5-6/7 2022 Sant Carles de la Rapita
5-6/7 2022 La Rápita
Efter en tur næsten kun for motor nåede vi frem til denne store Marina. Stedet ligger lidt indeklemt mellem udløbet af en biflod til Ebro, Spaniens største flod, (eller snarere en udgravet kanal op til byen Amposta) og en kæmpestor stor lagune. Der er mere end rigelig plads til ankring. Men rigtig rart, tror jeg ikke, det ville være.
Selve Rapita, som byen kaldes, har en OK hyggelig lille bykerne omkring kirken, og området omkring havnen er stort, grønt og pænt anlagt. Det er dog ikke et sted, hvor strandende er fristende, i al fald ikke de nærmeste. Det var nu heller ikke aktuelt, for den lumre varme byen mødte os med slog om i regn og torden. Da 1. halvleg (af tordenvejret) var ovre, startede et myggehelvede uden lige. Vi var ved at lave mad i båden, og det var nærmest ulideligt. Myg i øjne, øre, næse – og mund, hvis man dristede sig til at åbne den bare et splitsekund. Vi havde resterne af en ret krads myggespray- den lod dog ikke til at ha’ den store effekt og må i øvrigt ikke anvendes i ansigtet, hvor det næsten var værst. UF!!!
Om natten var det sveddryppende varmt, og myggene surrede stadig højlydt om og i ørerne på os selv om vi nærmest var krøbet på hovedet ned i dynebetrækkene. Midt om natten kom så 2. halvleg af tordenvejret. Utroligt så langvarige, buldrende og højlydte bragene er på disse kanter. Erik satte sig ud i cockpittet for at få det fulde udbytte af det gigantiske lysshow. Jeg nød den ekstra plads i forkahytten, og at det med et var blevet lidt køligere. Chico kunne godt registrere disse brag, men var heldigvis ikke helt ude af flippen. Tidligt om morgenen tjekkede jeg vejrudsigten. Normalt ville jeg sige, at vejrliget og udsigten var for ustabil til at begive sig ud på en for os længere sejlads. (Der var 35 sømil til nærmeste havn.) Men den følgende dag så på sin vis værre ud, så dette kombineret med myggenes hærgen gjorde udslaget: Vi sejler i dag Erik – jo før jo bedre! Så efter en luftetur med Chico og en hurtig morgenmad sagde vi farvel og tak til La Rapita.