Köln 25/7 2023
Vi sejlede fra Mondorf lidt før ti, heldigvis i tørvejr, men med det meste af teltet oppe… Det var køligt, så vi have begge lange bukser på, Erik for første gang i umindelige tider. Som anbefalet ringede vi en time før, vi regnede med at være fremme og fik tildelt plads nr. 85. Vi havde læst os til, at der havenmeister her godt kunne være lidt striks, så bedre at forebygge end…
Vi var fremme allerede ved tolvtiden og startede med at fylde diesel på, hvor selv samme kom og hjalp til, ordknap, men korrekt var han. Det var noget af et skifte at komme ind i denne storbyhavn, omgivet af glas, stål og beton til alle sider. Men som i de andre havne var der også her lavvandet i en sådan grad , at vi kun lige netop kom ind på vores plads.
Köln er Tysklands fjerdestørste by med godt en million indbyggere i bykernen og over 4 millioner i Storköln. Kun Berlin, Hamburg og München er større. Alligevel var det begrænset, hvad vi havde af must’s. Som de store kirkefans vi lader til at være, lå den gotiske Kölner Dom som en klar nr. 1. Der udover kan nævnes en kolossal tresporet jernbane/fodgængerbro, der Hohenzollernbrücke. Og så er der alt det løse og uforudsigelige, som binder det hele sammen. Köln er i sin tid opstået som en romersk provins eller koloni. I årene lige efter Kristi fødsel anlagde romerne nemlig her en legionslejr med flåde, og denne blev ca. 50 år senere af kejser Claudius ophøjet til en koloni ved navn Colonia Claudia Ara Agrippinensium, hvor indbyggerne fik fulde romerske rettigheder. Heraf navnet Colonia, som Köln hedder både på fransk og engelsk. Og den tyske parfume 4711, Kölner Wasser, duftvand lanceret i Köln 1799 af Wilhelm Mülhelms, hed på fransk Eau de Cologne, som i øvrigt er blevet den brede betegnelse for “parfumeret vand”. Vi startede vores bytur med direkte kurs mod domkirken, men blev distraheret af endnu en hyggelig biergarten med udsigt til havnen, Rhinen og byens også berømte chokolademuseum. Så vi delte en flammkuchen, mens jeg fik en apfelschorle og Erik en Kölcher, byens lokale øl, altid serveret i et smalt cylinderderformet glas. Det var nok klogt, så meget som vi kom til at gå. Efter at ha’ gået gennem en ret trist bydel, kom vi pludselig til nogle ældre, farverige huse og bagved lå en flot romansk kirke.
Det var så Grosse Sankt Martin kirken, som vi selvfølgelig gik ind i. Det var et smukt, ikke så stort, nøgternt kirkerum uden så meget krimskrams.
På ophængte fotostater kunne vi se, at kirken var blevet voldsomt ødelagt under krigen, og først i 1985 var den vellykkede genopbygning færdig.
I der hele taget blev Köln bombet sønder og sammen under krigen under adskillige bombetogter. Men lige omkring denne kirke er der dog noget, der med rette kan kaldes Altstadt med toppede brosten og snævre gader. Vi gik videre ud langs Rhinen og nåede hen til den før omtalte Hohenzollernbro.
Udover at det er et imponerende bygningsværk, som kan fragte såvel toge som bløde trafikanter over floden, så er den vist mest kendt for sine tusindvis af hængelåse, som kærestepar gennem tiden har hægtet på den. Fra broen er der ikke langt til domkirken, hvis to tårne vi allerede havde set langvejs fra.
I både højde og drøjde overgår den katedralen i Strasbourg, men selv om de to kirker stilmæssigt minder meget om hinanden, faldt det visuelle indtryk, efter vores mening, klart ud til fordel for Strasbourgs katedral. Også selv om de to tårne i Köln er 156 m høje, mens Strasbourg’s blot ene tårn kun stikker 142 m op mod himlen.
Der var for meget, der distraherede i Köln, den store banegård og det ellers flotte kunstmuseum lå begge klods op kirken m.m. Men et imponerende gotisk mesterværk er det, påbegyndt i 1200 tallet og først fuldendt over500 år senere. Tænk at man turde – og kunne! Heller ikke denne kirke undslap krigens voldsomme bombardementer helt, og blev først genåbnet i 1956.
Uden at være opmærksomme herpå gik vi vist forbi 4711 parfumehuset. Måske man skulle ha’ haft bare en lille flaske af denne mange, vist især ældre, damers yndlingsduft gennem tiderne med hjem… Og hvorfor hedder denne ikoniske parfume så 4711? Jo, fordi Wilhelm Mülhelm’s barnebarn i 1881 blev tvunget til at opgive det tidligere firmanavn Farina. Og han valgte derefter sit husnummer 4711 som firmanavn, genialt eller fantasiforladt, som man nu ser det, men klart bedre end Farina. Efter en kort tur gennem en grim, grim overfyldt butiksgade gik vi igen ned langs Rhinen, hvor vi var inde og bestille bord på en restaurant, Haxenhaus, som vi havde fået anbefalet af vores flinke naboer i Mondorf havn. Der ventede os dog yderligere to af de uplanlagte oplevelser, inden vi nåede tilbage til Skærsilden. Erik fik endelig mulighed for at se, hvordan det gik til, når de store krydstogtskibe skal lægge til.
Og det var ikke helt let, og søfokene kludrede i det, så det var lige før at hr. Lundbye måtte træde til… Sidst, men ikke mindst var luften pludselig fuld af kvidrende grønne parakitter, som i store flokke samledes fortrinsvis i ét stort træ, måske for natten. Hvor kom de fra, hvor var de på vej hen, og ville de evt. kunne klare sig her også om vinteren??? Vi har efterfølgende læst, at netop i flere byer langs Rhinen, er klimaet er noget varmere end andre steder, og derfor er der gennem de seneste 50 år kommet en population på omkring 20.000 af de grønne alexanderparakitter.
Antageligt er de enten undsluppet fra deres tidligere fangenskab, eller måske er de ligefrem blevet sat ud. De svinede tydeligvis lidt under træerne, men anden skade gør de angiveligt ikke. Efter at ha’ hvilet benene et par timer gik vi op i byen til vores Haxenhaus, nu var det så lunt igen, at man kunne sidde udenfor i læ og under parasoller. Erik fik en lammehaxe i portvinssauce og jeg en grisehaxe med æblesnitter i calvados sauce, vi delte, så vi fik smagt begge slags.
Det var rigtig lækkert og længe siden sidste haxe. Men det er nu heller ikke en ret, man har lyst til, når det er varmt – eller flere gange i ugen. Lidt god underholdning var der også. I nærheden af os sad to nydelige damer. Pludselig var de nær ved at hoppe op på bordene, og en af de søde serveringspiger kom til og spurgte, hvad der var galt. De havde set en MUS! Ah, svarede pigen beroligende, “das war nur unser Jerry”… Men de to damer fortrak alligevel skyndsomst indendørs med deres tallerkener. Efter en lang, men god dag traskede vi lidt senere mætte og tilfredse tilbage mod havnen.
Tilbage i havnen sad der nu en masse, især unge mennesker, på en stor trappe lige op til havnebassinet. Foran dem og bag havnekontoret var der en storskærm, og nu ventede folk bare på, at det skulle blive lidt mørkere, så filmen kunne starte.