Neuwied MYCN
21/7 2023 MYCN Neuwied 21/7 2023
Efter en tur op og handle sejlede vi tilbage mod Rhinen. Nu var der kommet yderligere et incitament herfor, nemlig at vi lettere ville kunne finde et sted at mødes med Camilla, Niels, William og hunden Ida på deres tur mod Normandiet.
Vejret så lidt lusket ud, og midtvejs begyndte det at regne, kortvarigt kombineret med nogle luftige tordenbyger – helt uvant for os.
Heldigvis kunne vi, eller mest jeg, sidde i læ af sprayhooden. Efter en times tid fik vi dog tørvejr igen, så det var nådigt sluppet trods alt.
Gennem de små “sportssluser” kom vi ret hurtigt ud på Rhinen igen og fik atter fart på.
Ved halvsekstiden kom vi til motorbådsklubben i Neuwied, som var yderst middelmådigt beskrevet på googlemaps, men den lå godt på vores rute. Og det var da også en af de absolut mindst hyggelige havne, vi har været i.
Én meget lang bro dybt nede mellem en høj, grim spunsvæg og en stejl skrænt. Ingen mennesker at se, men så dukkede der to ret så skumle typer op, som dog viste sig at være vældig hjælpsomme. Vi fik koden til porten og gik op for at finde havnekontoret, som lå for enden af et stort forfaldent værfts/industriområde.
Der ingen havenmeister at finde, men tre fyre fra et værksted gav os koden til toiletterne, som viste sig at være udmærkede. De to af fyrene var OK, den tredje virkede småpsykopatisk og stirrede bare sært på os. Måske var han døvstum. Vi gik tilbage til båden, mens sorte tordenskyer tårnede sig op, og for at fuldende den gode stemning, lå der en meget død og stinkende grævling og skvulpede rundt i havnebassinet. Vi forlod vores plads ved ventebroen alleryderst i havnen og lagde ind ved siden af den eneste båd i havnen, der lod til at være folk i, og de så nærmest lykkelige ud over at have fået naboer i denne lidt specielle havn. Da mørket var ved at falde på, mente Erik, at nu var det tid til at gå op på toiletterne. Jeg var dog ikke særlig hooked på den lange tur op gennem det øde lidt spooky område. Men man skal jo ikke lade sig styre for meget af sin paranoia, så jeg fulgte trop. Jeg ville jo heller ikke lade ham gå alene…. Da vi nærmede os indgangen til toiletterne, kunne jeg ane noget, der bevægede sig lige foran døren. Hvad er det, Erik? Det er nok bare en hund, lød svaret. Hmm. Vi kom lidt nærmere, mig nølende bagerst. Igen: Hvad er det, Erik? Der sidder en mand, lød svaret nu, hvorefter jeg drejede om på hælen og prompte satte kurs mod lågen ned til broen. Ikke noget toiletbesøg til mig, og her var Eriks grænse åbenbart nået for han vendte også om. Det var sandsynligvis en helt harmløs mand, men man behøver jo ikke at udfordre skæbnen – og slet ikke en sen aftenstund så øde et sted. Så vi gik ned og lavede os en kop beroligende te i stedet.