Rüdesheim/ Assmannshausen 14-15/7 2023

Rüdesheim/ Assmannshausen 14-15/7 2023

FREDAG 14/7

Selvom vi i havnen i Mainz generelt var meget lidt generet af støj udefra, mest en frøs kvækken af og til, blev vi i dag fra den årle morgen holdt vågne af en lind strøm af fly,  der passerede tæt hen over os, mens de, nogle gange to styks parallelt,  lagde an til landing i Frankfurt. At Frankfurt er noget af en business heksekedel, kan man godt forestille sig. Så vi foretrak at sejle mod Rüdesheim, som nok også kan være lidt hektisk, men på en anden måde.

Wiesbaden, en gammel kurby ligger næsten skråt over for Mainz

Der var kun 25 km dertil, så vi var allerede fremme lidt over et. Også her var der kun er lille hul i “hækken”, man let ville overse, hvis man ikke vidste, at her lå der en havn.

En endnu lidt dyster eftermiddag, men helt til højre i billedet ses de to små indsejlingsbøjer

Vi lagde os ved en plads, der var markeret grøn, og straks efter kom en nobel ældre herre, meget lig Donald Sutherland, hen og bød os velkommen og orienterede os om havnens faciliteter, bl.a. at lån af cykler var inkluderet i havnepengene, og at der blev arrangeret spisning i havneklubhuset, en stor oplagt damper, i weekenderne.

Og også her var det flydende toilet/baderum Klo-Thilde upåklageligt rent.

Efter en klapsammenmad i cockpittet var vi klar til en tur ind til selve byen 1,5 km herfra. Vi gjorde brug af havnens cykler, som var rigtig gode.

Man cyklede langs grønne områder og Rhinen hele vejen, men da vi kom frem til selve byen, var freden brudt. Jernbanen kører mellem Rhinen og byen, og især de lange godstog, kommer ofte buldrende, så bommene går op og ned i næsten et væk.

Her starter Rüdesheim, der skimtes lige en godsvogn til højre

Og bilerne kørte rask af sted på hovedvejen gennem byen, for ikke at tale om alle menneskerne der også tumlede rundt og ind og ud af barer, butikker og restauranter. Som prikken over i’et var det blevet varmt igen, alt for varmt.

Det hjalp dog lidt, da vi først gik ind i byens kirke og bagefter satte os udenfor på et kønt torv med træer og fik hver vores is. Sådan en stor en i et glas med fod på og med flødeskum og det hele. Det var meget ekstraordinært, da vi plejer at dele et bæger med en eller to kugler i… Men der skulle noget til at køle ned i dag. Herefter følte vi os mere rede til at indtage byens berømteste gade Drosselgasse.

Det var en meget smal og for så vidt også hyggelig gade, men her var naturligvis endnu flere mennesker, dog heldigvis ingen fulde – på dette tidspunkt. Kommet vel ned af Drosselgasse var vi enige om, at det bedste vi nu kunne gøre, var at cykle hjem og starte isterningsmaskinen.

Det er ikke kæmper, der har kastet terninger, men resterne af Hindenburgbroen, som under krigen blev sprængt at tyskerne selv. Den tidligere så flotte bro, nåede kun at gøre nytte i 30 år.
I varmen var vi lidt misundelige på dem, der plaskede rundt inde i poolen

Tilbage i den fredelige havn glædede vi os over ikke blot at at være kommet væk fra Rüdesheim midte, men også ud af Frankrig inden d.d. 14/7 Bastilledagen i Frankrig, hvor der virkelig er larm i gaden. Men i år er måske forløbet fredeligere, idet salg og affyring fyrværkeri til og med 15/7 vist skulle være blevet forbudt af selveste Macron.

Vores dejlige udsigt

LØRDAG 15/7 

Dagen startede lovende d.v.s. skyet og noget køligere. Der lod til at være arbejdsdag i havnen denne lørdag. Masser af folk, m/k, for rundt bevæbnede med river og fiskede så mange af de forskellige begroninger, de kunne få fat i op og kørte dem bort i trillebøre. I det hele taget lader det til at være en levende klub med mange aktive børnefamilier.

