6-10/9 2022 Llanca

Så dejligt der end var i Port de la Selva, var vi lidt betænkelige ved at blive, fordi der var lovet endnu kraftigere vind de to følgende dage, først fra syd og siden fra nord. Vi havde læst os til, at havnen i Llanca, under fem sømil herfra, skulle være bedre til at modstå vind fra alle retninger, samtidig med at den lå ved en lille by i smukke omgivelser. Så da vi havde købt  ind og spist morgenmad, denne gang i ro og mag, sejlede vi ud af La Selva i en let sydlig vind. Og vi havde sikret os at der var plads i Llanca. Dette blev turens hidtil korteste og langsommeste sejlads – men samtidig den tur, hvor vi sejlede mindst for motor, kun en lille smule ud og ind i havn. En tur på 3,2 sømil med en gennemsnitsfart 1,9 knob og med en varighed på en 1:41 time ( med indlagt lynbadepause). Vi kom helt klart til at ligge bedre ved en fin bro i læ for bølger og nok også noget for vinden, som i løbet af eftermiddagen også kom op på de 11 m/s her.

Tæt op af havnen ligger et lille udsigtsbjerg, el Castellar, tidligere en lille holm isoleret fra fastlandet.

Herfra, og ved indsejlingen til havnen, kan man beundre verdens måske længste væg- eller molemaleri, 116.5 m langt og 15,5 m bredt, udført af en kunstner Carlo Bros på en udvendig bølgebrydermole, bygget efter at en hård december østenvind, levanten, i 2008 ødelagde en del af havnen.

Værket hedder “Onada de Levant”, Bølge fra øst eller “ Banc de peix”, Stime af fisk. Bagefter gik vi ned til den lille nærliggende klippe/stenstrand for at blive afkølet i bølgerne. Et fint sted med klart vand og ikke overfyldt.

I det hele taget kan man tydeligt mærke at restauranterne må nu slås om kunderne, hvor man før ofte måtte gå forgæves, hvis man ikke havde bestilt bord. Og klokken ni om aftenen er det bælgmørkt, og det er det stadig klokken seks om morgenen. Men allerbedste af det hele er, at det er stadig varmt – men ikke ulideligt. Om aftenen blæste det stadig godt, så vi gik op til en restaurant tæt på, hvor der var mere læ. (Mærkeligt nok havde vi for en gangs skyld begge rigtig meget lyst til kød, nærmere bestemt lammekød. Mens vi spiste vores lammeben og også senere nede i båden, blev vi udsat for et af naturens intense lysshows. )Det ene lyn efter det andet zigzaggede over den mørke aftenhimmel og dukkede, som en trold op af æsken, op inde over land bag 2. række af de bjerge, der ligger ud til kysten. Men uden at vi kunne høre det mindste tordenbrag. Og Chico reagerede heldigvis slet ikke på det – det er mystisk med ham og torden.

7/9 Der var lovet kraftig vind i dag, så vi havde besluttet at blive dette dejlige sted et par dage. Ud på formiddagen gik vi en tur på en vandresti langs kysten.

Hvis viljen og kræfterne havde været hertil, kunne vi være fortsat helt til la Selva, men mindre kunne også gøre det. Undervejs kunne vi nyde de smukke udsigter ud over havet og se ned til små klippestrande.

Hvis man drejede blikket 180 grader så man den ene dejlige sommervilla, med terrasser og pools, efter den anden. De fleste allerede forladte efter en kort sæson. Tilbage i Llanca fik vi i en hyggelig fiskerestaurant, familiedrevet gennem generationer, en minimal frokost med seks zamburinas ( kammuslinger med rogn serveret i sin skal) + et glas hvidvin. Dem har vi i årevis villet smage – og det gjorde vi så i dag.

Bagefter var vi igen nede og få en dukkert på den lille klippestrand. Her fik Erik sig lidt af en overraskelse. Han var svømmet en smule længere ud, og da han lige stoppede op, var han pludselig totalt omringet af en flok flyvefisk, der var lige ved at flyve in i gabet på ham.

Efter en luftetur med Chico og en kop kaffe i båden, var vi oppe i en del af byen, vi ikke havde været i før og købe lidt ind til køleskabet. Og så var den dag næsten gået.

8/9 

Efter en formiddagsvask med tørring på båden, blev cyklerne hevet op af kistebænken. Vi havde planlagt en tur op til et kloster, Monasterio de Sant Pere de Rodes, på en bjergtop en times kørsel væk herfra. Det så spændende ud og lå fantastisk flot.

