Düsseldorf 26-27/7 2023

ONSDAG 26/7

Gæt hvem jeg så, mens jeg var ved at rulle vandslangen sammen, sagde Erik. Sørme om det ikke var gnavpotten fra havnen i Mondorf, så meget desto bedre hurtigt at komme videre mod Düsseldorf, vores næste storby med ca. 625.000 indbyggere.

Selv om der var lovet regnbyger med torden, tænkte vi, at det nok ville gå. Især fordi torsdagen så ud til at blive endnu mere våd. Vi havde dog fundet regntøjet frem, da vi klokken 10 forlod Köln. Circa halvvejs dukkede der sorte skyer op fra flere sider, og det både lynede og bragede, og ind i mellem regnede det også, men med teltet oppe gik det fint.

Der var mange flodpramme på vandet, men dem har vi vænnet os ret godt til, selv om Rhinens mange snoninger i dag gjorde det lidt ekstra spændende.

Den sidste time lysnede det igen, og klokken 14 sejlede vi ind i Düsseldorfs havn, der lå i endnu vildere og flottere omgivelser end Köln.

Som i effektfuld flot finale kom der pludselig nogle mega tordenbrag  ledsaget af en ordentlig skylle, lige da vi skulle lægge til. Vi kom til at ligge lidt klemt mellem to store motorbåde, men med en superudsigt lige op til byens berømte og meget høje TV-tårn. Vi var IKKE der oppe.

Vi regnede ud, at vi havde sejlet 21 sømil gennem vand, men 31 sømil over grund med en gennemsnitsfart på 7,3 knob. Altså knap tre knobs medstrøm. Så kan man mærke, at man kommer frem. Vi besluttede os for to nætter i Düsseldorf, dels fordi det lod til at være en spændende by, dels fordi der var lovet heldagsregn den følgende dag. Da vi ikke vidste, hvor dårligt vejret ville blive dagen efter, var det bare om at udnytte, at det så ud til, at det ville holde tørt resten af dagen. Det flinke havnepersonale havde givet Erik en masse gode råd om, hvad vi skulle se. Hvis man gik langs Rhinpromenaden ville man ret snart nå ind til den gamle by. Så vi gik, det første stykke var der grupper og rækker af træer og man kunne gå uden fare for at blive kørt over af hverken biler eller cykler, idet banerne var godt adskilte og i forskellige niveauer.

Så der var heller ingen larm eller bilos, som f.eks. i Köln. Og Rhinens modsatte bred lå for en stor del hen som en lav grøn floddal med græssende får.

Regnen var hørt op, og snart kom solen frem, og der kom liv i gadebilledet. I Altstadt var der et utal af restauranter og beværtninger, men vi var mest optagede af bare at se. Der var langt flere velbevarede huse her end i Köln, ikke bindingsværk, men hele gader med klassiske gamle huse.

Ved femtiden var vi dog lidt udkørte, og ledte forgæves efter en café – ikke en bar. Til slut købte vi to kager og gik hjemad i håb om, at  den “strandbar” vi havde set på udturen nu havde åbent.

Og den var åben, liggestolene blevet sat ud på den store skråning, og der var fyldt med mennesker som sad og nød solen børn der legede rundt omkring. Vi fik en god kop kaffe til vores kage og sad længe og så på bystrandlivet.

Tilbage i vores havn i de yderst hippe og fashionable omgivelser sad vi og slappede lidt af, inden vi gik op for at se lidt nærmere på alle de specielle nye bygninger. Vi havde læst, at Düsseldorf er en af de storbyer, som folk er mest glade for at bo i, og sådan virkede det også. Det er også en by med mange velhavende mennesker, hvilket tydeligt afspejledes i prisniveauet på f.eks. mange af restauranterne.     

Vi var dog ikke til de store udskejelser og endte på en hyggelig burgerbar med masser af unge mennesker – og gode burgere.

Bagefter gik vi lidt mere rundt i det nye kvarter og så på de vilde bygninger, hvor dyre mærkevare firmaer og andet godt folk holdt til, og hvor en Aperol  Spritz rask væk koster 16 € mod normalt 7-8 € . Ikke at vi nogen sinde kunne finde på at drikke denne ellers meget populære drink – eller lignende for den sags skyld et sådant sted.

Tilbage i båden fik vi te, og nød at det både var tørt og lunt. Svært at forestille sig at det skulle regne hele den næste dag.

TORSDAG 27/7

Men regnvejr blev det. Det silede ned hele formiddagen. Ved 12 tiden gik det over i støvregn, så vi vovede os i land og hen af Rhinpromenaden igen. Dagen inden havde vi set, at der var en udstilling om, hvordan blot et år I 1933 totalt forandrede livet og den politiske situation i Düsseldorf, og vi havde tænkt, at den kunne vi passende se en regnvejrsdag som i dag. Inden gik vi dog lidt længere hen af promenaden end dagen inden. Selv om det er en rig by eller måske netop derfor, er der alligevel nogle der ryger i gennem sikkernettet og havner på gaden.

Vi så langs promenaden flere som lå pakket ind i tæpper, dyne og soveposer i de indhak,  der var i muren langs kajen. Og det var ikke for sjov. Lidt længere henne lå der utallige fancy restauranter, nogle på land, andre på skibe langs kajen. Vi kom ud til et tårn, den eneste rest af et slot, og et torv.

Her fra kom vi videre hen til byens største og ældste katolske kirke Sct. Lambertus, som vi lige var  inde og se, en noget mørk og alvorlig sag.

Vores besøg  i “Advarsels- og mindestedsmuseet” ville nok heller ikke blive af den muntreste slags, så inden var vi nødt til at ruste os med en kop kaffe.

Der var flere små udstillinger, en om at være barn i nazitiden, en om særlig udsatte som jøder, romaer og homoseksuelle, en om livet nede i et autentisk beskyttelsesrum og endelig særudstillingen om hvor hurtigt, bare et år, et velfungerede demokrati i Düsseldorf kunne ændres til et forrykt diktatur.

En skræmmende og desværre også aktuel udstilling, men heldigvis også med små lyspunkter om mod og medmenneskelighed. Udenfor småregnede det stadig, og vi gik langsomt i zigzag kurs af nye, gamle gader tilbage mod båden.

Tilbage i havnen faldt vi i snak med havnefogeden. Selve havnehuset er ret stort, i to etager + en fin kælderafdeling hvor toilletter, brusebade og vaskemaskine findes. Det sjove er at huset flyder, og man kan næsten blive lidt søsyg nedenunder.

Det viste sig, at hans far i sin tid havde etableret lystbådehavnen, og nu havde han overtaget havnen og boede der med sin familie. Han var meget miljøbevidst og havde bl.a. anlagt små svømmende haver og forskellige rensnings og iltningsanlæg. Og et stort flag hvor der stod “Everything matters” blafrede uden for havnekontoret. Om aftenen regnede det fortsat, men vi havde besluttet os for at gå op til en italiensk restaurant i nærområdet. Vi blev budt varmt velkomne af værten, som tog sig kærligt af såvel paraply som vores våde jakker. Det var helt klart et sted for det mere købestærke publikum, men dog i en moderate ende.

Vi delte en vitello tonnato og fik bagefter hver en pastaret. Alt var lavet med omhu, og der var en god atmosfære både under serveringen og ude i køkkenet, som vi kunne se ud i. Og da Erik havde fortalt, at jeg kunne lidt italiensk, foregik resten af kommunikationen på italiensk, for min del ret ubehjælpsomt, men hyggeligt var det, og bagefter følte vi næsten, at vi havde været en tur i Italien.