LØGSTØR 19/7-24 Muslingebyen
Vinden aftog lidt efter lidt i løbet af natten, og ud på formiddagen tog vi ud gennem det smalle løb fra Attrup havn til “hovedvejen” gennem Limfjorden mod Virksundbroen, som åbner to gange i timen. Vi var ti både, der sejlede igennem samtidigt.
Ikke længe efter var vi fremme ved Løgstør, hvor der er to indsejlinger lige ved siden af hinanden, en til lystbådehavnen og en til Frederik den 7. kanalen, hvor der der er fine tillægningsmuligheder og samtidigt er der vældig hyggeligt.
Den 4,2 km lange, 3 m dybe og 28 m brede kanal ud til Lendrup må vel siges, at være Løgstørs hovedattraktion. Den blev etableret fra 1856-61 gennem manuelt arbejde hovedsageligt udført af 400 tyske arbejdere med hakker og spader. Og selveste Kong Frederik 7. kom og indviede kanalen, deraf navnet.
Formålet var at facilitere skibstrafikken for større skibe i denne del af Limfjorden hvor store sandbanker voldte problemer. 1913 mistede kanalen, i takt med bedre muligheder for maskinelt at udgrave sejlbare render i selve Limfjorden, dog sin funktion. Den blev lukket i den vestlige ende for ikke at sande til og ligger nu som et interessant stykke kulturarv – og giver tillægningsmulighed for mange små fiskerbåde og lystbåde.
Jeg har dog læst, at Limfjordsmuseet arbejder for at genåbne kanalen ved Lendrup, så den atter bliver sejlbar for lystfartøjer… En anden attraktion, i al fald for de badeglade er sand eller måske snarere muslingeskal stranden med sandbund og fint klart vand.
Så i dag kom jeg endelig ud at bade i den kun lidt kolde Limfjord.
I Løgstør og ved Lendrup blev der opført nogle smukke boliger til henholdsvis kanalfogeden og kanalbetjentene.
Der var også tilknyttet et bådeværft til kanalen, som stadig arbejder med at restaurere de gamle bevaringsværdige træbåde.
Sjovt nok stammede både den ovenstående lille smakkejolle og den større båd med en mast, nok en jagt, ovenfor begge fra det Sydfynske område, nemlig Halmø og Troense.
Løgstørs tredje attraktion er muslingerne, men vi gik desværre glip af muslingefestivalen, der blev afholdt sidste week-end (hvor det styrtregnede).
Men man kunne for 225 kr. få serveret en portion muslinger på restauranterne langs kanalen. Lidt dyrt når man kan købe limfjordsmuslinger til to for 25-30 kr. i Rema, og det er så let at tilberede dem. Lidt nærig har man vel lov at være… I stedet gik vi op for at proviantere i Superbrugsen, som viste sig at ligge i den absolut fjerneste ende af byen. Og ikke nok med det, det viste sig at være en af de Brugser, der skal lukke. Så der var næsten ingen varer tilbage i den store butik – til gengæld var der store prisnedsættelser. Efter at ha’ spist lidt flutes med ost og pølse, og denne aften for første gang uden teltet oppe, var det tid til endnu en smuk solnedgang.