3-5/7 2022 BENÍCARLO

3/7 Beni Carlo

Efter de seneste to meget nydelige mindre feriesteder, kom vi nu til Bení Carlo, også et feriested, men endnu mere bare en almindelig by, hvor der tilmed var en pænt stor fiskerihavn. Vi kom sidst på eftermiddagen, og sorte skyer trak sig sammen på himlen. Vi lå næsten alene på en grå mågeklattet betonmole, og alt virkede lidt miserabelt. For at muntre mig op foreslog Erik, at vi gik over til den nærliggende stenstrand lige nord for havnen. Den var stor og forladt og halvstore dønninger gik ind på den stejle kyst. Jeg kom dog i, men følte mig lidt alene i det store hav.

Erik måtte hive mig det sidste stykke op af rullestenene. Da det nu også begyndte at buldre i det fjerne, skyndte vi os tilbage. Undervejs susede en ung pige på løbehjul nok så flot tæt forbi os for i det næste øjeblik at støde sammen med en bil, der hurtigt kom fra venstre halvt skjult af en mur. Det lød og så grimt ud, men var heldigvis ikke værre end, at hun kunne skælde højlydt ud på den unge mand. Lidt svært at sige hvis fejl det mest var…

Tilbage i båden kom der både torden og regn, og bagefter blev det ligefremt koldt. Når man har hund, skal man jo ud at gå, så vi gik op i byen nu i modsat retning, hvor der var mindre forfaldent, men i betragtning af at det var søndag aften, var der ikke meget liv. Noget andet lidt anderledes var det større islæt af mennesker af arabisk herkomst, kvinder med tørklæder med større børneflokke og unge fyre med omvendte kasketter sad på muren langs promenaden. Vi var sultne, ville egentlig helst ha’ spist i båden, med det blæste stadig køligt, og båden lå uroligt i yderkanten af det store havnebassin. Så vi endte i Alibaba, et af havnens flere barakagtige quick/fast/junkfood? spisesteder, og som åbenbart var meget populært. Det opfyldte til fulde vores ønsker, vi blev mætte til næsten ingen penge, og vi sad lunt i læ. Men særlig godt smagte det ikke. Sådan en okseshawarma mindes vi i al fald at ha’ fået bedre både i Grækenland – og på Nørrebro.

Men Chico var begejstret både for hvad, der faldt af undervejs og for det, der fulgte med hjem i en hundepose. Vi sluttede dagen af med en kop te i cockpittet, i en nu stille aften.

4/7 Sceneskift. Solen skinnede mildt, og alt tog sig pludselig bedre ud. Noget der i går lignede et udrangeret minivandland, var i dag blevet forvandlet til et vandterapicenter for hele byen viste det sig, først for morgenfriske ældre, så for børn, så babysvømning og sidst, men ikke mindst for folk med særlige handicaps. 

En anden sjov detalje drejede sig om det, der dagen før havde lignet et synkefærdigt gammelt vrag af en sejlbåd. I dag så vi i stedet en gammel træsejlbåd med de smukkeste linjer, der var ved at blive gennemrestaureret af et absolut ældre fransk ægtepar. Begge med bøllehatte. De var virkelig rørende, magre, skrutryggede og med krogede stilkeben. Han mente tydeligt, at vide bedst. No, no come ca, regarde-moi, come ca. O.s.v. Hun mere skarp, men alligevel overbærende. Håber de får gennemført deres projekt, og at båden kommer ud at sejle igen – og helst med dem ombord.

Også i dag var vi udgåede for morgenmad, så vi havde en god undskyldning for at liste op med Chico til et sted, som vi havde set åbnede tidligt, og hvor de fleste var lokale. Sådan et sted, hvor man skulle passe på ikke at tage nogens stambord. Når vi sætter os sådan et sted, er det jo ikke bare for at få vores kaffe og croissant, det er også for at opleve folks gøren og laden. Man kan lære meget ved at gå på museum, men også restauranter og café’er giver i flere henseender et godt indblik i et lands kultur. Det der på det seneste er sprunget os i øjnene er, at ved 9-10 tiden om formiddagen er det helt almindeligt, at især modne mænd, høj som lav, sætter sig veltilfredse tilrette med en flaske rødvin – og som regel dansk vand og/eller isterninger. Hertil serveres en stor tallerken, det kan være noget med gris, æg og kartofler, men en omgang blæksprutte eller andet godt fra havet går også an. Dertil er vi ikke kommet endnu…

 Egentlig havde vi haft en tanke om at gense den smukke by Peniscola og ligge for anker i bugten, men det var vind og bølger ikke til.

Så vi sejlede 4 sømil længe nordpå til Benicarlo, og ville så i stedet cykle til Peniscola. Der var fin cykelsti meget af vejen, brede fortove og veje med god plads til cykler, så det gik fint.

Peniscola er virkelig noget for sig, sådan som den brat rejser sig på sin lille halvø med sine fine gamle hvide huse, sin imponerende kirke og sit slot. Fra starten af har byen vist været på mauriske hænder, men meget er sket gennem tiderne. Senere har Peniscula som den tredje by udover Rom og Avignon huset vist nok hele tre paver, hvoraf en dog formelt var afsat og de øvrige måske også lidt tvivlsomme. På et tidspunkt var pavedømmet tredelt og i 1394 blev spanske Pedro Martinez de Luna fra Aragonien udnævnt til pave Benedict XIII i Avignon. Men der var stor uenighed i de forskellige pavekredse, hvilket senere førte til “ det store skisma”. I 1413 blev Benedict således fordrevet fra Avignon, men lige som Boris Johnson (og andre) nægtede han at forlade sin post og flygtede til Peniscola, hvor han fortsatte som en slags pave ind til sin død i 1422 – 93 år gammel. Herefter tilkom vist yderligere et par “pseudopaver” i Peniscola.

Det var dejligt og flot bare at sidde og nyde udsigten der oppefra – på en høj stol og med en  fadøl og et glas perlende isvand med citron i foran sig. 

 Heldigvis var der ikke ligeså mange mennesker, som da vi var her sidste år på vej hjem i Folke til barnebarnets konfirmation. Men varmt var det også i år.

Vi holdt en pause undervejs tilbage til  badning – og til lidt frokost. Vi fik ikke en arroz, men en figuea, en art paella, hvor risen er skiftet ud med nogle tynde korte pastastykker. Det er en variant, vi første gang stødte på lidt længere sydpå i Gandía. Ikke dårligt – men ris er dog bedre, synes vi.

Tilbage i Benícarlo var Chico glad for at gense os og for at komme en tur med over til den store, også i dag ret øde stenstrand – og senere med på strandkaffebar.

3/7 Da vi endnu ikke havde været på indkøb, blev det til endnu et besøg på La Mar de Bo. Nu var vi lige ved at høre til stampublikummet. Og Chico er jo god at ha’ med. Er det ikke en vandhund spurgte en af gutterne. Jo da, svarede vi. Sådan en havde han også, og viste os det i Spanien påkrævede ejerbevis – ligesom et kørekort. Nåh, men vores var jo en portugiser og ikke en “spansker” sagde vi, som sandt er. Men sådan noget pjat med portugiske vandhunde, var han nu ikke helt sikker på, at han troede på. Meen, som en anden i slænget, mere mørk i det, sagde, så var hans hund jo mere krølhåret. Lidt lige som mig tilføjede han grinende og tog sig til sit krusede hår.

Efter snakken fik vi endelig købt lidt ind – og set noget mere af den indre by, inden vi klokken tolv dampede af, nu med fyldt dieseltank.