
Weseler 29/7 2023
Efter et dejligt varmt brusebad i en meget rummelig brusekabine kunne vi renvaskede drage videre fra Duisburg. I dag var vejrudsigten lidt mere lusket med udsigt til flere tordenbyger ud på dagen, og så vi ville gerne være i havn inden.



Det blev på flere måder endnu en noget sort dag. Den ene pram efter den anden højt belæssede med kul passerede os mest i nordgående retning.



Flere steder så vi store bjerge af kul langs flodbredden blive læsset på lange rækker af godstogvogne, eller på/fra prammene. Lidt svært at forstå logistikken, men sort så det ud ikke mindst i kombination med de mange osende/dampende høje skorstene som næsten næsten gik i et med de truende uvejrsskyer.

Vi nåede dog frem i tørvejr til den lille vig, hvor der lå ikke mindre end tre gæstfrie bådklubber på stribe. Vi valgte den første, og vist også den bedste, hvor en venlig mand straks sprang frem og tog i mod os. Vi kunne selv vælge vores plads og snart var ikke færre end fire modne herrer i gang med at servicere os og sørge for at strømmen virkede.

De sorte skyer lod til at være drevet forbi, så vi gik på land for at se os lidt omkring.


Selve byen Wesel lå et godt stykke fra havnen, kun kirketårnet kunne anes. Hele området var meget fladt, og en stor eng var da også udlagt til flyveplads. Vi nåede ud til Rhinen hvor en biergarten fristede. Vi satte os i læ bag store glasruder med en flot udsigt til Rhinen og dens uafladelige trafik.

Her var dog ingen flammkuchen, så vi måtte nøjes med wurst, brat, curry mit pommes…

Skyerne trak efterhånden op igen, og vi tænkte, at det nok var klogest at vende snuderne hjemad igen. Ikke længe efter stod himmel og jord i et, og det buldrede og bragede en times tid.


Så forsvandt skyerne igen, og solen skinnede mildt fra en blå næsten skyfri himmel.

Det var herligt for en stund, at kunne ligge i cockpittet og mærke solens lige tilpas varme stråler. Vi havde set, at der skulle være grillaften i klubrestauranten, så der troppede vi op. Det foregik pga af det ustabile vejr indendørs i et nydeligt, men noget altmodigt lokale.

Men maden var overraskende god – og rigelig med mange slags kød, men også masser af grønt. Og det var heldigt, at vi sad inde, for endnu engang, midt i det hele, væltede regnen ned. Da vi var færdige, var regnen ophørt, og der var endda en lav sol, som kastede et smukt lys over det våde, grønne landskab. Så vi gik en tur, nu i modsat retning af eftermiddagens og kom ud til en badesø.

Desværre var vandstanden så lav, at det måske var så som så med bademulighedene. Der var rigtig kønt, men alt for mange skilte om. hvad man ikke måtte – og hvad der var strengt forbudt! Tilbage i båden kunne vi konstatere, at vi havde gjort klogt i at vælge den første bådklub, idet der længere henne blev afholdt polterabend, gætter vi på. Og det gik ikke stille for sig, og de holdt ud til efter midnat – og sikkert længere.