Duisburg 28/7 2023

Vi forlod Düsseldorf i en grå, men tør og lun formiddag.

Som forventet var der efter byen rimelig megen industri til alle sider. Og sorte kulbjerge tårnede sig op her og der. Nok flere end hvis det ikke var for den såkaldte militære operation i Ukraine. Vores næste stop var Duisburg, endnu en storby, med omkring 500.000 indbyggere, som vi nok ikke ville ha’ valgt som rejsemål, hvis den ikke lige havde ligget på ruten. Indsejlingen var ikke lovende, en lang smal kanal med mere eller mindre nedlagte industribygninger til begge sider.

Den største bygning havde været kornlager for et stort opland og blev  da kaldt egnens brødkurv. Aktiviteten ophørte i 1980’erne, og nu er der et museum. Længst inde åbnede kanalen sig til et pænt stort havnebassin med høje nybygninger i en light udgave af, hvad vi  nylig havde set i Köln og Düsseldorf.

Havnen var fin, og vi blev vel modtaget af havnemesteren, der dog næsten så lidt forbavset ud over at ha’ fået besøg. Der var sanitære faciliteter til en hel feriekoloni i denne ellers ret lille havn. Og mange nyttige anvisninger af hygiejnisk karakter.

For ikke at tale om slisken op til land, der så ud til at være bygget på Burmeister og Wain eller et lignende sted.

Lystbådehavnen må ikke forveksles med den industrielle havn, som ligger lidt nordligere og er Europas største indlandshavn. Tæt på vores havn og langs med kanalen lå Alt Stadt Park, hvor der stod nogle halvt nedrevne bygninger eller ruiner med et ret monumentalt udtryk. Et godt sted at lufte hunde.

Selve Altstadt bestod af en eller to gader,  hvor højst 10% af husene var over 100 år. Så kan man tænke sig til resten. Herefter kom vi til “City”, som der stod på skiltene. Det er længe siden, at vi har været i en så grim by – synes især jeg.

Men så kom vi til et bredt strøg med mange store træer, det trak noget op i bedømmelsen. Her holdt vi kaffepause på et travlt hjørne, og der var nok at se på. Masser af mennesker, at Tyskland i større grad end Danmark har udviklet sig til et multietnisk samfund, så man i høj grad her. Og i rimelig fred og fordragelighed, lod det til.

Om aftenen gik vi ud mod en anden del af Altstadt, hvor den store Salvatore Kirke og det flotte halvgamle rådhus, fra ca. 1900 lå. I tidligere tider lå der vist et slot/borg her. (Heraf navnet Duisburg?).

I maj 1943 blev dette område af Duisburg ramt af de allieredes hidtil kraftigste luftangreb af en tysk by og ud over kirken og rådhuset, som delvist kunne genopbygges, var der ikke meget tilbage af området. Det har ikke været sjovt den gang… Klemt inde mellem disse to bygninger lå nu Betty’s weinhock, som så hyggelig ud. Og det var den virkelig også. Vi kunne sidde ude under parasollerne uden at fryse og delte et lækkert pølse/fad, og for en gangs skyld delte vi en hel flaske rødvin.

Vinen var lavet/blandet af fru Betty selv, fortalte den joviale vært iført stråhat, shorts og klipklappere. “So schmeckt Duisburg” kaldte de den. Så alt i alt endte Duisburg, trods de ringe forventninger og blandede visuelle  indtryk med at blive en god oplevelse med rare mennesker. Tilbage i havnen var de nye kontorlignende bygninger også illuminerede, effektfuldt, men måske knap så stemningsfuldt.