Særlige Séte 20-26/9 2022

Tirsdag 20/9

Efter at ha’ udført de sædvanlige morgenritualer sejlede vi af sted fra Valras mod Sete,  22 sømil mod nordøst i en let foran for tværs vind. Så det blev atter mest motorsejlads, dog midtvejs med en times tid langsom men dejlig sejlads for sejl, hvor vi kunne hvile ørerne. Vi havde en aftale i Sete. Et britisk, men spansk bosat par, Paula og John, som vi mødte gentagne gange sidste år i Spanien fra Adria og frem til Cartagena, lå i disse dage også i Sete på vej hjem fra en fem måneders sommersejlads. Vi har haft løbende kontakt med dem i vinterhalvåret, så vi glædede os til at møde dem igen. Vi nød det, der nok var vores sidste sejltur på Middelhavet med Skærsilden og havde derfor ikke travlt med at komme i havn. Men frem kom vi. Ud på eftermiddagen lagde vi til ud for Capitaneriet, det eneste sted, der pt. var plads til os. Efter  en tiltrængt luftetur med Chico begav vi os over til Mr. John 7., hvor champagnen var lagt på køl. Vi tilbragte et par hyggelige timer, hvor snakken gik livligt.

Vi var til en start lidt skuffede over marinaen og faciliteterne. Toiletterne, både m/k, i de ret miserable skurvogne var totalt stoppede, og vi kunne ikke få klar besked om, hvorvidt vi ville kunne få masten af her i havnen. Som prikken over i’et kunne vi konstatere, at den unge kvinde, der måtte formodes at skulle gøre rent på havenekontoret og toiletterne om aftenen, brugte arbejdstiden på at sidde og tale i telefon i timevis i skjul i en af havnepersonalets ribboats. Hun havde lige været inde og tænde lyset i kontoret,  inden hun satte sig til rette med telefonen i skjul bag kontoret. Alt dette kunne vi som de eneste observere fra vores plads. Vi gik således til køjs med en vis uro i kroppen med hensyn til det videre forløb, om vi skulle satse på kanalløsningen eller hellere tage turen uden om på Middelhavet.

Onsdag 21/9 

Det meste af dagen gik med at få etableret en aftale med havnepersonalet om at få masten af. Da de endelig kom ville ikke udnytte bådens smarte vippesystem, men på klassisk vis løfte masten lodret op, og placere den i holderen. Så hr. Lundbye måtte gi’ sig, og vi fik en aftale til den følgende dag om eftermiddagen. Havneområdet er meget stort, og det er en meget gammel og også stemningsfyldt havn fra 1600-tallet, hvor de oprindelige moler og stenbelægninger for en stor del er bevarede. En ret stor del af havnen er fortsat helliget fiskeriet.

Men masteskoven i marinaen er også betydelig.

Som i Gruissan bor en stor del af bådejerne fast i deres både som f.eks. vores nabo Nicolas, der har boet i sin båd de seneste to år med sin 11-årige kat.

Tæt på havneindløbet er der et stort, flot lidt nyere fyrtårn.

Til især min store glæde så vi, at der lige neden for en del af molen er et lille hjørne med en fin strand med dejlig sandbund ud i vandet. De to første dage måtte jeg dog nøjes med at glæde mig til endnu et eller flere havbade.

Men tankevækkende at gå i havnen på dens blankslidte sten, hvor generationer af sømænd, fiskere, ludere, lommetyve og andet godtfolk har færdedes.

Sidst på eftermiddagen havde vi genvisit af Paula og John, de har rejst og oplevet så meget både til lands og til vands, som det er spændende at høre om. I morgen drager de videre sydvest på mod deres vinterlogi lidt nord for Valencia. Endnu har vi kun været ganske lidt ude i selve byen, men den ser spændende ud, så det glæder vi os til.

Torsdag 22/9

Erik havde travlt med at fortsætte arbejdet med at gøre båden klar til mastenedtagningen. Alle sejl skulle ned og pakkes sammen, og bommen skulle af. Det er mindst seks år siden, masten har været taget af, så der skulle arbejdes lidt med at løsne skruer og bolte på vanter m.m. Arbejdet skred dog planmæssigt frem, og vi nåede endda op og få en lille frokost på en af de mange restauranter, der ligger tæt på havnen. Klokken to lå Skærsilden parat langs molen ved den store og også tudsegamle kran. Erik forsøgte endnu en gang at overtale de to, ellers flinke, unge fyre, der skulle betjene kranen til sin metode, men forgæves.

Men ved fælles hjælp gik alt godt og masten kom ned og ligge oven på båden.

Nu mangler vi blot, at Erik får lavet et stativ, så masten kommer til at ligge lidt højere og mere stabilt. Efter det lidt hårde arbejde var selv Erik stemt for en badetur fra den lille strand, herligt. Efter at ha’ gået forbi stranden et par gange om morgenen fandt vi i øvrigt ud af, at der faktisk boede eller i al fald overnattede en mand på stranden – i både blæst og regn. Om dagen var han væk, men hans stol, en bunke tøj og håndklæder samt en ramponeret parasol, stod der konstant, i alle dage vi var her. Man må håbe, at han snart finder sig et lunere vinterlogi.

Senere udvidede vi vores territorie oppe i byen en smule. Vi fik købt ind, et flutes, besigtiget den højtliggende kirke ude- og nedefra, drukket en kop kaffe og ikke mindst bare indsnuset byens atmosfære.

Kort sagt, Sete er en rigtig gammel havneby, med alt hvad det indebærer af liv, snavs og sære eksistenser. 

