28-29/9 2022 På Canal Rhône du Séte og Petit Rhône

28/9 Ved middagstid tøffede vi ud af Aigues-de-Mortes havn og ud på kanalen.

Allerførst passerede vi forbi en jernbanesvingbro, der som normalt stod åben og så ud af den lange lige kanal, hvor vi passerede tæt forbi byens kirkegård.

I lang, lang tid kunne vi se Tour de Constance, hvis vi kiggede bagud.

Vi havde egentlig tænkt os at overnatte et sted undervejs på kanalen.

Men enten syntes vi, at det var for tidligt at stoppe, eller også tiltalte de i øvrigt ret få mulige markerede tillægningssteder os ikke.

Og det med bare at smide ankeret et sted og så bøvle med at få Chico til og fra gummibåden og op på en stejl kanalbred var heller ikke tillokkende. Så resultatet blev, at vi pludselig var fremme ved Saint-Gilles slusen, togtets første. I Fluviacarte 4 bogen, som vi havde købt i Séte, stod der om åbningstider m.m. Alt gik helt gelinde, vi kaldte slusemesteren på VHF 18, som sagde, at vi bare kunne sejle ind. Så det gjorde vi som eneste båd og bandt fast, ingen vind og ingen strøm, piece of cake. Porten bag os lukkede.

Og kort efter åbnedes den foran os, og vi sejlede ud nu på Petit Rhone, da lyset blev grønt. Vi havde hørt, at der skulle være en del steder at lægge til ved i Petit Rhone floden, men det var da noget af en overdrivelse. Det var nærmest som at sejle på Amazonfloden med store træer og buske helt ned til vandet, og her og der lå eller flød små eller større træstykker/stammer, som med lidt god vilje godt kunne minde om krokodiller. Lige pludselig kort efter en grøn bro, så vi dog noget, som godt kunne være tiltænkt fritidssejlere, to små gule pullerter ved en lillebitte, måske 5 kvadratmeter, træbro med en stejl næsten skjult trappe op gennem grenværket. Da det var ved at være halvsent, tænkte vi, at det det måtte være her, vi lagde til for natten. Vi fik lagt til og fik lokket Chico op den væmmelige trappe med stålgittertrin.

Vi havnede på toppen af et uendeligt langt og højt dige, hvor vi på landsiden så ned på en stor pæreplantage. Men det var et fint sted at lufte hund.

Dog ikke ved natteluftningen, som derfor kun foregik på den lille meget mørke platform med en pandelappe, som nok lyste, men som også blændede. 

29/9 Efter morgenmaden kom solen frem og vi sejlede videre af den lille, men ikke så lille flod endda.

Vi så denne formiddag et eneste skib, et mindre krydstogtskib, som vi havde stødt på to gange tidligere. De to foregående dage havde vi mødt lidt flere skibe, men ikke mange.

Vores plan var at tage endnu en overnatning på Petit Rhône, så da vi ved ettiden, kort før selve Rhône, så et tillægssted meget ligt det fra sidste nat, slog vi til. Her var træbroen en smule længere, til gengæld manglede flere brædder, og trappen op til omverdenen var magen til den seneste. Og på begge steder var der kun plads til en båd. Nå, men her lå vi lige før, nærmest under en smuk gammel hængebro, kun for gående og tohjulede.

Den første bro på stedet var romansk og bygget for ca. 2000 år siden. Den nuværende er ca. 200 år gammel,  men rekonstrueret efter delvise ødelæggelser af tyskerne under 2. Verdenskrig.  Hvis man gik til højre viste et vejskilt mod Arles, mens man kom til Fourques en lille landsby, hvis man gik mod venstre og over broen.

Vi var mest stemte for landsbyen og havde desuden set, at der måske var mulighed for at få noget at spise her. En lille km henne af vejen lå landsbyen, og ganske rigtigt lå der et brasserie i udkanten af byen, der havde åbent og tilmed ret mange frokostgæster. Det var helt klart et meget lokalt sted, hvor stort set alle kendte hinanden, så der blev gjort store øjne, da vi dukkede op. Men krofatter var vældig flink, og hans kone i køkkenet sagde OK til at servere dagens menu for os. Vi sad helt udenfor, mens de fleste andre spisende sad i en slags telt, men der var så tilrøget, at det ikke var til at holde ud. Det var en virkelig solid frokost, vi fik serveret, en tyreragout med, tror jeg, op mod 200 g meget mørt kød i en mørk rødvinssauce til hver. Der var ikke skyggen af grøntsager, men lidt ris til. Det så ikke indbydende ud, men smagte alt for godt.

For ikke at tale om desserten, en hjemmelavet tarte tartin, en æbletærte med karameliserede æbler og mørdej + lidt flødeskum. Tung kost, men også den smagte utroligt godt. Vi er slet ikke vant til at spise så kraftig kost, så vi blev så mætte, at vi ikke kunne spise noget før til morgenmad dagen efter – og knap nok da. Efter at ha’ sagt pænt tak for mad trillede vi en tur rundt i den lille by.

Kirken var lille og meget gammel, oprindeligt helt tilbage fra 1400 tallet.

Husene var heller ikke just nye, men mange af dem så ud til at have fået nye vinduer, skodder og lignende. Der så ud til at være anlagt rigtig mange nye boulebaner, op til spisestedet, men vi så ingen spille. Faktisk så vi heller ikke en kat inde i selve byen – eller det gjorde vi lige netop, men ellers ingen.

Det var lidt besynderligt. Hvem boede her egentligt? Til gengæld så vi et utal af duer på taget af en forfalden slotsagtig bygning, der vist var endnu ældre end kirken, inde i et vildnis af en have.

Så alt i alt var Fourques en overraskende interessant oplevelse. 

Vi gik tilbage over den fine bro og satte Chico af i båden. På googlemap kunne vi se, at der faktisk ikke var særlig langt ind til selve Arles, så vi gik, Erik godt nok på cykel, de 20 minutter ind mod Arles. Det var også lidt spændende at se, hvordan Rhône tog sig ud. 

Vi gik over dagens nr. 2 bro og så ned på den brede, rolige og mærkeligt nok helt utrafikerede flod.

Vi kom ind i et meget specielt og hyggeligt kvarter, la Roquette, som lå et stykke fra byens gængse turistmål, såsom museer og kirker. Til gengæld var der masser af lokalatmosfære, med smalle gader, små torve og gamle huse, hvoraf mange var ved at få en kærlig hånd. Og træer, buske og blomster, nærmest hængende haver var der over alt. Det var vist det, man kalder et ret hipt område og med mange unge mennesker. Turistmålene har vi til gode til en anden dag/gang. Fødderne kunne ikke holde til mere i dag, så vi gik/cyklede hjemad til den lille båd og Chico på floden.

Om aftenen grånede det mere og mere, og hen af aften blev det reelt regnvejr. Godt at vi havde aftenluftet Chico ude på platformen inden, og at han er bedre end os til at holde sig natten igennem…