27-28/9 2022 Spændende Aigues-Mortes og Le Grau Du Roi

Da vi var helt udgåede for brød, var det en god anledning til at gå inden for murene og spise morgenmad og se byen, inden turisterne for alvor indtog byen.

I det sydlige Spanien kostede en kop kaffe med en croissant og et glas juice snarere under tre end fire €, men længere nordpå steg det gradvist til over 5 €, og sandelig om vi nu ikke var oppe på 7.50 € her i Aigues Mortes. Det var for meget for nærigpotterne, så vi fandt en mindre turistet café på byens hovedtorv, Place Sct. Louis, hvor man man måtte spise sine medbragte croissanter, friskbagte fra byens bedste bager. Bagefter slentrede vi alle tre rundt på må og få i den smukke og velbevarede gamle by. Men dens historie har langt fra været nogen dans på roser.

LIDT OM AIGUES-MORTES HISTORIE

I det 13. århundrede, ønskede den daværende kong Louis eller Ludvig IX 1214-1270( den hellige) at erhverve land langs Middelhavet. Frankrig var på det tidspunkt i alle henseender en stormagt, men det eneste mulige område var marskområdet omkring den kommende by Aigues-Mortes, som det lykkedes kongen at forhandle og købe sig til. Og så startede det store byggeprojekt tegnet af arkitekten Eudes de Montreuil. Det var et kæmpeprojekt, stenene skulle transporteres langvejs fra og arbejdskraften, fiskere og saltbønder, der boede i sivhytter, var begrænset. Fire år senere var hovedtårnet, Kongens tårn eller Constance tårnet og de fem porte omkring den kommende by på plads. Men meget – hele den indvendige by og murene, manglede, og forsvarsmæssigt, havde man kun Kongens tårn, som derudover også fungerede som fyrtårn, beboelse og senere ikke mindst som fangetårn. Kong Ludvig blev som 20 årig gift med den kun 13 år gamle Margrete af Provence , som fødte ham 11 børn. Hun må have været en livskraftig kvinde, som formåede at overleve sin mand med hele 25 år! At denne smukke og hyggelig by, som efterhånden tog form, gennem årene har haft en så voldsom historie er svært at forestille sig nu, hvor alt ånder fred og idyl – og turisme.

Selv om kongen fik tilnavnet “Den hellige” var han dog ikke mere hellig, end at han slog hårdt ned på enhver modstand og mangen uven havnede snarere i galgen end i fængslet. Alene slægtsnavnet kunne være nok til at få en fængslet, således blev en blot 15 årig pige sat bag lås og slå i over 30 år i tårnet. Den “hellige” kom sig bl.a. af at kongen efter at have overlevet alvorlig sygdom i 1244 drog ud på hele to korstog for at vise Herren sin taknemmelighed. På det første havnede han to år i fængsel undervejs, og på det andet døde han i Marokko af tyfus. Så utak var Herrens løn. Men i forhold til mange andre monarker var han vist både klog og retfærdig. Gennem de næste mange hundrede år hærgede den ene krig efter den anden byen på grusomste vis. Der var territorialkrige og de fromme katolikker og protestanter kæmpede også bravt i mod hinanden. Men lige nu hersker fred og ro.

Efter at ha’ sat Chico af i båden tog vi ud på dagens første cykeletape ca. 6 km ud mod Le Grau du Roi og Middelhavet af fine cykelstier langs kanal Rhone du Sete.

Det blæste godt, 14-15 m/s i pustene, så det var herligt ikke at være til søs. Le Grau du Roi opstod opstod efter at Kong Henri IV i slutningen af 1500-tallet fik etableret en ny vandvej fra Aigues de Mortes ud mod Middelhavet samt to store stenmoler, der skulle hindre tilsanding.

Her etableredes efterhånden byen Le Grau du Roi, (altså et kongeligt hul i kystbarrieren opkaldt efter kong Henri IV). Mange, ikke mindst italienere, bosatte sig her, og fiskerierhvervet blev og er fortsat betydeligt her.

