Mosel-smuttur

ONSDAG 19/7 Mod Treis- Karden

Vi synes ikke, at vi helt kunne lade være med at sejle bare en lille smule på Mosel, så køn og snoet den nu er. Så vi rundede Deutsches Eck og sejlede hermed ind på, eller op af Mosel.

Efter få hundrede meter mødes man af den første sluse. Den seneste tid på Rhinen har vi været forskånet for sluser. Efter vi forlod Strasbourg var vi i gennem to store sluser – siden ingen. Her var nu to sluser, en for store både og en for “sportsboote”, men der måtte man max være 3 m i bredden, og det var lige snævert nok, mente vi (og denne var i øvrigt lukket). Så vi kom efter nogen ventetid ind i den store sammen med et krydstogtskib og en mindre motorbåd.

Ret hurtigt begyndte de for Mosel så karakteristiske stejle vinmarker at vise sig afløst af små byer på snart den ene side, snart den anden side af floden.

Vi havde så godt som ingen modstrøm, og trafikken var langt mere begrænset end på Rhinen.

Vi skulle igennem yderligere to sluser før vores dagsmål Treis-Karden. Og nr. to sluse ved  Mehlen var lidt træls. Vi skulle vente i laaang tid, og så endda i smuskvejr, på tre store både, før vi sammen med en anden lille båd, blev lukket ind i slusen som rosinerne i pølseenden. Ved den sidste sluse fandt vi ud af, at vi rent faktisk godt kunne snige os ind i ” Sportbootslusen”.

Den var dog ikke helt uden dramatik, idet vi, lige før vandet begyndte at fosse ind fortil, så en lille, bitte, bitte ælling ligge og skvulpe rundt foran os. Den havde dog åndsnærværelse nok til at svømme bagud langs vores båd, og den kom også ud af slusen i levende live. Men der så ikke ud til at være hverken søskende eller nogen andemor i nærheden, såh… Klokken halvseks kom vi frem til den udvalgte havn og fik endda en rigtig god plads tæt på alt. Havnen lå på en lille ø, Pommerer Werth i forbindelse med en campingplads, så man havde udsigt til bjergskråninger til alle sider.

For enden af vores bro lå en hyggelig restaurant på en flydebro, og vi var faktisk nødt til at gå gennem denne for at komme i land – en ret smart måde at lokke folk til på.

Men vi var standhaftige og lavede vores egen gode mad i båden, denne aften en bøf til deling og to små pølser, samt salat. Og vejret var blevet lunt og godt igen. Vores  oprindelige plan var at næste dag sejle videre til Traben-Trarbach, et dejligt område vi havde været i sidste år i Folke på vej ned til Skærsilden. Men nu besluttede vi os for to overnatninger her på vores lille ø, og så i stedet tage på en cykeltur til Cochem, Mosels nok mest kendte by, næste dag, inden vi vendte tilbage til Rhinen. Havde vi været sikre på vand nok, havde vi måske valgt den længere, men sikkert smukke rute hele vejen op af Mosel ind i Frankrig og videre gennem Belgien ind i Holland o.s.v. MEN det var vi IKKE! 

TORSDAG 20/7 MEST COCHEM TUR/RECYKELTUR

Efter at ha’ pumpet cyklerne tog vi af sted. Der skulle være godt 40 minutters cykling til Cochem og på flad cykelsti så godt som hele vejen. Det er dejligt at få rørt benene, og selv om vi har elcykler, behøver man jo ikke at sætte strøm på, og man kan sagtens selv cykle med. Det var en flot tur langs Mosel og vinmarkerne, med et par enkelte småbyer ind i mellem. Man er dog langt fra de eneste på cykelstien, der er både Tour de France aspiranter, men også mange ældre, adstadige ægtepar – som os. En af de ældre mænd sad såret i vejkanten på autoværnet og ventede på en ambulance, som kom susende til hjælp. Vi kom vel frem til Cochem og kunne på lang afstand se den store borg, Reichsburg Cochem fra 1200 tallet, der ligger højt hævet over den gamle by.

Først parkerede vi cyklerne og gik bare rundt, som det nu faldt sig, i byen. Der er vist omkring 6000 indbyggere, og byen var som forventet meget turistpræget.

Det virkede dog af en eller anden grund ikke så voldsomt som i Rüdesheim – og temperaturen var lige tilpas.

Vi kunne ikke rigtig beslutte os for, om vi ville op til borgen – og hvordan. Erik ville cykle, og jeg – Forsigtig-Peter ville gå. Og vi ville ikke skille cyklerne ad, da vi kun har en rigtig god lås. Det endte med, at Erik cyklede, og jeg trak OP af den smalle, stejle vej til slottet. På et tidspunkt forbarmede min kære mand sig over mig og kom ned og cyklede min cykel en bid op af “bjerget”. Det sidste stykke ville jeg så selv trække den op. Der sker så det, som gør, at jeg er blevet lidt nervøs ved de ellers gode cykler: Erik havde ikke nulstillet cyklen, så den stod på 1, hvilket jeg ikke bemærkede. Så da jeg uvidende herom trak af sted med cyklen speedede den kraftigt op, fordi pedalerne, efter at kæden sidste år tiltrængt blev smurt, er begyndt at dreje med rundt af sig selv, når man trækker cyklen. Og den ret tunge cykel var ikke sådan lige til at stoppe, fordi den ene håndbremse ikke rigtig dur, og jeg kunne ikke både bremse og slukke for cyklen på en gang med en hånd. Så cyklen roterede vildt rundt om mig, mens folk måtte springe for livet. Det føltes som en evighed, inden jeg fik stoppet bæstet, men heldigvis kom ingen til skade – kun jeg fik en lille hudafskrabning, snøft. Nå, men vi kom da op til slottet, mest for at nyde udsigten, og den var da også det hele værd trods alt. 

Herefter trængte vi, især jeg, til at sunde os lidt, og heldigvis var der en lille rar café lidt nedenfor slottet med den fineste udsigt til både slot og vinmarker.

Nedturen gik problemfrit. Vi byttede cykler, så jeg fik den med de bedste bremser, og vi fandt en lidt mindre snoet og mindre ujævn vej ned. På hjemturen lavede vi en kort afstikker ind i den meget mindre by Klotten.

Bag den første række huse, hvor der var både caféer og restauranter var der uhyre stille  og fredeligt.

Tilbage i havnen på vores egen lille ø, bestilte vi et bord på flyderestauranten, som vi jo næsten burde prøve. Det blev en god afslutning på dagen, med en flink tjener, sjove folk at se på samt ikke mindst lidt rart at spise og drikke. Vi delte en forret med hvidløgsstegte store rejer på spyd og så to forskellige slags flammkuchen. Og så delte vi også først et glas tør grauburgunder og så et glas halvtør spätburgunder – begge af en bedre kvalitet end normalt for os. Lidt – men godt!