Borriana – miraklernes by

26-28/6 2022 Borriana Nova

26/6 Lidt vemodige forlod vi dejlige Canet de Beringuer. Den urolige sø udløst af de seneste dages blæst havde delvist lagt sig, og vinden skulle gå i syd ved middagstid. Alligevel blev det en underlig gumpetung og modstræbende sejlads. Selv om halvvinden lå omkring 5-6m/s var det næsten umuligt at få fart i båden, så det blev til en del motorsejlads. Fordelen var, at vi da fik lidt “modvind” til at køle os.

Borriana har to havne, Club Nautico og Borriana Nova, den yderstliggende – og billigste, som vi tog. Her lå vi rigtig godt, rimeligt tæt på alle faciliteter og byen. Lige ved siden af os havde vi en underholdende  vandpolobane og til den anden side for første gang, mener vi, en gæstesejler med tysk flag, moin lød det, da vi kom. Syd for havnen var en lang og høj mole og langs kysten lav  bebyggelse med stenbefæstning. Nord for havnen var der et større industrielt område før byens lange, udmærkede strand, uden for umiddelbar gåafstand, åbenbarede sig.

Det var søndag sidst på eftermiddagen da vi kom, hvilket den livlige aktivitet i byen vidnede om. Egentlig er der ikke så meget by her – nærmest bare to-tre rækker højhuse, boligkomplekser fra 60’erne. Det egent lige Borriana ligger som Gandía et par km inde i landet. Nå, men der var i al fald gang i isspiseriet og øldrikningen, hvert et bord og bænk var optaget langs den snorlige hovedgade uden megen palme- eller blomsterpryd. Det lykkedes os dog at få en plads ved en isbar, hvor vi fik den stærkeste iskaffe ever, Erik fik nærmest klamsved. Klientellet hørte ikke til Fritz og Jørgen segmentet, men var langt mere folkeligt. Kort sagt så følte vi at være i Spanien og ikke i en smukkeseret kulisse. Og heldigvis lod vi, som ude fra kommende,  til at være velkomne. Ikke mindst Chico vakte, som altid, interesse og sympati. Men han er jo som portugiser også næsten indfødt… 

Byen havde en Sejlerskole, der holdt til huse i en kæmpestor bygning med fin have omkring. Det lod til at sommerens måske første hold var ved at ankomme, der var fuldt med unge mennesker/børn ledsagede af deres forældre samt rullekufferter og der herskede en særlig forventningsfuld stemning.

27/6 Vi var løbet tør for morgenmad, så vi kombinerede hundeluftning med et besøg på Claudias’ hyggelige morgenmadscafé (en moden kvinde, der egenhændigt og omsorgsfuldt drev sin forretning)på hjørnet af den snorlige hovedgade. 

Og nu kommer vi til miraklet. På vej tilbage til båden var vi på skift inde på toiletterne, og mens jeg var inde, kunne jeg gennem det åbne vindue høre Erik føre en samtale på engelsk. Da jeg kom ud til ham, smilede han over hele femøren – det  var Frank fra politiet i Valencia, der havde ringet og fortalt, at cyklen var blevet fundet – i uskadt stand, og at han bare kunne komme og afhente den. Stor glæde! Erik for ned i båden for at tjekke transportmulighederne de små 100 km tilbage til Valencia. Det var selvfølgelig ikke helt enkelt. Først måtte han, endnu en gang i regn og torden blaffe op til den indre del af Borriana, og derfra var der et tog ved middagstid, han kunne komme med.

Alt gik godt, og ved 18-tiden klemtede cykelklokken muntert, da Erik kom cyklende ud af broen.

I mellemtiden havde jeg talt lidt nærmere med vores midaldrende tysk/litauiske nabo, som skulle vise sig at være noget for sig og ganske interessant. Han kunne stort set alt undtagen noget med el og strøm, og han havde store problemer med at få lanterner og VHF’en til at fungere. Det kunne Erik da sagtens klare, når han en gang kom tilbage – kom jeg til at sige. Så stort set resten af aftenen og lidt af næste dag var Erik elektriker, han er jo ikke til at stoppe når han først går i gang. Men glad var Dino The pirat, som han kaldte sig. Han levede vist lidt fra hånden til munden og havde været dykkerinstruktør gennem flere år på bl.a Ibiza, som han var på vej til nu i en gammel båd han havde købt ubeset, men billigt i Sydfrankrig. Piratens nabo til den anden side, som han vist havde fulgtes lidt med var også ganske spøjs, en radmager krølhåret spanioler, ikke større end tobak for en skilling, iklædt forskellige mere eller mindre arabisk prægede klædningsstykker. De to fyre var meget forskellige, ikke mindst i højde og drøjde, men begge meget humoristiske, så det var alt sammen vældig hyggeligt. Men også lidt farligt – som da piraten, den ene gang, som en abe uden sele klatrede op i toppen af sin heldigvis ikke så høje mast for under Eriks vejledning at fikse sine lanterner. Men alt gik godt,  også VHF’en blev klaret, og piraten kunne nu med sin rungende tordenrøst kommunikere over det ganske Middelhav – endda på spansk.

Vi havde ikke nået at købe ind, inden den glædelige nyhed og Eriks hurtige afgang. Og det heftige vejr med både regn og torden samt kraftig blæst gjorde, at jeg holdt mig i båden – også for Chicos skyld. Han plejer nemlig at blive ret panisk ved mindste optræk til torden, ja selv bare kraftig regn. Nu hvor han er blevet næsten døv, bliver han heldigvis ikke helt så påvirket. Så da Erik holdt pause med sine elektriske sysler gik vi i den mørke, kølige, fugtige mandag aften, hvor næsten alt er lukket, ud langs molen, hvor en lille overdækket biks havde åbent. Et par andre gæster havde også søgt her ind. Det føltes ikke rigtig hyggeligt, snarere som et tilflugtssted for flygtninge eller andre husvilde. Men vi fik da lidt i spise.

28/6 Nu da vi atter havde to cykler, skulle de selvfølgelig bruges. Så vi cyklede ud til den store strand, var der lidt, cyklede videre til den næste lille kystby langs en strandvej med mange flotte gamle villaer.

Vi sluttede af med at cykle ind til den større del af Borriana, hvorfra Erik havde taget toget. Det var en by, der denne tirsdag eftermiddag på den mest udprægede måde evnede at overholde siestaen. Vi så nærmest ikke et menneske og alt var lukket. Det var så også det eneste, byen gjorde sig bemærket ved. Så vi cyklede hurtigt tilbage til vores havneby, hvor vi fandt en isbar, der havde åbent, en is kunne vi nemlig  godt trænge til efter denne udflugt.

Om aftenen var der “lysfest” i nabobåden, og vi spiste dejlig fisk i Skærsilden.

PS: Cykelmiraklet var ikke en gang det største under, vi oplevede i Borriana. Da vi var i Valencia, så Erik på nettet, at en anden dansk sejlerfamilie, vi har fulgt, på mystisk vis havde mistet deres dejlige hund om natten under ankerligning. De havde ledt og ledt, men forgæves. Også i Skærsilden blev der fældet en enkelt tåre. Efter nogle dage drog familien videre mod Ibiza, og undervejs blev de så kontaktet af myndighederne og fik at vide, at deres hund var blevet fundet i god behold. Og så blev skuden ellers vendt i en vis fart. Hunden havde angiveligt svømmet rundt i to dage, hvorefter en mand med stort besvær havde fået den ombord og indleveret den til politiet. Historien, med happy ending, kom sågar i de spanske medier. 😊🥲🦮😊😊