VENØ 23-24/7-24

TIRSDAG 23/7 

Ved nitiden listede vi ud af Fur Havn, i en stille, grå formiddag – men med trusler  om torden og kraftige byger op af dagen. Vi ville gerne nå et godt stykke vestpå i dag, da vi regner med at ligge over morgen, hvor der ser ud til komme en stiv vestenvind. Valget faldt på Venø.

Den smule vind, der var, var stik i mod, så det blev ren motorsejlads, til Eriks ærgrelse. Men en smuk båd kan man altid glæde sig over.

De første tre timer  holdt det tørt, men den sidste time så det mere og mere dystert ud med sorte skyer hængende over netop Venø.

Der kom nogle små meget lokale byger, som vi nærmest kunne forudse og manøvrere udenom.

Vi kom så godt som “tørskoede” i havn, i den fineste lille hyggelige havn, viste det sig. Ud over os var/kom der blot to andre gæstesejlere. Her var dejligt fredeligt, kun fuglekvidder brød stilheden. Havnen vender mod vest, og belærte af Livø’s åbne havnehul lagde vi os denne gang inderst inde og for en gangs skyld langskibs op af et solidt træbolværk.

Mens vi var ved at sætte teltet op, kom regnen, men snart efter sad vi tørt og godt under teltdugen og spiste frokost, mens det lynede og bragede løs – så hyggeligt.

Lidt senere vovede vi os ud og gik en tur rundt i det lille bysamfund; der er ca. 200 fastboende på øen.

Kirken, måske Danmark’s mindste,  var proportionalt lige så lille som øen, og kirkegården lige så veltrimmet som den vi så på Fur.

Men præstegården stod tom, så præsten kom nok med færgen fra Struer eller rettere Kleppen ved Bremdal, som ligger lige nord for og adskilt fra Struer af en mini fjord med en bro/dæmning over. Færgeturen tager kun tre minutter og der sejles hver 20. minut, så selvom der ingen butikker er, så virker det let at være øbo her.

Vi kom forbi et ret nybygget lille villa kvarter. Der var bl.a. denne nydelige villa med frisørsalon samt en meget velordnet have. Ved siden af ser man udsigten fra huset – ikke dårligt.

Om aftenen spiste vi venøbøffer på kroen. Jeg har altid syntes, at det var nogle gråblege, triste læderlapper, men det måtte jo komme an på en prøve.

Selve kroen, omend lidt kønsløs, og betjeningen kunne man ikke klage over. Men ingen af os var rigtig imponerede over kødet – ej heller over rettens visuelle udtryk.  Og jeg  vil foretrække et stjerneskud til næsten hver en tid…

ONSDAG 24/7

Som lovet blæste det op om natten, og ud på morgenen måtte Erik op og tjekke fortøjningerne og flytte lidt rundt på de hårdt belastede fendere. I øvrigt ros til DMI, for i år har vind og nedbørsvarsler passet næsten på klokkeslet. Og som forventet blev denne dag en overligger dag, men i smukke omgivelser i en hyggelig havn, så ingen klager.

En morgentur ud til stranden lige bag os gjorde det hurtigt klart, at det ikke blev en badedag. Op af formiddagen blæste det med næsten uformindsket styrke, så vi udsatte vores planlagte cykeltur rundt på øen til efter frokost.

I stedet hyggede vi os i cockpittet med læsning eller ved bare at kigge ud på de pæne små rødmalede træhuse med grønne vinduer og de klukkende bølger,  der omgav båden.

Ved tretiden tog vi os sammen og lagde en cykelrute, med mindst mulig modvind.

Venø viste sig hurtigt, at være lige så smuk som Livø og Fur, men hver ø har dog sin egen “personlighed”. Det første stykke kørte vi på fin asfalt, og vi kom forbi et af øens hovedaktiver Venø Efterskole med plads til 96 elever. Skolen, som så tiltalende ud, blev etableret i 1997 af en gruppe venøboere og har fire hovedlinjer, surf/sejlads, natur/friluftsliv, kunst/design samt forfatterlinjen.

Ud for en vej med det sjove navn “Havstokken” drejede vi til højre af en markvej meget lig den på Fur. Jeg kørte igen med tungen lige i munden og hånden på bremsen, mens Erik bare susede af sted. I går fik vi besked om, at en af mine gamle veninder, lidt ældre end mig, var havnet på sygehuset med en brækket  lårbenshals, så tanken om hende inspirerede nok til ekstra forsigtighed, især ved nedkørsler.

Ned af en mindre sidevej til højre for vores markvej kom man til en af Christian Kjærs ejendomme, han ejer jo en meget stor del af øen. Vi var dog ikke så heldige at støde på den nu afdøde Prinsgemals tidligere, men forstødte “bonjagtkammerat”.

Noget der kan mane til eftertanke er den smukke og lysende gule blomst, engbrandbæger. Den har vi denne sommer observeret i langt større grad end hidtil, og som tidligere hesteejer kan det godt gøre mig betænkelig. Havner den i høet/wraphøet/ensilagen kan det få fatale følger for heste. På marken vil heste som oftest klogeligt undgå den, men desværre ikke altid…

Men med så meget andet er der også her fordele ved den smukke, men potentielt farlige blomst – bier, sommerfugle og insekter elsker den, så naturvejledere (der nok ikke har heste) klapper i hænderne over dens fremmarch.

Vi så dog (endnu) levende heste og også to tilsyneladende ældgamle ponyer – samt marker uden engbrandbæger.

Også i dag gik cykelturen heldigvis godt, og vi kom frem til nordtoppen af øen, kaldet Venø’s hjerte, et beskyttet naturområde.

Her parkerede vi cyklerne og gik af en smal stil ned til kysten, mens vi nød udsigten over det lyngklædte landskab.

Helt oppe mod nord ender en smal tange ud i en art cirkulær sø, kun adskilt fra fjorden af en smal landbræmme. Dette område har man ikke adgang til fra april til midt juli, i fuglenes ynglesæson. I dag viste Limfjorden i den grad tænder i dag, så der var ingen badegæster, ej heller så vi så nogen, der var ude at sejle.

På hjemturen kom vi snart ud på asfalt igen, og med vinden i ryggen kom vi hurtigt tilbage til havnen – selv hvor det gik op af bakke. Ovenstående ret nybyggede hus i god gammel byggestil lå lige uden for “Venø by”med den dejligste udsigt til marker (inklusive enkelte engbrandbæger).

Tæt på havnen kom vi forbi en mark med får næsten så store som heste

Efter sådan en dejlig tur gjorde det godt med en kop kaffe i Skærsilden.