Mondorf Yacht Club/by 23-25/7 2023

SØNDAG 23/7 

Efter at ha’ taget afsked med Camilla, Niels, William og hunden Ida sejlede vi ud på eftermiddagen videre nordpå fra Oberwinter.

Ca. halvvejs på vej fra Oberwinter mod Mondorf lidt nord for Bonn, men på modsatte bred, begyndte det, som forventet at regne, så vi havde stadig teltet slået delvist op.

Langsomt stilnede regnen igen af, og kort efter sejlede vi ind i en vig, lige efter floden Sieg’s udløb. Her lå hele tre små lystbådehavne.

Vi fandt en grøn plads i den første, Mondorf Yacht Club. Erik havde telefonisk kontakt med den flinke havenmeisterin, som bad os flytte til en lidt mindre plads, da der ville kom en større båd til den, vi havde lagt os på. Det gjorde vi selvfølgelig. Det gav dog et problem med at nå hen til gæstestrømstanderen. Vores nabo, en anden gæstebåd af typen Don Pedro, havde sat sit stik i stikdåse 2, som vi ville kunne nå, mens han let ville kunne nå nr. 1, som vi ikke kunne nå. Det skal lige bemærkes, at strøm var inkluderet i havnepengene. Erik spurgte pænt den godt midaldrende mand i nabobåden, om vi ikke kunne bytte stik. Næh, det gik slet ikke, for havnemesterinden havde sagt, at han skulle tage nr. 2, så vi måtte bare vente til, hun evt. dukkede op i morgen. Erik kunne simpelthen ikke overbevise ham om, at det var komplet ligegyldigt, om han tog nr. 1 eller 2 gæstestik. Næste skridt blev, at Erik atter ringede til den flinke havnefoged, som sagde, at han lød da ikke særlig kammeratlig. I mellemtiden var herren forsvundet, mens hans kone, der virkede mere fornuftig, var kommet til. Så hun gik hen og byttede om på stikkene, mens hun og Erik tilmed hyggesnakkede lidt. Erik kom tilbage i båden og kunne fortælle den rare havnedame, der ringede tilbage for at høre, om alt nu var i orden, at det mente vi da.

Lige ind til en truende tordensky dukkede op bag os. Han, naboen, havde været i brusebad, men åbenbart ikke koldt nok. Han mindede om en ondskabsfuld satyr med hår på ryggen og et gedebukkeagtigt rødsprængt ansigt. Hvordan kunne vi tillade os at tage HANS strømstik, så snart han vendte ryggen til – og tilmed udnytte en SVAG kvinde ( hans fornuftige kone)!!! Og lige meget hjalp det, at hun sagde, nej, nej og at alt var OK. Vi beholdt dog vores strøm, så vi kunne lave aftensmad. Men det var lidt synd, for vi kunne høre dem skændes længe efter, og så blev der så stille, at vi blev helt nervøse. Så det er åbenbart alligevel ikke alle tyskere, der er lige hjælpsomme, som antydet i forrige indlæg. Det lidt sjove var, at vi én gang, og kun én gang tidligere for mange år siden er blevet så voldsomt verbalt overfaldet. Og det var af en mand, en dansker, i en stor motorbåd, der også var af typen Don Pedro. Så dem skal man åbenbart holde sig fra. 

MANDAG 24/7 

Vejrudsigten lød på skiftevis regn, torden, sol, regn, torden og sol o.s.v., så vi havde besluttet at blive her en dag og nyde havnens meget grønne omgivelser.

Også dette var en klubhavn med styr på tingene, et meget lille toilet og en ditto brusekabine, men superrent og velfungerende. Og blomsterkummer der blev både vandet og “nippet”. Da det så ud til at holde tørt for en stund, gik vi ud på de velanlagte stier gennem et større naturbeskyttelsesområde.

Der var mange meget høje træer, især poppel og pil. Og hvis de væltede eller grene knækkede af, fik alt lov at blive liggende, bare det ikke lå tværs over stierne.

Dagen inden havde vi hørt et træ eller en større gren falde til jorden med et ordentligt brag. Sjovt nok stod der ingen ting om, at man færdedes på egen risiko i området, hvilket vi nok ville fraråde at gøre i blæsevejr.

Vi kom ud til floden Sieg, som vi sejlede forbi dagen inden og videre ud til havneindsejlingen fra Rhinen for til sidst at ende hvor vi startede. Herefter gik vi den anden vej ud til Rhinen. Sjovt med alle de nydelige villaer oppe bag ved. Her stod der flere steder blomstrende nerier i haverne og de stod ikke i krukker, så er her klart varmere end i DK. Senere gik vi nede ved Rhinpromenaden, hvor der er stillet et utal af bænke op, så alle ikke mindst rollatorfolket kan sidde og nyde udsigten og tælle de mange skibe. Men vi så også nogle informationstavler,  der fortalte om gamle dage. Bl.a. at jorden i området på grund flodvandet ikke mindst fra den mindre flod Sieg var både varmere og mere næringsrig. Dette kunne måske forklare det med nerierne. Om ikke andet havde det givet særlig gode vækstbetingelserne for rabarber, som tidligere var blevet dyrket her i stor stil.

Oppe i selve den lille by kunne vi konstatere, at den var helt forskellig fra den lille Oberwinterperle. Her var der næsten  ingen gamle huse, men nyere ikke særlig pæne huse i vidt forskellige stilarter. En del af forklaringen herpå fandt vi på kirkegården, hvor vi så en stor kobbertavle, hvor navnene, på alle de, der var døde fra 1939-45 var indgraverede. Og det var mange, ikke kun unge mænd, men hele familier, unge som gamle, var blevet udryddede heraf sandsynligvis mange under krigens bombardementer.  Så også den almindelige tyske befolkning har måttet betale en stor pris for Der Führer’s galskab. Men Oberwinter var altså sluppet heldigere igennem.
Og nu til noget helt andet. Frokoster kan man også være mere eller mindre heldig med. For at få lidt adspredelse fra båden ville vi at finde et hyggeligt spisested, men næsten alt var mandags ruhelukket. Men så var der en café ved en bager, der så tilforladelig ud. De havde et frokosttilbud med “vielblätterteig” med noget fyld. Erik, tyskeksperten, mente, at det måtte være noget raviolilignende, så det bestilte vi. Vi blev noget overraskede, da det viste sig at være to lidt specielle tarteletter til hver.

Mens jeg ikke er så vild med tarteletter, er Erik normalt ret glad for dem, men ikke for disse med noget udefinerbart kød i skarpe ensartede tern i et klistret fluidum. Og så en flaske “vorsøstersigersovs” til. Hvis vi havde gjort os lidt mere ulejlighed med at opdele ordet “vielblätterteig”, havde vi nok kunne regne ud, at det havde noget med butterdej at gøre. Men så var vi jo gået glip af en overraskelse. Da vi kom tilbage til havnen, kunne vi til vores tilfredshed konstatere, at vores knap så elskværdige nabo var sejlet,og i stedet var der kommet en venlig tysk familie. Havnemesterinden kom også forbi og beklagede den ubehagelige oplevelse, vi havde haft i går. Hun havde vist sjældent været ude for noget lignende, er war doch ganz blöt, skrup skør, som hun sagde. Men måske var det en stakkels ældre herre, der var ved at udvikle en form for demens.