1-3/7 2022 Alcossebre/ Puerto Las Fuentes

1/7 Farvel til Oropesa – endnu et sted, det var lidt svært at forlade, men forhåbentlig venter nye spændende steder forude. Vi havde egentlig troet, at dette ville blive en ren magssejlads. Men turens hidtil kraftigste dønninger lige i mod os ændrede billedet lidt. Op og lukke luger, vand på dækket, gråvejr, modvind og hold på hat og hund. Nå, men frem kom vi da frem, dønningerne mindskedes efterhånden lidt, og solen kom frem, da vi nærmede os havnen. Undervejs langs den kønne næsten ubebyggede kyststrækning, kunne vi se hvordan store bølger bare rullede ind mod kysten og endte i kaskader af skum.

Også i denne havn, blev vi vel modtaget, omend vi blev henvist til en finger, der var kortere end selv 1/2 delen af vores lille båd. Men en hyggelig lille havn, også fortrinsvis for lokale. I havneområdet var der dog masser af restauranter og café’er, men vi nøjedes nu bare med en kop café con leche, vores yndlingsdrik, lidt senere.

Vi havde læst at stranden Playa de las Fuentes, tæt på havnen var speciel pga lokale underjordiske kilder på selve stranden og længere ude i havet. (Fuente betyder kilde). Så vi gik straks ud på en luftetur med Chico til stranden. På strandbaren, der hører til enhver strand med respekt for sig selv, og hvor hunde som regel er velkomne, kunne vi sidde og se på de store og fascinerende brydende bølger. Der var gult flag, men alligevel en del, der badede.

Hvad er en dag uden badning, så vi gik hjem med Chico til båden og hentede badetøjet. Tilbage på stranden så vi de omtalte kilder. Nogle steder deciderede små vandløb med koldt klart vand.

Andre steder boblede det blot lidt i sandets overflade.

Det var her, det kunne blive lidt spændende. Hvis man gik i sine egne tanker og trådte ned et sådant sted, kunne man let forsvinde en halv meter eller mere ned i dybet. Det var ikke alle steder langs stranden, jeg havde mod på at bade, men der var dog et område for de mindre modige.

Erik lovede at holde godt øje med mig, men da jeg kom tilbage, var der drama på stranden. Tre mænd var kommet løbende med en livløs dreng hen mod livreddertårnet længere henne, og en ambulance kom efter imponerende kort tid efter til. Hvad der var sket, ved vi ikke, men de to ambulancereddere var der længe, men fik vist heldigvis styr på situationen. Uhyggeligt så hurtigt det sorgløse ferieliv kan ændre sig. Men ellers var det en ret underholdende strand med de store bølger, kilderne og folk der dumpede mere eller mindre frivilligt i hullerne. 

2/7 Som nævnt så kysten både syd og nord for havnen spændende ud, så cyklerne kom frem og vi tog ca. 10 km sydpå. Først igennem et pænt, men meget turistpræget område med fyldte sandstrande, hoteller og restauranter. Vi kom dog ret hurtigt nærmest ud på “landet”.

Vi kørte af en smal, bumpet, men ikke ret trafikeret vej. Snart var der klippekyst snart lange områder med stejle strande med rullesten med kun få mennesker.

Og så var der også her hundestrande som denne med tilhørende koldtvandsbassin til både dyr og mennesker.

Vi så, at en del autocampere havde fundet vej hertil. Skilte viste, at man ikke måtte campere, men parkere måtte man vel… 

Til slut endte vejen, men fortsatte dog i en vandresti. Lige her lå en meget iøjenfaldende bygning, nærmest en okkerfarvet borg, som vi faktisk havde bemærket da vi sejlede forbi.

Det viste sig at være en familiedrevet restaurant El Tunel, som vi endte med at spise frokost på. Der var både bedstemor, datter og barnebarn i gang. Men de talte dårligere engelsk, end vi taler spansk, så det gav lige lidt misforståelser. Normalt bruger vi de spanske menukort uden problemer, men her var vi af lutter velvilje blevet udstyret med et engelsk, som den ellers søde tjener, ikke havde så meget styr på. Så vores rejer fra Vinaros blev til “ortigasde mar”, som vi i al fald ikke havde bestilt eller anede hvad var. Men så fik vi da (endnu en gang) prøvet noget nyt. Det var friterede søanemoner, fandt vi efter lidt research ud af. De smagte udmærket og skulle tilmed være vældig sunde.

3/7 Inden vi sejlede videre havde vi lige tid til endnu en lille cykeludflugt nordpå til et nærliggende fyrtårn. Også en køn tur, her på cykelsti langs kysten ud til fyret.
Det særlige ved dette fyr er at det er det ene af to fyrtårne , som er tegnet af kvinder. Her endte stien, men man kunne af vandrestier fortsætte til fods ind i et stort naturområde. 

På hjemvejen fik jeg lige foreviget nogle små rækkehuse langs promenaden, som jeg/vi havde forelsket os lidt i. Vi morer os tit med at forestille os, hvor og hvordan vi evt. kunne tænke os at bo, de steder vi kommer frem.