29-30/6 2022 OROPESA – nu i båd

29/6 2022 På turen ned til Cartagena holdt vi en kort pause i Oropesa og bemærkede da, at byen også havde en havn, der så rar ud. Så vi tænkte, at hertil ville vi gerne vende tilbage. Vi var heldige, at den ikke så store Club Nautico havn havde plads til os og tilmed tog vel i mod os. Endnu et superhyggeligt og tilmed grønt og smukt sted med en naturpark i “baghaven”.

Vi fik en plads på yderste bro med direkte udsyn ud gennem havnehullet. Hvis det havde stormet fra syd, havde det nok ikke været den bedste plads. 

Havnen lå et lille stykke udenfor den ikke specielt interessante nyere by, fortrinsvis baseret på turisme, delvis skjult bag et klippenæs. 

Vi tog straks cyklerne frem og cyklede et smut ind til byen for at genopfriske minderne.

På tilbagevejen fandt vi ned til en fin badebugt uden vildt mange mennesker og tæt på havnen, hvor vi var ude og bade.

Nede på havnen var der flere meget hyggelige og helt sikkert gode restauranter, men vi nøjedes med en kop kaffe, inden vi gik ned i båden til Chico. Han er rigtig dygtig til at være alene nede i kahytten, når bare han får sine mindst tre daglige lufteture.

Og så stod den ellers på lammekoteletter og små stegte pølser med græsk salat og flutes. Hvad mere kan man ønske sig

30/6 I dag var det som lovet en smule overskyet, noget man kommer til at sætte pris på, når solen som regel bager ubarmhjertigt. Lige bag havnen hævede et skovklædt mindre bjerg sig,  og man kunne se, at der gik forskellige stier i området, hvoraf nogle også var beregnet til cykler. Så vi fandt vej derop og så, at det var en såkaldt “grøn sti”, der gik fra Oropesa by og til den noget større by Castellon Plana, ca. 6km ialt langs kysten og stedvis hugget ud og ind i klippevæggen.

Det drejede sig faktisk om en gammel nedlagt jernbane, som nu virkelig blev udnyttet af såvel gående og løbende samt cyklister og så selvfølgelig dem på elløbehjul.

Undervejs var der afstikkere til flere små klippestrande, hvor også hunde var tilladte.

Vi havde set området,  da vi sejlede forbi dagen inden og tænkt, at det så spændende ud.

På tilbageturen var vi et smut inde i Oropesa og se lidt nærmere på den samt købe ind, inden vi vendte tilbage til vores badebugt og senere Skærsilden. 

Her blev vi vidner til noget af en havnekinoforestilling. En sejlbåd nærmede sig og havde undervejs en mærkværdig dialog med den meget hjælpsomme marinero. Havneindløbet var ret smalt og ikke ret dybt især til styrbords, hvorfor der var udlagt to ekstra grønne bøjer, som denne temmelig store sejlbåd totalt ignorerede trods marineroens vilde fagter. De slap dog igennem uden at gå på grund. Først var de blevet tiltænkt en plads lige ved siden af os, men i sidste øjeblik omdirigerede marinero’en dem til en plads langt fra andre både, af hensyn til vores båd, som han rent ud sagde. De to ombord, yngre delvist spansktalende kinesere?, kom svedige og nærmest paniske nærmere uden tegn på hverken at ha’ fendere eller fortøjninger parate. De stod bare helt stivnede og kikkede – og svedte. Heldigvis var det nærmest vindstille. Det endte med, at marinero’en hoppede ombord, og han og Erik fik fortøjet båden. Den ene af de to kinesere forsøgte endda forgæves at komme ud agtertil, men kunne end ikke åbne søgelænderet. Det var, så man ikke troede sine egne øjne – om det var en båd, de lige havde lejet eller hvad, fandt vi aldrig ud af.