22.09-23.09 2018 Ria de Vigo, Cobres og Cangas

Om formiddagen tog vi på indkøb i det lokale gamle og overskuelige Mercado. Laks og zamarinos hos fiskehandleren og kød hos de yderst fingernemme slagterdamer, der frygt- og stålhandskeløst hakkede sig igennem halve grise og lignende med kæmpe kødøkser. ( Og de havde alle fingre i behold).

Tilbage på båden tog vi videre for at udforske Ria de Vigo nærmere, og for at se om der skulle vise sig bedre steder at gå i vinterhi. Under vejs så vi Vigo fra vandsiden og sejlede under en ganske flot bro.

 

Næsten inde i riaen efter en indsnævring kom vi ind i et område næsten totalt dækket af små fiske/skaldyrsfarme som vi slalomede os igennem og endte ved en havn ved Cobres, hvor vi smed en fortøjning i land og spiste frokost.

 

Vi var enige om, at der ikke var dukket bedre vinterhavne op undervejs og sejlede herefter ud af riaen – nu til Eriks, og for så vidt også min, glæde for sejl og på friskt kryds, indtil vi gik i havn først på aftenen i Cangas, der ligger yderste nordvestlige del af riaen. Cangas var ikke vores kop te. En umulig havnemester, smagløse både ( Erik var dog lidt vild med Greta), en beskidt havn, en nedslidt by, en million biler holdende overalt eller kørende, heraf mange sindsygt hurtigt. Selv kirken var i miserabel stand med hovedløse figurer, der “prydede” indgangen, og kirkeklokkerne, ding, ding, ding, lød som advarselssignalet ved en jernbaneoverskæring. Men der var trods alt mange, især aldrende pæne damer, der mødte op til søndagsmessen.

 

 

Et plus må dog nævnes, en promenade med en dejlig strand som desværre lå ret langt fra havnen, over gamle Amandas lufteturskapacitet, så det blev en solotur for mig. Efter en diset morgen satsede vi på fuld sol senere på dagen og sejlede nordpå op mod Ria de Pontevedra.