GJØL 16-17/7-24 Gamle mænd og trolde

TIRSDAG 16/7

Ved et tiden sejlede vi mod Gjøl en lille havn på Limfjordens nordside og kun et par timers sejlads mod vest. Vi havde en jævn medvind, og endnu holdt det grå vejr tørt.Men det varede ikke længe så, kom regnen så småt, og den skulle være ret vedvarende resten af dagen. I medvind regner det ind i cockpittet, man sidder ikke i læ af sprayhooden. Så for min skyld kunne vi godt tænde motoren og så gå fuld fart frem.

Men nej, en rigtige sejler som Erik, fortsætter ufortrødent sin langsomme sejlads i den silende regn for sejl. Der var ikke meget at se på denne grå, våde dag. Men så kom en lille Vinga 25, for motor med en ældre mand i tøffende afsted i zig zag kurs mere eller mindre i mod os. Vi var i et ret lavvandet område,  hvor selv en Vinga kunne gå på grund, hvilket den da også gjorde. Vi sejlede tilbage for at se om manden evt. var blevet dårlig, eller om vi måske kunne komme tæt nok på ham til at trække ham fri. Han så heldigvis OK ud, men vi var selv gået på grund, hvis vi var kommet tættere på ham, så vi fik kommunikeret, at vi sejlede til Gjøl, som nu var ret tæt på, og ville forsøge at få en mere lavbundet båd ud til ham. Vi alarmerede også Lyngby Radio om den grundstødte båd, dens position og at vi ville forsøge sende en anden båd til assistance. Lidt senere så vi dog, at det lykkedes ham selv at komme fri, så aktionen kunne heldigvis afblæses. I mellemtiden var det blæst noget op til en 8-10 m/s, og der var små krappe skumklædte bølger på Limfjordens  dystert grå vande, så det var rart ikke at skulle sejle længere i dag. Vi fandt en god plads i den lille havn, og skyndte os at få teltet op. Der var en del andre gæstesejlere, men ikke meget liv. Faciliteterne var fine, 180 kr. og alt inklusive – selv tøjvask og tørring.

Og så lå den velomtalte Gjøl Kro fra 1901 i en for egnen typisk hvid længe med takkede gavle og fristede os over evne lige oppe bag ved.

Så der havnede vi til endnu et stjerneskud et par timer senere. Hertil var der udover den obligatoriske stegte fiskefilet ikke blot en hvid fisk, også en såkaldt syltet en, dog ikke sur. Det lød lidt besynderligt, og var måske ikke den helt rette betegnelse, men den smagte vældig fint. Gjøl er nok mest kendt for sine trolde i forskellige størrelser med klumpnæser og strithår, som hærgede landet, fra jeg var barn og gennem mange, mange år. Skaberen Thomas Damm, 1915-89 startede allerede som ganske ung med at udskære karikaturer eller trolde i træ, inspireret af forskellige personligheder på egnen såsom fiskere eller gamle koner. Faktisk blev det hans fattige families hovedindkomst. Senere, i 1959 etablerede han en virksomhed, hvor de nu mindre trolde blev lavet af et blødere plastisk materiale og med filttøj. Da jeg i sin tid var til fødselsdagsfester hos mine klassekammerater, var gaven meget ofte sådan en trold. Og på kroen, den dag i dag, lurer de små trolde på en fra stort set alle sider – lidt hyggeligt. 

ONSDAG 17/7

Udover kroen er havnens vartegn en i 2022 opsat meget stor fem meter høj metalskulptur af en ung kvinde med hestehale, som iført habit og med fødderne solidt plantet på en betonsokkel determineret står og skuer ud over fjorden.

Hun symboliserer en moderne viljefast udgave af Tabita, også en ung kvinde i Hans Kirk’s roman Fiskerne fra 1928, som står og spejder efter sin kæreste, der var fisker. Hans Kirk boede i øvrigt en del af tiden på kroen, mens han skrev bogen samtidigt med, at han hjalp sin farbror med fiskeriet. Og i den senere filmatisering i halvfjerdserne af bogen er flere af scenerne optaget på kroen.

Vi gik lidt rundt på havnen, og så bl.a. denne gamle skude, hvor der sad flere gamle mænd under dæk og ordnede verdenssituationen. Men badning blev det heller ikke til i dag…

Sandelig om der ikke også var kommet et miniature cirkus til byen ned ved havnen. Vi fik talt lidt med cirkusprinsessen og hendes Husky hund, men forestillingen gik vi glip af. Men de kommer til Langeland senere på sæsonenen, så måske…

Der var igen brug for proviantering, så vi gik  op gennem det, der vel må kaldes en landsby – uden kirke. Men en flot stor sten til minde om genforeningen i 1920, var der.

Vi kom forbi en pæn samling ældre, men også nye huse, de fleste nydelige og velholdte. Det lignede absolut ikke et hensygnende sted, hvor ingen ville bo.

Brugsen var udadtil i god gammeldags stil, og indenfor fandt vi alt, vi skulle bruge – og mere til, ja selv trolde…