Ruten så ikke helt enkel ud, og der stod også noget om, at man måtte tage visse forbehold for vejens eventuelle beskaffenhed eller mangler. Det gik fint nok et stykke ud af byen, men så var det som om, vejen bare stoppede. Lidt derfra af var der så et skilt med pile, der angav forskellige vandreruter, bl.a. en til vores mål af 2,5 times varighed. Stien lignede på ingen måde en, der egnede sig til cykling, hverken hvad stejlhed eller underlag angik – i al fald ikke til vores cykler.

At gå  i minimum 5 timer var nok også udover vor formåen. Den ene af os får ondt i fødderne og den anden i ryggen, så vi supplerer hinanden, fint også på gebrækkelighedsområdet. Lidt ØV!

Nå, men så fik vi i stedet set Llanca’s gamle bydel, Vila, som ligger godt i læ et stykke længere inde i landet.

Her er et lille torv med et kæmpe platantræ, og til den  ene side knejser kirken, som man når op til af en lang stejl trappe.

Indvendigt er kirken mørk og af en katolsk kirke meget spartansk. Oppe ved alteret står et mindre kors med den korsfæstede Jesus. En lyskilde projicerer kors og Jesus op i stor størrelse på den bare mur bagved – ganske effektfuldt.

I den anden ende af pladsen står et gammelt romansk tårn, og her ligger også en velbesøgt café – bl.a. af os.

Et helt igennem stemningsfuldt sted der emmede af spansk historie og atmosfære – hvis det ikke lige havde været for, at 90% af gæsterne var franskmænd, som med elitær tale og gestik totalt dominerede stedet. Og sådan er det mange steder i dette område- er vi i Spanien eller i Frankrig.

9/9 

I dag havde de faktisk lovet reelt blæsevejr, så vi havde besluttet at vente med at sejle videre til lørdag. Søndag er det Cataloniens nationaldag – endnu en grund til at fortrække, da fest som regel er ensbetydende med krudt og fyrværkeri. Vi nyder meget, at vejret er blevet lidt køligere, sådan at man kan holde ud at sidde ude i solen. Til gengæld  er det lige før, at i al fald jeg overvejer at finde silkedynen frem. Og vindposen og ventilatorerne er også pakket væk. Vi gik over til vores lille strand og lå en god stund i solen, med vinden i håret og tæerne næsten i vandet. Og bade kunne man også trygt trods blæsten. Over middag satte vi endnu en vask over og hang tøjet til tørre i på båden i den friske vind.

Det var nu blevet lidt overskyet og lige vejr til en cykeltur. Vi kørte nordpå langs kysten mod det nærliggende Punta Cap-Ras, langs vej, cykelsti og grusstier. Først kom vi forbi byens store strand, som er meget beskyttet og både børne- og handicapvenlig med køremulighed helt ned til vandet og et stativ ud i vandet til at holde balancen ved. Faktisk ser man mange flere decideret gamle mennesker på strandene i Spanien. De kommer enten selv eller bliver fulgt af familiemedlemmer.

Det blev en rigtig fin tur med mange forskellige fine kig ned til små strande og ud over store klippeområder.

På hjemvejen kom vi ved en fejl ud på et plateau med nogle fine udlejningsrækkehuse lige bag ved. Her blev vi tiltalt af et ægtepar, Erik troede først, at de sagde noget med privat – adgang forbudt. Men nej, det var et dansk par, som blev meget benovet  over at høre dansk, det var en virkelig sjældenhed, sagde de. Og da de havde lejet hus der to mdr. hver eftersommer i 16 år, måtte de have en del erfaring, hvad dette angår. Så var det vist på tide at vende hjemad, vinden var nu taget pænt til, og vi var lidt nervøse for vores vasketøj. Det hang godt nok vandret ud i luften da vi vendte tilbage, men vi fik bjerget det hele.
10/9

I dag var det så farvel til Spanien, som vi har sejlet hele vejen rundt om gennem de seneste fem somre ( inklusive Portugal). Da jeg var inde og betale havnepenge, var det en ung fyr, der sad bag disken. Han så, at vi var danske og spurgte interesseret til hvad, vi syntes om Llanca. Jeg havde jo kun godt at sige om stedet. Han var også selv meget glad for sin hjemegn, men der var alt for mange franskmænd, og det værste var, at de havde ejerfornemmelser og betragtede området som en art fransk provins – sagde han. Og den fornemmelse kunne vi som tidligere nævnt desværre sagtens følge ham i. Tilbage på båden havde Erik gjort skib klar til afgang – herunder rejst det franske gæsteflag.