12.09-15.09 2018 Muxia

Da vi tog ud ud af Malpicas havn var det stadig lidt diset men vi satsede på, at det ville klare op. Den første del af turen var meget smuk og med spændende sejlads ind mellem forskellige klippeøer, så vi nød, at vi havde rimelig sigtbarhed. Vi havde for en gangs skyld tilmed en sejlbåd lidt foran os, vi kunne på AIS’en se, at det var norske Malaika, som vi havde “efterladt” dagen før i A Coruña. Lidt efter forsvandt Malaika næsten med et for vores øjne og ind i tågen, som var om muligt endnu tykkere end gårsdagens. Det er meget anstrengende at holde konstant udkig efter fiskebøjer og høre og se efter evt. andre både. Lige pludselig tonede en mindre fiskekutter faktisk frem af tågen, den lå stille og trak net op, så vi havde ikke hørt den. Endelig forsvandt tågen dog og næsten lige så hurtigt, som den var kommet. Gad vide hvad vi var gået glip af undervejs, der var al fald nogle meget flotte klipper, jo nærmere vi kom Muxia.

Det havde under tågen også i dag været stille vejr uden større dønninger men sidst på turen brød solen brød i gennem. Samtidig kom der også vind, så vi strøg ind i Ria de Camarinas oven i købet fulgt af delfiner næsten ind i Muxias fine, store og nye havn, hvor Malaika allerede lå, så vi blev atter naboer.

 

 

Havnekontoret var lille men velindrettet og med mulighed for køb af lidt af hvert. Udover at være havnemester(inde) bestyrede denne også byens tankstation, så der var næsten døgn service. Muxia var lidt af et forblæst, prunkløst udsted men med en god atmosfære.

Stedet nød nok godt af at byens kirke med en dramatisk beliggende på en klippeodde i nærheden var slutsted eller i al fald mellemstation for en af pilgrimsruterne.

 

 

 

Her var rart at være så vi blev et par dage og faldt ind i byens rolige rytme. Udover at her var smukt, var der gode indkøbsmuligheder, rigeligt med cafe’er/restauranter og fin badestrand.

 

Hvis vi ikke allerede havde to hunde, kunne vi godt have risikeret at få et par kattekillinger med ombord…

Erik og Mathias fra Malaika havde forskellige ting, der skulle repareres, og det hjalp de hinanden med, mens de hyggede sig. Vi byttede også lidt bøger til skibsbiblioteket. Mathias, som var alene ombord nu, inviterede endda på en dejlig simregryderet en af de lidt kølige, blæsende aftener, efter at han og Erik havde fået rimpet Malaikas forsejl sammen på Mathias nyindkøbte symaskine.

Vi lå og ventede på det rette vejrlig, tilpas vind og ingen tåge til at sejle videre mod Fines Terre, som vi gerne ville kunne nyde også fra vandsiden af. Der var jo heller ingen grund til at udfordre skæbnen ved at sejle ud i vildt vejr langs Costa da Morte! Den morgen vi besluttede os til at sejle videre sydpå, var Mathias kommet os i forkøbet og sejlet af sted i den tidlige, men endnu mørke morgen. Han var glad for at opleve solopgangene, og gerne alene, ude på havet i sit skib.