Med de lange og brede sandstrande er byen også blevet et søgt turistmål. Vi kom sædvanligt frem ved totiden, hvor (næsten) alle muligheder for at få noget at spise er udtømte. Vi blev venligt henvist til Le Grand Café du Paris, der havde næsten døgnbetjening for ikke tilpassede turister, og her fik vi en udmærket tapasanretning med et glas “vin gris de sables”. 

LIDT OM VIN DE SABLES DE CARMARGUE:

Allerede fra starten af 1400 tallet plantedes vinstokke i Camargue området, udbytterigt, men besværligt, da den sandede jord både skulle affugtes og afsaltes gennem kanaler, såkaldte roubines. Vinkulturens store held var, at den for mange vinmarker fatale phylloxcera vinlus ikke kunne leve i disse sandjorde. Langt den største del af vinene, over 90%, er rosévine, gris- eller gris de grisvine – alt afhængig af druesorterne. Grisvinene er lavet på pinot noir (røde druer) eller pinot grisdruer (røde druer med grålig skal), så vidt jeg har forstået. Resten er så hvid- eller rødvine. Hvorom alting er, så smager de rosafarvede i al fald godt – synes en klar vinnovice.

Her ude tæt på havet kunne vi for alvor mærke blæsten og ude for enden af kanalen, kunne vi gysende se det oprørte hav. Det var et vejr, som lod såvel de brede strande som havet næsten øde.

De små jernheste bragte os hurtigt tilbage mod Skærsilden. I dag var min dog mere elektrisk, end den plejede at være. Når jeg af den ene eller anden grund stod af cyklen og trak, tog pokker pludselig ved den, og når jeg per refleks holdt den an som en hest, stejlede den vildt og lavede sideværts udfald. Meget ubehageligt og ikke helt ufarligt. Som Erik så ganske rigtigt sagde, skulle jeg jo bare bruge håndbremsen… Men det kom bare så uventet ud af den blå luft. Da Erik selv erfarede lidt af det samme, kom han i tanke om, at det nok var fordi, han havde smurt kæderne efter saltvandet, de havde været udsat for på dækket under vores seneste sejladser. Så nu satte de i gang nærmest af sig selv fordi pedalerne kørte med rundt, når man trak cyklen. Konsekvensen blev, at jeg fremover gik på nul, før jeg stoppede.

Tilbage i Aigues Mortes ved femtiden, mente vi godt at kunne klare endnu en mindre udflugt langs kanalerne, men nu i den modsatte retning, 5 km op mod en anden af egnens attraktioner, Tour Carbonniere.
Turen derud var meget smuk og varieret.

Tour Carbonniere blev bygget i slutningen af det 13. århundrede, dels som en forsvarsmæssig forpost, dels som en slags toldstation.

Vejen gennem tårnet var nemlig den eneste til og fra Aigues-Mortes i det uigennemtrængelige marsklandskab.

Vi asede os op af den snoede vindeltrappe, kom kun sølle 12,5 m op, men man havde alligevel en virkelig god udsigt herfra i alle retninger. Så vi stod her ret længe og så os om til alle sider.

Der var en masse informative plancher oppe på udsigtspladsen. Blandt mange andre de nedenstående to om tyrene og hestene som sammen med flamingoerne udgør en stor del af Camarquen’s DNA

Til slut kravlede vi dog ned fra tårnet og cyklede hjem til Chico i Skærsilden – og en ostemad og et glas rødvin.

28/9 Vi havde svært ved at løsrive os fra dette sted og havde ikke travlt med at komme videre, så vi gik endnu en tur op til ringmuren og ind i Aigues-Mortes gamle by.

Efter at have provianteret lidt hos hele to af byens gode bagere, en lille quiche lorraine og et brød fyldt med roquefort ost til frokost og en art lækkert sukkerbrød med kandiserede frugter til kaffen i den anden, var vi rede til at fortsætte vor kanalfærd.