En tiltrængt og nyttig indsats som de gik til med godt humør. I dag ville vi cykle til nabobyen Assmannshausen blot 7 km nordpå. Den skulle efter sigende både fredelig og køn. Vi, ikke mindst jeg, er nok lidt ufolkelig. Ikke, at jeg ikke bryder mig om andre mennesker – bare ikke for mange af dem af gangen.

Der var fin cykelsti næsten hele vejen, og Assmannshausen levede op til forventningerne, en fin lille by, helt stille og rolig, men alligevel mulighed for både at smage og købe øl, vine og tyske lækkerier i rigt mål.

Som lovet smådryppede det faktisk af og til, men det var næsten bare dejligt, og da det var værst gik vi ind i kirken, der havde en lidt besynderlig altertavle, syntes vi.

Vi bevægede os bagefter lidt op bag byen, hvor vinmarkerne rejste ganske stejlt og kom op på “Der Rheinsteig”.

Det blev ikke nogen lang vandretur, men alligevel nok til at få en fin udsigt over byen og Rhinen. Her midt oppe i vinmarkerne var det muligt rent faktisk at føle sig til stede, og ikke bare være tilskuer eller statist i en form for show eller cirkus, som i går i Rüdesheim. Stakkels Rüdesheim – måske var det bare ikke lige vores –  eller min dag i går. 

Nede i byen ved frokosttid gik vi ind på et tradionelt sted ,med blåregnsoverdækket terrasse, hvor man kunne få fem små, en dl, smagsprøver af forskellige vine, en rød og fire hvide. Ikke hverken til at falde i svime over eller til at blive fuld af, men gedigent tysk hyggeligt.


Og da vi følte os i akut fiskeunderskud, bestilte vi dertil to gange “Die müllerfraus gebratene forellen” med kartofler i smørsovs. Så godt! Da vi var tilbage I Rüdesheim var der et lille “must”, vi havde til gode, en Rüdesheimer kaffee, nærmest Irish Coffey, men med en flamberet lokal spiritus, Asbach Uralt i, og serveret i en speciel kop uden hank. Velsagtens for at man kan varme fingrene på den en kold vintereftermiddag, når mørket falder på.


Kaffen indtog vi på det næsten berømte Hotel Krones lille udendørsservering. I årtier, når jeg har “studeret” rejsebrochurer, har netop Hotel Krone været udnævnt til danskernes foretrukne hotel i Rüdesheim. I dag så/hørte vi dog ingen landsmænd der, men mange andre steder i byen. Det begyndte nu at trække op til et lovet tordenvejr, så vi havde altså taget kaffen før tordenvejret, for at være lidt på forkant. Nu cyklede vi så hjemad, og vi var knap kommet ned af den stejle nedkørselsrampe til havnen, før det stod ned i stænger.

Så det var en vellykket og godt timet udflugt. At vi efterfølgende nåede to vaske i havnens Miele vaskemaskine mellem tordenbygerne gjorde jo ikke dagen dårligere. 


2 Replies to “Rüdesheim/ Assmannshausen 14-15/7 2023”

  1. Hej Lars Peter
    Du har sikkert ret i det med trængsel i Mosels byer. Har du nogen tips om skjulte perler, eller steder man alligevel bør besøge. Jeg kender kun Cochem af navn… Vi tænker at tage op mod Traben-Trarbach og så tilbage til Koblenz og videre ned af Rhinen.
    Hyggeligt at du følger os på turen
    Bedste hilsener
    Erik og Christina

  2. Gudrun og jeg var sidste oktober på flodbådstur fra Koblenz til Rüdesheim t/r og derefter op ad Mosel til Trier og retur til Koblenz.
    Alle de skønne små og mellemstore vinbyer langs Mosel er lige så tæt pakkede med turister som Rüdesheim. De er der dog ikke for at feste som Frankfurterne bruger Rüdesheim til.
    Hvis I ikke bryder jer om at gå meget tæt i gaderne, så drop Mosel.
    God tur.
    Kh. Lars Peter
    Kh. Lars Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.