AARHUS 11/8-24, Dag 4, I KUNSTENS TEGN

AARHUS 11/8-24, Dag 4, I KUNSTENS TEGN

SØNDAG 11/8 var tiden inde til, at besøge Kunstmuseet Aros, som vi også tidligere har besøgt, men for over 10 år siden. Inden havde vi en hyggelig snak med vores danske bådnaboer fra Skovshoved. Det har været rart, at ligge uden på to både med hjælpsomme og venlige mennesker ombord, ikke mindst når man skal klavre over deres både flere gange dagligt. Der var jo også OL- finale for mændene i håndbold, men det måtte vi prøve at følge – så at sige fra sidelinjen. Så ved ettiden begav vi os af sted mod Aros af en lidt anden rute gennem byen, end den vi gik i går.

Der er virkelig mange charmerende områder i denne by, så vi forstår godt, at folk vil hjem til Aarhus…

Aros-bygningen er dog efter vores mening en utrolig grim klods set udefra, men indvendigt fungerer huset fint.

Lige herfra ser “klodsen” dog OK ud.

I billetsalget var der en sød ung pige, som lynhurtigt fik forklaret os, at som ældresagsmedlemmer ville ét årskort være billigere for os end to enkelt entreer, og så var der 10% i café’en m.m. – og hun garanterede tilmed også en guldmedalje til herrerne i håndbold oveni. Så godt begyndt… Vi startede med at tage turen helt op til islandske Olafur Eliasson’s Regnbuen fra 2011 øverst oppe. (Ham med bl.a. de flotte krystallysekroner i Operahuset i København).

Det var en ret fascinerende oplevelse, dels pga udsigten i sig selv, men også med de effekter de forskelligt farvede vinduespartier gav. Hvilket vel også var Olafur Eliassons hensigt.
Har lige læst en lidt “langhåret” bog, hvor en videnskabskvinde udtaler følgende angående farver: Farver hører til det præopmærksomme visuelle system. Før vi overhovedet kan sætte navn på en nuance, (med vores hjerne) har vi mærket den som en sansemæssig virkelighed i kroppen. Blå og grøn påvirker os på en anden måde end rød og gul.”

Der var flere meget forskellige udstillinger, og vi var igennem så godt som dem alle, når vi nu endelig var her.
En af udstillingerne bestod af kun fire værker af den australske billedhugger Ron Muecks. Det ene er “BOY”, en kolossal hugsiddende dreng, der nok er Aros’ mest iøjenfaldende og omtalte værk . Nu i anledning af Aros 20 års fødselsdag, er der så kommet tre nye hyperrealistiske figurer til: Et nyfødt pige, A GIRL, Boys lillesøster, også i gigantisk overstørrelse og så to MOR/BARN/INDKØB figurer, der til gengæld er skabt i let underdimensioneret format. (Hvilket ikke fremgår af de to fotos.) Men i kraft af den formindskede størrelse udsender hun, moderen, nogle helt andre signaler, bl.a sårbarhed, end hvis hun havde været i normal størrelse.

A GIRL – nuttet baby eller en FEM meter lang slimet alien…

Alle udstillingerne var givende på hver deres måde. Midtvejs var vi dog nødt til at tanke op med en kop virkelig god stempelkaffe og lidt sødt. Museumscafé’er kan næsten altid noget ud – over at være pæne.

Den funklende glassag var også af Olafur Eliasson. De to kvinder havde lavet en film, hvor de indædt rev løg, så tårerne løb, og snottet stod ud af deres næser. Vist nok et symbol på det monotone arbejde kvinder gennem alle tider er blevet/eller har udsat sig selv for.

En stor opsamlingsudstilling “Mellem linjerne” om og med værker af Richard Mortensen (1910-1993) og en film, hvor han i sine sidste år fortalte om sine tanker og sin kunst, var også interessant og nutidig.

Hjemturen gik langs Åboulevarden, som er noget anderledes end den i København.

Og senere den sidste del af turen hjem langs det store havneområde.

Et flot springvand med den legendariske Århus Katedralskole i baggrunden – samt Domkirkens spir.

Hvis vejret de seneste tre dage var lige hidsigt nok til at sejle i, har det til gengæld været perfekt til at opleve Aarhus. Godt 6 km fik vi gået i dag, ikke noget at prale af, men lidt trætte/ømme fødder fik vi da. 

Om aftenen spiste vi, velfortjent og sultne, vores to havbarser. Ovnbagte og noget så lækre blev de.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.