15-17/9 2022 Grussian 2. del mest i dur

Idag skinner solen efter tre dage med gråvejr og til tider smuskregn. Så vi cyklede over i landsbyen. Først var vi inde i kirken, som er meget farverig i sin udsmykning og med flot udskåret træværk og smukke murstens vægge og ditto buer.

Lige uden for leder en trappe/sti op til byens vartegn, et gammelt forsvarstårn fra 1300-tallet. Det var heldigt, at der var gode rækværk at klamre sig til under opstigningen, for der var ufatteligt mange glatte og skrå sten, man kunne komme galt af sted på. Men udsigten fejlede ikke noget. Man fik et virkeligt godt overblik over det flade landskab med alle indsøerne, kanalerne, noget af havnen, den cirkulære landsby og bjergene langt ude i det fjerne.

Vel nede igen sad vi lidt og iagttog gadelivet på Café Paix, inden vi cyklede videre ud til den store strand, vi havde cyklet langs to dage tidligere i blæst og under dystre skyer. I dag var stemningen ganske anderledes. Havet var roligere, der var badegæster på kæmpestranden og gang i strandcafeerne. Vi slog os ned på Café Paparazzo og fik os en sandwich.

Også på denne strandbar var personalet ungt og imødekommende. Den unge fyr, der betjente os, endte med at spørge, hvilket land vi egentlig kom fra. Da vi fortalte, at vi var fra Danmark, sagde han “ Nej, hvor originalt” Lidt sjovt – men der er virkelig ikke mange danskere eller skandinaver på disse kanter.

Nede på kæmpestranden var der jo god plads, og så alligevel ikke, for det meste af det meget fine sand var helt vådt, og der var mange små søer/havvandpytter ind i mellem. Men vi fandt da en tør plads. Livreddersæsonen lod til at være slut, og da der stadig var nogle ret store bølger, der kom rullende ind over det lave vand, nøjedes jeg som mange andre med at gå ud til midt på lårene, så klarede bølgerne resten. Og Erik stod parat til at redde mig…

Om aftenen, tilbage i båden, nød vi den nu stille lune aften og noget af den gode mad Erik havde købt i Spanien. 

16/9

Vi havde fået nogle brochurer på havnekontoret om vandre- og cykelruter i området og havde besluttet os for en såkaldt let 16 km cykelrute.

Det første stykke var piece of cake, men så var det faktisk svært at se, at det skulle være en rute beregnet for almindelige cykler, og i virkeligheden var den nok ment for mountainbikes. Den var virkelig ujævn med store og små sten. Så det gjaldt om at holde tungen lige i munden, syntes jeg. På de vanskeligste dele var vi så koncentrerede om at cykle, så vi glemte at fotografere. Og vi var ikke de eneste, som var lidt forbavsede, i bl.a. en gruppe hollændere havde de ældre damer virkelig fået deres sag for. Nogle så ud til helt at opgive ævred.

Men smukt og dejligt var der over alt, og vi kom trods alt helskindede i gennem de stenede og lidt stejle passager og ned til det lave land med salt indvindingsmarker, fiskehytter og fuglereservater, hvor bl.a. flamingoer holdt til.

Så nu mente vi, at alle “problemer” måtte være ovre. Lidt overraskende endte vi ude på en stor strand ud til havet, hvor surferne boltrede sig.

Her var det ligesom om stien sluttede – eller også var vi kørt forkert. Men vi forsatte ufortrødent. Det mindede mest om Dakar rally – for el-minicykler. Vi stred os frem i den kraftige modvind og kom godt i gennem strækningen med løst sand. Så kom modsætningen, det sumpede område, nogle steder med vand i næsten knæhøjde. Også det blev forceret, så manglede vi bare det lange ujævne stykke med sten, huller og modvind. Ingen sag, hvis ikke Erik havde kørt sine batterier helt flade, så han måtte hage sig fast i min skulder som et godt gammeldags knallert/cykelmakkerpar. Endelig nåede vi frem til byen, hvor vi begge trængte til en opladning – to smoothies, inden vi kørte den sidste bid hjemad efter en rigtig god tur. Om aftenen undte vi os en middag ude i en hyggelig restaurant i havnen, da vinden ruskede lige lovlig meget i båden.

17/9

Vi stod op til endnu en blæsende solskinsdag og havde ingen planer om at sejle videre endnu

Vi var blevet så begejstrede for omegnen, at vi nu ville forsøge os med en vandretur, hvor det var os og ikke cyklerne, der skulle gøre arbejdet, og hvor tempoet var lavere. Vi valgte en kort, men middelsvær rute på blot små 5 km. Først cyklede vi dog 6 km ud til startstedet, også i dag iførte cykelhjelme, selvom Erik ikke var meget herfor. Det blev også en rigtig dejlig tur. Først kom vi ned i et lavt område, hvor vi gik langs saltsøerne.

Siden gik vi langs en af indsøerne.

Lidt senere gik det pænt op ad i et klippeterræn med “bjergtagende” udsigter.

Efter længere tids vandring i højden gik det nedad gennem pinjeskov og senere langs vinmarker.

Efter en ca. to timers dejlig vandretur, med en lille chokoladekikspause undervejs, kom vi tilbage til vores cykler. Vi besluttede os for at køre ud til vores strandbar fra forleden. På vejen kørte vi ind på en grusparkeringsplads ud for et “saltmuseum”. Erik kørte forrest, og pludselig var der en modsatkørende bil, der svingede skarpt ind foran ham for at komme ind på en ledig parkeringsplads. Erik forsvandt ned bag bilen,  mens jeg hørte et ordentligt bump og et skrig. Jeg turde næsten ikke fortsætte frem, og se hvor galt det var gået. Omme på den anden side af bilen lå Erik med det ene ben ind under bilen og så noget desorienteret ud – men ved bevidsthed. Og ud af den lille bil tumlede fire mennesker, to franske ægtepar. Jeg var vist temmelig højrøstet på mit værste fransk. Den lille dame, som havde kørt bilen, var også ret chokeret. Som jeg sagde/råbte til hende, prioriterede hun den parkeringsplads højere end min mands sikkerhed. Nå, men de var selvfølgelig fulde af oprigtige undskyldninger og hjalp med at få Erik på benene lidt efter lidt og gav ham også noget at drikke. Han slap utroligt heldigt, med to små hudafskrabninger, på et knæ og en albue. Han mærkede tydeligt,  at han gokkede hovedet i det stenede underlag, men cykelhjelmen, som han lettere modvilligt havde iført sig, afbødede slaget markant. Den er nu kaput. Godt det ikke var hovedet! Selv cyklen overlevede også sammenstødet, med kun et par småskrammer. Bilen derimod fik revet det ene sidespejl af samt en lille bule i siden. Vi valgte som planlagt at fortsætte ud til vores strandbar, hvor det var rart at sidde og dulme nerverne med et glas hvidvin og otte sardiner med en klat god kartoffelmos til deling.

Næste dag skulle vinden have lagt sig, så aftenen blev den sidste i Gruissan, og den tilbragte vi i båden. Det var helt vemodigt at skulle forlade stedet og vores bro, hvor vi efterhånden var på hilsen og havde talt med  mange af de faste beboere.