til, holdt stand, men med et rimeligt højt adrenalinniveau. Efterhånden blev han dog så “tilvænnet”, at han kunne klare at filme samtidig. Se endelig med!

Så i dag fik vi en oplevelse, vi hverken havde planlagt eller ønsket, men vi nu kunne sætte tjek ved. Men ret spændende var det, også fordi denne lidt mindre voldelige form for “tyrefægtning” sammen med de små hvide heste er en del af Camarquens DNA. Bagefter gik vi op gennem byens små smalle gader, hvor der denne søndag stadig var fuld gang i turist gadehandelen. Vi var atter inde i den i forhold til byen totalt overdimensionerede, men rustikke og meget specielle kirke.

Her tændte vi et lys for en desværre alt for tidligt nylig afdød svensk sejlerven, som sammen med sin kone har fyldt meget i vores tanker under hele denne tur.

Herefter gik vi en smuk lille tur  langs en indsø, etang, tilbage til bilen  og kørte “hjem” til Port Napoleon.

MANDAG 8/5 V-Dag i Frankrig

Vi var lidt spændte på, om capitaineriet havde åbent denne mandag, da befrielsesdagen i Frankrig ligger 8. maj og betragtes som en helligdag mange steder. De havde fået ekstra nøglen til vores bil, mens de havde den til opbevaring. De havde heldigvis åbent, så vi fik vores nøgle og kunne herefter klokken 10 vinke endeligt farvel til Port Napoleon og Port Saint Louis og køre nordpå tilbage til Skærsilden i Chalon sur Saône.

Nu var var vejret atter som vanligt – strid vind fra nord, og solskin. Under hele turen så vi, at man holdt dagen i hævd i langt større grad end i Danmark. Men krigen man havde jo også krævet mange flere ofre her. Tricoloren vajede, og der var faneoptog og kransenedlæggelser i mangen landsby, vi kørte i gennem.

Klokken 13 holdt vi pause i udkanten af Montélimar, hvor vi spottede en godt fyldt restaurant langs vejen. Her fik vi en veltillavet frokost blandt lutter franskmænd, der også fejrede friheden og helligdagen her.

Herefter gik turen videre nordpå forbi mange af de steder vi for få dage siden havde passeret i båd, bl.a de mange atomkraftværker.

Efter blot en enkelt kaffepause i bilen under vejs, trillede vi efter 439 km, klokken halv otte ind på havnens  parkeringsplads Efter snart at ha’ kørt/sejlet denne strækning en del gange, kunne vi efterhånden nok bestå en geografitest i byer og landsbyer på strækningen – lidt sjovt. 

TIRSDAG 9/5 Hviledag i Chalon sur Saône

I dag var der dømt hvile- og pakke sammen dag, i næsten heldags regnvejr. Bevæbnede med paraply og bredskygget hat forcerede vi klokken et vandmasserne og gik op for at finde et ydmygt sted at spise frokost. Det lykkedes at finde et åbent brasserie, der havde mignon a l’italienne som dagens ret. Det var vældigt rart at sidde inde, og se regnen vælte ned uden for.

Det værste regnvejr var overstået, da vi gik tilbage til båden, men våde om fødderne blev vi i vores sandaler.

Så nu er vi næsten parate til hjemturen i morgen…