20.09-22.09 2018 Vigo/ Bouzas.
Fra Ria de Arousa og ned til Ria de Vigo ligger der tre beskyttede naturreservater med ø’er, der alle kræver en administrativt ret besværlig procedure vedrørende tilladelse til at ankre og evt. gå i land. Men det skulle bestemt være besværet værd. Da vi er i slutningen af vores togt for i år, har vi besluttet at gemme disse øer til næste år, hvor vi kommer med friske øjne og sultne efter nye oplevelser. På det seneste er vi dog kommet ret tæt på disse områder, og de ser bestemt spændende ud.
Selve Vigo sås på lang afstand som en stor hvid klods langs kysten og højt op af det skrånende landskab. Da vi nærmede os den havn, vi havde fået anbefalet som værende en af de bedste og billigste, kom en lille mand i gul t-shirt os afværgende i møde. Det var mest en privat havn, og der var ingen pladser, bedyrede han – på spansk! Vi gav dog ikke sådan op, og til sidst fik Erik lov til at komme med op på et kontor i en meget fin klubbygning til en ligeså fin dame, der kunne engelsk. Efter lang tid kom han tilbage og meddelte, at vi kunne blive der en nat, og at de ville se på evt. overvintringsmulighed i havnen. Det var faktisk et på sin vis vældig rart sted. Havnen virkede beskyttet, og klubbygningen havde en lækker cafe, og der var gode toiletter og baderum, ja sågar motionsrum. Fra vores langskibsplads yderst i havnen så vi ind mod resten af byen men også lige over til et værft, hvor de var ved at bygge et kæmpeskib. Og de hamrede og bankede og svejsede fra tidlig morgen til nær midnat. Interessant men larmende.
Selve bydelen Bouzas ligger i den vestligste del af Vigo, som jeg et sted så det beskrevet : “In the trendy outskirts of Vigo”. Jeg ved ikke, om der ligefrem var trendy, men der var hyggeligt, som en landsby i storbyen, med gamle, lave huse og snævre gader uden biler tilsat lidt parisisk stemning med små cafeer under flodbreddens kastanie- og piletræer.
En lille meget gammel kirke, San Miguel, spændende udsmykning var der også.
Vi havde ikke så meget i køleskabet, så vi fandt et sted at spise om aftenen, og det var et sted, man nok kunne kalde trendy. La Carpinteria, en restaurant i et stort nedlagt snedkerværksted, med en meget “clean” indretning men med bevarelse af noget af det oprindelige værkstedspræg. Vi fik rigtig lækker mad, mere “forarbejdet” end det, vi ser de steder, vi normalt kommer. Selv om portionerne ikke var overvældende her, nøjedes vi med en ret hver, langtidsstegt lam og iberisk gris og delte bagefter et stykke uforglemmelig kage til kaffen.
Måske virker det ikke sådan, men vi spiser faktisk oftest hjemme. Det er ikke en gang sjovt at spise ude hele tiden. Men når vi så spiser ude, er det dejligt og afvekslende. Det at spise ude, helst mellem lokale er efter vor mening også en måde at komme helt tæt på et andet lands kultur. Og jeg vil derfor godt indrømme, at vi ikke udelukkende spiser for at leve – men altså heller ikke omvendt.
Dagen efter fik vi et tilbud på overvintring, det var væsentlig dyrere end det, vi i mellemtiden havde modtaget fra Muros, selv om vi fik forhandlet det noget ned. Vi sagde, at det måtte vi tænke lidt over. Vi fik lov at blive en nat mere, og så tog vi ellers på udflugt ind til centrum til fods gennem hele det store havneområde. Vi kiggede ind i et utal af forskellige skibsrelaterede værksteder og butikker, bøjede hovederne bagover for at se op på de store skibe, der tog form på de mange værfter, så mænd i overalls og blå hjelme over alt og kom også forbi fiskerihavnen.
Sluttelig nåede vi frem til Laxe, hvor lystbådehavnen Real Club Nautico Vigo ligger. Her har Erik også været på sin tur med Essex Girl, og han kunne nu vise mig det fine klubhus med bonede sildebensparketgulve, polerede messingbeslag overalt og distingverede, grånende, avislæsende herrer i dybe Chesterfieldlænestole. Og på vej ud til dametoilletterne var der et aflangt rum med spejle på langsiden og magelige støvetgrønne velourklædte små stole, “puffs”, hvor damerne kunne pudre deres næser i fred og ro. Jo der var stil over det her. Der var desværre middagslukket i receptionen, så vi skrev en mail for at høre deres priser på overvintring. Havnen så fin og beskyttet ud, og lå også i et godt område lige op til Vigo’s gamle hyggelige bydel, Laxe, som i øvrigt ikke er ret stor.
Her gik vi forgæves til basilikaen, kirkerne her er ofte lukkede i al fald i siestaen ligesom butikkerne. Men vi fandt en solbeskinnet lille plads, hvor vi satte os og spiste en let frokost delvist i skygge under en parasol. Undervejs fandt Erik ud af, at han havde været samme sted for fem år siden men i øsende regnvejr…. i ly af kampestensbuerne i den modsatte ende af pladsen og drukket øl med gutterne.
Og så traskede vi den lange vej tilbage til båden af en lidt anden rute og så på dagliglivet i Vigo undervejs. Lidt proviantering blev det også til. Om aftenen sad vi i cockpittet og så på fuldmånen, lysene over Vigo og ikke mindst gnisterne fra de flittige svejsere, indtil vi trætte dejsede om i køjen.