4-5/9 2022 Triste l’Escala og skønne Porto de la Selva

4/9  I dag var der ingen hindringer for sejlads – bortset fra at det igen ville blive meget motorsejlads det meste af de 22 sømil fra Palamos til l’Escala.

Vejret var dejligt, men den lette vind holdt sig længere i nord end lovet, før den langsomt gik østover og endelig gik lidt i syd. Så meget motor – kryds er Chico (heller ikke) så glad for. Men det var nogle smukke og dramatiske kyststrækninger, vi sejlede langs. Især ved Estartit var nogle store klippeøer, Islas Medas, lidt ude fra kysten, hvor mange bade- og fiskeglade spaniere lå for anker eller nærmere ved bøjer, da det er forbudt at ankre i dette store naturreservat.

Vi blev vel modtaget i den ret store og nyere velholdte havn, og fik en god plads ved en nydelig bro, men hvor var stedet kedeligt! Al spansk eller sydlandsk charme var totalt fraværende. Havnen og det omgivende byggeri var nærmest klinisk i sine hvide kantethed.

Lidt sjovt var det dog, at se et utal af små optimist- og jollesejlere komme ind efter en kapsejlads på den store bugt, der ligger ud for havnen. I øvrigt også et godt sted at ligge for anker.

Vi spiste, som planlagt i båden, men udover en lille, også trist, café, var der heller ingen restauranter lige i nærheden. Omkring klokken 22. skete der dog ting og sager. Først kom der et voldsomt kanonslag, ret langt væk fra, og alligevel rungede det i ørerne, lidt efter to mere af slagsen. Og så kom clu’et et enormt flot og længevarende fyrværkeri. Vi var lige gået op på aftentur med Chico, heldigvis hører han jo ikke så godt længere, så han tog det rimeligt roligt. 

5/9 Vi havde egentlig tænkt os at være i l’Escala en overnatning mere og havde endda fået et godt tips fra vores rengøringsveninde i Palamos om en cykeltur til en lille by, Sant Marti d’Empúries, i nærheden. Vejrudsigten lovede i dag risiko for torden hist og pist, men moderate vinde , mens morgendagen og de følgende dage havde noget voldsommere vejr på programmet, især hvad vind angik.

Da området rundt om Spaniens klipperige og øde nordøstligste hjørne Capo Creux har ry for at kunne være temmelig barskt, tog vi en rask beslutning og gjorde i stedet  klar til afgang mod Port de la Selva før morgenmad, som blev ret sporadisk, to stykker knækbrød og en kop te undervejs.

Vi skar tværs over bugten fra l’Escala op mod kysten nord for Roses og videre rundt om Capo Creux i næsten vindstille, men blev mødt af forbavsende store dønninger næsten hele vejen.

Den sidste en og en halv time øgedes vinden lidt efter lidt. Frokosten blev et tiloversblevent stykke citronmåne af den gode originale slags med næsten uendelig holdbarhed.Til slut skøjtede vi afsted med vinden og dønningerne ind bagfra med godt 10-11 m/s forbi den voldsomt smukke klippekyst. Hele denne dags tur mindede os meget om sejladsen langs Costa del Muerto i Nordspanien, Galicien, med den ujævne sø, clapot, fra klipperne, disen og de truende skyer der hang over bjergene langs kysten. Men en smuk og fascinerende sejlads der endte i bunden af den maleriske bugt, hvor Port de la Selva ligger godt beskyttet for bølger, men mindre for vind.

La Selva betyder junglen og hentyder til at området, især tidligere var meget skovklædt. Her er dog stadig, i forhold til mange andre steder, megen grøn træbevoksning op af bjergsiderne. Vi fik, som gæsterne ofte får, en lidt udsat yderplads, her på en flydebro, men med en fantastisk udsigt til alle sider.

Vi lå ud til en lille ankerbugt så vind og (små) bølger kom kom ret i mod os.

Det var en rigtig hyggelig by med en gammel bykerne. I strandkanten ud til ankerbugten lå der et hav af mindre både heraf mange af en karakteristisk type for egnen.

Denne mandag eftermiddag virkede byen ret uddød, men ud på aftenen, da vinden løjede, livede den betydeligt op, og vi havnede på en restaurant langs strandkanten, hvor vi endelig fik noget rigtig mad, en tatar af kammuslinger med avocado og mango samt lynstegt tunbøf med karameliserede løg – begge retter til deling – lidt men superlækkert.