ENDELAVE 13-14/8-24

TIRSDAG 13/8

Efter at ha’ ændret planer forlod vi Tunø klokken halvto for at sejle til Endelave 16 sømil sydvest på. Det var lunt med kun en 5-6m/s halvvind, så det gik stille og roligt for fulde sejl. Jeg havde ellers gejlet Erik op til at tage et reb i storsejlet, men det virkede lidt unødvendigt nu – så væk med det.

Halvvejs begyndte det så småt at friske op, og da vi kom over de 10 m/s trak vi forsejlet ind. Den sidste time lå vi konstant mellem 10 og 12 m/s, og bølgerne der kom rullende øst fra blev større og større, jo nærmere vi kom Endelave og ikke længere havde bølgelæ af Svanegrund. I det hele taget er farvandet omkring Endelave ret lavt og lidt tricky. En stakkels tysker der lå og cirklede rundt foran os, lagde sig til slut bag os, så vi kunne vise vej. Der var heldigvis pladser i havnen og hjælp til fortøjningen, hvilket  kan være rart, når det blæser.

Lidt senere brød solen gennem skydækket og kastede sine varmende stråler på os, som et signal til at nu var det badetid. Der var et meget fint anlæg med flere træplatforme og stiger nær havneindløbet, så på med badedragten og derud i en fart. Det var fralandsvind og ret koldt, men alligevel dejligt.

Erik fandt en lille trækfærge i havnen, som han kunne lege med – hver sine fornøjelser

Efter bade/færgeturen var der varm kaffe med romkugler fra Tunø.
For at være sikre på at nå at se/ gense i al fald noget af ø’en i tørvejr gik vi hen af den lange betonmole/vej, der er forbinder havnen med byen, og som er nødvendig pga det meget lavvandede område og derefter videre ud omkring Endelave’s undseelige lille kirke.

Og også smukke gamle huse.

Vi havde hørt, et der skulle være mange kaniner på Endelave i år, men vi blev alligevel lidt forbavsede over, at de næsten sprang rundt om benene på os og lå forsamlede i små grupper inde i haverne. Kaninerne blev indført til ø’en omkring 1920, og antallet varierer alt efter vejrlig og diverse sygdomme. Men at antallet af kaniner overgår det aktuelle beboerantal på ca. 150 er der vist ingen tvivl om.

Meget oplagt kalder man nu de tre vandreruter på 21, 12 og 3 km rundt på ø’en for kanino’er. I morgen laver vi vores egen kanino, en lidt udvidet variant af den korte. En tur på 12 km kunne vi nok også lige klare, mens fødder, knæ og ryg pænt fordelt på os begge helt sikkert ville stejle overfor de 21 km. Men da vi var 20 år yngre gik vi Anholt rundt….

Vinden stilnede af i løbet af aftenen, til gengæld buldrede det i det fjerne. Så vi var lidt spændte på, hvad det ville udvikle sig til i løbet af natten.

ONSDAG 14/8

Det regnede en del om natten, men ikke noget med skybrud eller torden. Morgenen var stille med skyer, der kunne indeholde regn, men vi var optimistiske og gik en tur nu i modsat retning af vores aftentur.

Det første man møder på sin vej ind i landsbyen er en stor granitsten til minde om de 14 liv, der gik tabt om aftenen 15. januar 1944. Da stødte øens lille færge Agda på en tysk magnetmine tæt på Endelaves havn. Pga det lave vand, tre m, blev eksplosionen ekstra kraftig, og i det mørke kolde vand lykkedes det ikke at finde overlevende, endsige alle de ombordværende. Det var det alvorligste skibsforlis i dansk farvand under 2. Verdenskrig, måske en “bagatel” i det store hele, men en katastrofe for det lille øsamfund såvel menneskeligt som rent logistisk hvad færgetraffik angik de næste mange år.

Midt i inde i landsbyen er der en lille smøge, som blev opgraderet fra Prinsessesmøgen til Dronningesmøgen efter en vis anden kongelig persons besøg på Endelave i 2012.

Også i dag så vi mange fine gamle huse langs hovedvejen, men efterhånden tynder det ud i bebyggelserne, og det er mest marker, man går langs. 

Ved en sti med prætentiøse navn Kongevejen drejede vi af ned mod vandet for at se om de vilde kaniner holdt til der, som de har gjort  de tidligere gange, vi har besøgt Endelave.

Men nej, vi så ikke en eneste kanin, måske de sov til middag… Vi kunne se, at der var lavet en ny ret bastant grusvej langs vandet, som måske ikke egnede sig til kaninboliger. Men det er vist faktisk sådan, at kaninerne bedst ses tidligt om morgenen eller i skumringen.

Men efter et lille hvil var det en fin tur langs det i dag meget stille vand.

Tilbage i Skærsilden gik vi endnu en gang fra plan A til plan B, da det så ud til, at tordenvejret også i dag var blevet aflyst. Vi besluttede derfor at sejle videre til Juelsminde.