Fredag 23/9 

På vores morgentur med Chico så vi noget vi ikke helt kunne greje. Et stykke af kajen op til de mindre fiskerbåde var der sat afspærringsbånd op, og der holdt politibiler samt en personbil underligt på skrå. En del mennesker stod og gik rundt omkring en aflang grågrøn pose med delvis åben lynlås, der lå langs kajkanten. Ret spooky. Men så så vi også alle kameraerne, der snurrede og blev kørt frem og tilbage. på udlagte måtter. Heldigvis var det ikke alvor, men optagelser til en krimi, vi var vidne til. Kommissæren i 3/4 lang mørk frakke, grånende hår og spidssnudede sorte sko samt den lidt pjuskede fyr i armygrønt, iført plastikhandsker og bærende på en kasseagtig kuffert, kriminalteknikeren var ikke til at tage fejl af.

Kort før vi tog tilbage efter vores pause hjemme i Danmark, fik Chico på anbefaling af hans “hundemor” Sian en indsprøjtning med et nyt såvidt vides bivirkningsfrit middel , Librela, mod gigt. Det har haft en god effekt på ham på mange måder, men virkningen aftager efter en måneds tid, hvilket vi tydeligt kunne mærke på ham. Han var mere urolig om natten og slikkede sig meget på benene. Så vi besluttede at finde en dyrlæge her i byen. Det var så heldigt at den nærmeste, 1,3 km, og tilmed vel omtalte dyrlæge lå på samme rute,  som det byggemarked Erik ville opsøge for at købe træ til mastestativet. Så vi lavede en fælles udflugt, Erik med sin cykel og jeg med Chico, med indlagte hvilepauser til den gamle hund. En skinke/pølse/osteplatte på udturen i en slags vindepot og en drikkepause på en café på hjemturen.

Chico opførte sig eksemplarisk inde hos den flinke (men ikke billige), franske dyrlæge og fulgte friskt med på hele turen.

Men det var noget af et optog tilbage gennem den befærdede by med Erik og de godt tre en halv meter lange brædder bundet til cyklen og så mig og Chico i hælene på ham.

Tilbage i båden lagde regntunge skyer sig efterhånden over os, og vi forberedte os på regnen ved at sætte vores tidligere solsejl op, inden aftensmaden kom på bordet.

Lørdag 24/9

I løbet af natten stilnede såvel regn, torden og blæst af, og morgenen var grå og stille, perfekt arbejdsvejr for tømreren men måske mindre heldigt for deltagerne i den regatta, der skulle starte i løbet af formiddagen.

Arbejdet skred godt fremad men den gamle bore/skruemaskine ville ikke rigtig mere, så Erik måtte endnu en tur op til byggemarkedet. Vi fulgtes ad det første stykke, han med cyklen og jeg gående. Vi gik langs en af de hyggelige kanalkajer, hvor fiskerbåde og små restauranter slås/deles om pladsen. Ved en af disse stoppede vi og delte “Un’assiette bleu”, en fisketallerken med sardiner, makrel og lidt tun.

Herefter skiltes vore veje. Erik fik købt en billig, måske for billig, boremaskine og en kort VHF antenne, så vi kan kalde kanalhavne og sluser i vores kommende kanalsejlads. Og jeg daskede lidt rundt og så på byen – og kom til at købe to lækre konditorkager til kaffen til min hårdtarbejdende mand – og mig.

Også denne aften trak mørke skyer sig sammen,  og om aftenen regnede det så kraftigt, at vi for første gang under hele årets tur spiste i “salonen”. I morgen kan vi antageligt sætte sprayhooden op igen og måske også  cockpitteltet, hvis vejret skulle udarte sig.

Søndag 25/9

I dag er det søndagsvejr med blæst og solskin. Det er sjovt at se de mange ekstra sejlere, der er i havnen i anledningen af kapsejladserne. Det er et særligt folkefærd i deres forskellige outfits, hvide solbriller m.m.

Det går fremad med stativkonstruktionen, som jo skal kunne stå for hårde belastinger i alle retninger. Og vindmåleren samt en nyindkøbt kort VHF antenne er blevet monteret på stativet. Vores nabo Nicolas, hans forskellige gæster, katten Hopla og flere af broens øvrige beboere har undervejs fulgt interesseret med i arbejdet.

Vi håber og regner med at kunne indlede vor jomfrurejse som kanalsejlere i morgen. Vi kombinerede, næsten som sædvanlig en frokost med en efterfølgende tur i supermarked, for første gang Monopreix. Monopreix var udmærket, men frokosten bedre og sjovere. Vi var samme sted som i går. I dag delte vi en kødfarceret mør sepiablæksprutte i perfekt kogt linguinipasta med den lækreste krydrede tomatsauce. Det smagte virkelig godt. Da Erik nu faktisk var færdig med det flotte stativ, flottede vi os endda med hver vores dessert. Hvis ikke masten falder af undervejs (og det gør den ikke), har vi faktisk sparet en del – både planlægning penge i forhold til, hvis vi skulle ha’ masten transporteret hjem. Sølle 45 € gav vi for at få masten af. Efter at ha’ luftet Chico blev der tid til en sidste smuttur til den lille strand, nu er vandet nede på 22 grader, men stadig dejligt.

Tilbage i båden lavede Erik en ny mindre ”landgangsbro” til Chico, som også kan bruges som et ekstra tværsæde i cockpittet, så af de 3•3.60 m brædder endte der med kun at være et par småstykker, 30 cm i alt, tilovers – fantastisk. Og masten er kommet så højt op, at sprayhooden kunne monteres igen, hvilket et rart nu, hvor blæst og kulde er begyndt at melde sig.