DOVERODDE 30/7-24

Efter at ha’ fyldt fem l diesel i tanken og fået fyldt reservedunken op i Oddesund, sejlede vi forbi Jegindø og op mod Doverodde, som skulle ligge i et meget naturskønt  område godt 14 sømil fra Oddesund. I dag var det pludselig blevet rigtig sommer med sol og næsten ingen vind, så det blev motorsejlads hele vejen.

For første gang på dette års sejlads kunne vi sejle i bar – eller næsten bar overkrop og uden at fryse, hvilket var rigtig dejligt. Ved totiden var vi fremme, og havnen ligger ganske rigtigt meget smukt, ja nærmest idyllisk.

Efter en sen frokost gik vi i land og kom forbi stejlepladsen, som nok ikke bruges så meget mere.

Vi gik over mod over mod stedets berømte gamle købmandsgård, med den ikoniske (men ikke særlig prydelige) kornsilo. Normalt kan man besøge den smukke gamle gård og tilmed få noget godt at spise. Men frem til sommeren 2025 er der helt lukket for besøg pga en større ombygning, hvor tilmed Statens Museum For Kunst vil åbne en afdeling – om hvad fandt vi ikke ud af…

Så vi gik lidt til den anden side af en sti langs kysten forbi nogle kønne huse med nogle enormt høje træer op af skrænterne og kom ud til stedets badestrand/bro, hvor der i dag i det gode vejr var fyldt med børn og deres forældre.

Vi prøvede at gå lidt videre langs stien, men også den var spærret pga byggeri, ret ærgerligt for der var så pænt at gå. Tilbage i havnen gik vi rundt og så på de fastliggende smukke, gamle mindre sejlbåde, hvoraf nogle er bygget over tegninger fra Roskilde træskibsmuseum.

Et fint vikingeskib var der også.

Havnen rådede over et vandshelter, som man kunne leje sig ind i for natten. Rent faktisk så vi, at et ungt par overnattede der. Det havde en fin badestige og det kunne lukkes delvist af med en tremmedør, så det ville også egne sig til vinterbadere – eller bare almindelige badeglade.

Om aftenen fik vi for første gang i mange dage KØD, nakkekoteletter fra Min Købmand i Thyborøn, de var OK, men smagte lovlig meget af gris, ØF- ØF.

A propos gris kan man som en lille krølle på ovenstående fortælle sagnet om, hvordan Limfjorden egentlig opstod, og hvorfor den hedder Limfjorden. Det siges, at der boede en troldkvinde, vist nok nær Skive. Hun ønskede sig en søn lige så almægtig som Jesus Kristus, i stedet fødte hun et underligt væsen, der lignede et vildsvin. Hun sagde: “Du er ikke særlig køn, så jeg vil kalde dig LIMGRIM!”

Limgrim voksede sig kæmpestor, så stor at børsterne på ryggen nåede op over trætoppene. Han elskede at rode i jorden efter rødder, så der blev skabt dybe huller og render. Til slut nåede han helt op til Hals ved Kattegat, hvor der gik hul ud til havet, og Kattegat strømmede ind i alle huller og render. Hermed opstod en fjord med små ø’er, vige og halvø’er. Folk vidste godt, at det var Limgrim der stod bag skaberværket, og de kaldte derfor fjorden for Limgrimsfjorden. Og stakkels Limgrim blev så ked af al den ravage, han havde skabt, at han stak af og gemte sig ude i skoven, hvor han siges at være endnu. Limgrimsfjorden er der stadig, men navnet var for langt, og derfor kaldes den nu bare for Limfjorden…

Og så er der selvfølgelig også den lidt kedeligere forklaring: