Sankt Goar 16/7 2023
Farvel til populære Rüdesheim og rolige Assmannshausen.
Videre ned af Rhinen i fuld fart, over 10 knob over grunden kom vi. Dog kun kortvarigt, da vi sparede på diesel – og motoren. Da der samtidig var god vind, føltes det også lidt heftigt med de 10 knob.
Her var virkeligt flot, stejle vinmarker og på omtrent hveranden bakke/bjergtop havde tidligere fyrster placeret deres personlige slot eller borg.
Flodprammene og slet ikke udflugtsbådene holder ikke hviledag, og da floden her både er smallere og mere snoet, skulle der holdes godt øje.
Den mytiske svigtede Loreley, meget lig den lille havfrue, sad på sin sten og sang sine sorgfulde dragende sange, Erik hørte hende så ganske vist, men undgik at tabe hovedet helt, så vi forliste heldigvis ikke.
Og bagved rejste den stejle Loreleyklippe sig brat 190 m op. Netop her er Rhinen som smallest, mest snoet, strømfyldt og med skjulte klipper midt i løbet, så ikke sært at både har kunnet forlise her. Rent sprogligt kommer lore af luren, at se og ley af sten på tysk, altså se på sten – knap så mytisk.
Vi lagde til i den lille by Sankt Goar på modsatte side af Loreleyklippen en smule længere nede af floden, hvor der var en fin havn. Ud over at alle faciliteter var til stede, havde vi den flotteste udsigt, bagud op mod en borg og til bagbord ned langs Rhinens kurvede forløb. Havnemesteren var en ret cool fyr, som også drev en mindre café/restaurant i klubhuset.
Vi forlod båden for at se, hvad Goar med sine små 3.000 indbyggere havde at byde på. Den første fristelse vi mødte på vor vej var en tiltalende bier-garten, som vi strøg ind på.
Ein weissenbier, ein apfelschorlen, ein flammkuche til deling und der Rhein, mein herz was wilst du mehr…
Ved siden af kunne vi høre, at der blev truttet og varmet op til et eller andet arrangement. Da vi omsider gik videre, kunne vi se, at det var en skytteforening, der holdt sommerfest med hornmusik, øl og pølser. Nogle af mændene var i grønne uniformsjakker og fjer i hatten andre i mere poset tøj og nogle sære flade hatte, mens mange af kvinderne bar lange skørter med snøreliv.
Vi gik videre af promenaden langs floden, hvor mange andre, hovedsagelig tyskere, var ude og promenere, spise is m.m. Der var konstant færgeforbindelse til den modsatte bred, hvor man kunne komme over og ase op af Loreley klippen. Det turde vi dog ikke udsætte vore kroppe for. Men sjovt at se, hvordan den lille færge helt kontrolleret snurrede rundt om sig selv i den kraftige strøm på vej over floden. I stedet gik vi tilbage af et stræde gennem byen, hvor man åbenbart drak kaffe. Vi slog følge og delte et stykke schwartzwalder lagkage.
Inden vi atter havnede i båden og nød aftenen og vores gode udsigt, kom vi forbi en ret sær butik, med bl.a. verdens største kukur hængende udenfor. Det vi hæftede os mest ved, var dog alle de gange man også her kunne se, at Rhinen var gået over sine bredder.