AARHUS, 9-10/8-24 Dag 2 og 3, 

FREDAG 9/8 BLÆST, REGN OG VASK

Denne dag var som forventet grå, våd og blæsende det meste af dagen. Vi forberedte os på en “hjemmedag”, hvilket jo kan være både rart og nyttigt. Også i denne havn var vask og tørring af tøj inkluderet i havnepengene, 180 kr., så vi fik ordnet en tiltrængt mørk vask. Erik var ovre og tjekke om de sidste kapsejladser blev afviklet, nogle gjorde vist, mens andre blev “afblæst” pga kraftig vind.
Og stemningen var ganske anderledes idag pga opbrud og sammenpakning af alt muligt grej og udstyr.

Sidst på eftermiddagen klarede det dog lidt op med enkelte solstrejf, så vi gik en tur over på den modsatte side af havnen dels for at tjekke de to fiskebutikker dels for at se på træskibshavnen, der ligger længst ude mod indsejlingen til havnen og tæt op til Risskov. Der var mange fine gamle skibe, men også mange der trængte til mere end én kærlig hånd. 

LØRDAG 9/8 AARHUS GAMLE BYDEL LATINERKVARTERET, DOMKIRKEN OG MIDTBYEN – SAMT ET KAFFESELSKAB

Blæsten fortsætter ufortrødent, og vi kommer nok ikke videre før mandag, men i dag er det lunt, og solen er på vej. Vi startede med at gå over til fiskehandleren, hvor vi købte to havbars til søndagsmiddagen. Det er en fisk fra sydligere farvande, som var vores yndlingsfisk, da vi sejlede i Spanien og Portugal, hvor den hed lubina og roballo. 
Herefter satte vi kurs mod den indre by. Først gik vi langs en anden mere kommerciel del af havnen hen af en art bred “rambla” med separate spor til fodgængere, cyklister, biler/busser og letbanen. På den modsatte side lå store ældre stilfulde bygninger som perler på snor.

Vi nærmede os hurtigt Latinerkvarterets hovedstrøg eller hjerte, Mejlgade, som jeg har hørt varmt omtalt af mange, men aldrig selv har betrådt (men Erik har).

Det var som at træde ind i en helt anden og tiltrængt sfære efter det spændende, men meget stringente og nydesignede Ø-miljø. Vi kunne ligesåvel være i Paris eller længere sydpå – og sat lidt tilbage i tiden. Det var frokosttid, så vi slog os ned på en lille tæt besat bistro, med spiselige priser, 65 kr. for dagens ret, kalv med sidskål, og Moules Frites til samme pris.

Det var bestemt ikke et fastfood sted,  men vi havde ingen hast, og der var masser at se på, ikke mindst de mange Christianiacykler der i faretruende fart buldrede gennem gaden. En af dem var havareret lige ud for os med et par skrigende børn om bord. Til sidst måtte en livline tilkaldes, og ikke længe efter blev de afhentet af en Tesla.

Efter at ha’ passeret Graven og andre smågader kom vi til det store Bispetorv og Domkirken, som vi ikke kunne springe over.

Vi har været der før, men for mange år siden. Det er en stor, især lang og smuk kirke med meget at se på, bl.a. en nyere afdeling, hvor der var “stillezone” samt nogle interessante kalkmalerier

Udenfor igen og på vej mod Å-kvarteret mødte vi en “Befri Palæstina” demonstration fulgt af flere politibiler.

Heldigvis gik alt så stille og fredeligt for sig, som det nu kunne. Herefter var benene ved at være trætte, og vi havde en invitation til five o’clock kaffe hos vores inderste tyske nabo, en ældre solosejler. Stor var vores overraskelse, da han meddelte, at han foretrak, at konversationen foregik på fransk eller italiensk! Nu har jeg gået til aftenskoleitaliensk gennem flere år, men har sjældent lejlighed til at praktisere mit beskedne ordforråd, så hvilket lykketræf var dette ikke? Det gik faktisk forbavsende godt, og han var lige så lykkelig over at træffe en “sprogligt ligesindet”. Det var bare ikke så sjovt for Erik, så vi (eller de to herrer) slog ret hurtigt over i tysk. Forklaringen på det italienske var, at manden havde boet og arbejdet det meste af sit liv i Italien, især på Sicilien og havde drevet eksportvirksomhed af tørret frugt og lignende. Sammenkomsten udartede sig dog endnu mere specielt, da en af gæsterne fra en 30 års fødselsdag ( på land) kom og spurgte, om de kunne låne en spand til at skylle festens midtpunkt, en stakkels pebersvend, af med efter endt tortur.

Det ku’ de da, og så blev fyren behørigt fastgjort til et lille træ og fik hue, briller og plaster for munden, inden “festen” kunne begynde. Der gik dog ikke længe før en kvindelig valkyrie med skærebrænderstemme fra en lokal båd ikke langt fra os forkyndte, at de godt kunne pakke sammen og skrubbe af. ( Hvor peberet gror). Hun og hendes mand mente, for så vidt sympatisk nok, at træet ville lide skade af peberet. Det fik en af gæsterne, en yngre mand i et nydeligt lyst jakkesæt op på mærkerne – i et ret så groft tonefald – og så var der for alvor fyret op under festen. Vupti, så var manden fra båden, som grangiveligt lignede en af vildmændene fra det kongelige våbenskjold, dog uden de grønne blade og en markant mindre udtalt sixpack, sprunget på land for korporligt at stoppe seancen.

Samtidigt eskalerede “dialogen” mellem valkyrien og den grovkornede herre til uanede højder. En anden noget ældre herre i et mørkt nobelt jakkesæt kom ham nu til undsætning, med knap så noble, men nærgående og provokerende spørgsmål til valkyrien, alt i mens han filmede optrinnet med sin mobil. Den fortumlede fødselar var i mellemtiden blevet befriet og overøst med lindrende vand, garanteret lettet over at få pebringen overstået. Der var sikkert delte meninger om, hvad der var op og ned i dette optrin, men heldigvis kom ingen fysisk til skade – ej heller træet. De mindre aggressive deltagere i festen leverede spanden tilbage og takkede pænt for lån deraf. Efterfølgende har jeg googlet, hvorvidt sort peber har en skadelig indvirken på planter og træer, hvilket det ikke lader til. Og hvis det havde været kanel, ville det ligefrem kunne have haft en gavnlig effekt på træets vækst og trivsel…

Resten af aftenen forløb ganske fredeligt.