ODDESUND 29-30/8- 24

MANDAG 29/7

Vinden havde lagt sig i Thyborøn i løbet af natten, så alt var stille bortset fra mågernes evindelige skrigen – og klatten.

Vi havde ikke travlt med at komme af sted, men gik en tur op til Min Købmand via de snorlige gader, Mågevej, Ternevej, Kullervej, Fjordvej o.s.v.

Og fiskehandelen var vi også forbi endnu en gang.

Klokken to efter frokost tøffede vi lidt modvilligt ud af Thyborøn havn og ind i “Klisterkanalen” med kurs mod Oddesund, 16 sømil mod øst. Indtil videre har der nu ikke været nogen synlig retfærdighed i dette øge/kælenavn. Vi havde let medvind og fuld sejlføring med spilet fok, men en del modstrøm, som vi ikke havde kalkuleret med. På turen blev vi overhalet af en af delfin/sælsafari-bådene og kunne se, at de lagde sig ud for en af de grunde, der var tørlagte ved ebbe, og at der lå en stor flok sæler. Selv inde i havnen, lige hvor vi lå, havde vi faktisk flere gange set en sæl nysgerrigt stikke hovedet op.

Det var en helt igennem rolig tur, kl. 18.20 hævede den flinke brovagt broklappen ved Oddesundbroen for os, og ti minutter senere lagde vi til i den lille Oddesund havn. Vi fik en plads tæt på havnehullet, men det var OK i det rolige vejr.

Vi besluttede os til at gå hen mod og under broen for at se nærmere på området, som gennem tiderne har været et væsentligt trafikknudepunkt mellem Thy og det sydligere jyske fastland, og handel med England over Nordsøen gik også herfra.

En udstilling (Geopark Vestjylland) i et højt rustfarvet tårn viste på en meget interessant og pædagogisk måde udviklingen omkring Oddesund.

Under en voldsom storm i 1825 blev der i den grad vendt op og ned på tingene:

Hvor det før var et fredeligt lavvandet eller måske endda tørt område, der forbandt Thy med resten af Jylland var der nu opstået et sund, hvor der som følge af ebbe og flod kunne være voldsom strøm og høj sø, når vestenvinden satte ind. Så muligvis en givtig situation for rofærgerne, men ikke uden fare for folk og fæ.

Der var mange måder ting kunne – og somme tider gik galt

Og der blev transporteret rigtig mange stude, omkring 50.000/år, heste kun 300-400/år. Som årene gik, blev færgerne dog bedre, og der blev etableret små havne på begge sider af sundet, så man kunne afvente gunstigere strøm og vejrforhold, inden man begav sig af sted. Hjulfærger erstattede rofærgerne og fra 1883 til 1938, kom der dampskibsfærgefart over sundet, og efter en årelang proces kunne man så i 1938 endelig indvi den kombinerede vej- og togbanebro.

I dag ser området ganske anderledes ud. Nu ligger lystbådehavnen nogenlunde, hvor færgelejet tidligere lå, men den store solide stationsbygning af røde mursten ligger der stadig.

Hver by har vel stadig sine originaler, men før i tiden blev der muligvis levnet mere plads til dem. I al fald havde Oddesund gennem mange år, 1914-56, en meget speciel beboer, “Æ’ skawmand”.

Han ankom til byen med et fyrretræsskab på en trækkærre, og boede i dette skab i over tyve år. Om dagen stod skabet lodret, og han kunne kigge ud gennem en lille udskæring i døren, og når det blev sengetid lagde han skabet ned, og sov så der.

Senere byggede han et skur rundt om skabet, hvor der akkurat blev plads til et bord og en stol, og de sidste år af sit 77 år lange liv kunne han flytte ind i et 10 m2 stenhus kommunen lod bygge til ham, for den aldersrente han aldrig havde hævet. Han havde nogen kontakt med folk omkring, men læste aldrig aviser, kun i en gammel bibel, og der gik to år, før det gik op for ham, at 2. Verdenskrig rasede, og at tyskerne i bogstaveligste forstand stod foran hans skabsdør – i fuld gang med at bygge bunkere og kontrollere forbindelsen over Oddesund. 

Der var også udstillinger i flere af bunkerserne, men dem så vi ikke, da mørket var ved at falde på – og indeklimaet i disse indbød heller ikke til længere ophold. 

Så vi gik af landevejen hjem til Skærsilden og stegte vores store lækre mørksejfilet – frisk fra Vesterhavet.

TIRSDAG 30/7

Vi startede dagen med at udnytte havnens udmærkede og yderst renholdte faciliteter. Det dejlig varme brusebad var tilmed gratis.

Havnen var i det hele taget rigtig rar og hyggelig, men desværre havde de ikke diesel, kun til erhvervsfiskerne, og vi var tæt på at løbe tør. Så vi tømte reservedunken i Skærsilden’s tank og måtte så en tur, med havnens trækvogn op til den lokale, heldigvis nærliggende tankstation, for at få reservedunken fyldt op, inden vi kunne forlade havnen med ro i sindet.