8-10/7 2022 L’Ametlla de Mar

8/7 Fredag.

Efter en stilfærdig formiddag i Ampolla med forskellige praktiske gøremål – samt afventen af en gunstigere vindretning tog vi lidt over middag mod L’Ametlla de Mar bare 8 sømil oppe af kysten. Havnen og det omliggende område virkede kønt og havneprisen på 29 € var til at betale. Det  forventede vindskifte havde desværre ikke indfundet sig – og kom vist aldrig. Så det endte med en smuk, hurtig og ret heftig tur langs kysten, som nu med rette kaldes Costa Dorada. Gyldne smukke, lave klipper kombineret med små eller større sandstrande. kysten er generelt grønnere og bebyggelsen er mere spredt – og ikke mindst lavere. Prøv nu at nyde den dejlige sejlads, som Erik sagde undervejs, mens jeg prøvede at holde styr på mine og Chicos nerver. Kryds i 9-12m/s er noget for rigtige sejlere ( Erik), men knap så meget for Chico og kaptajnen. Så de to sidstnævnte var glade, da vi tørnede ind i den noget kringlede, men hyggelige havn, nok oprindeligt en, nu udbygget naturhavn.

Her hjalp en rar ældre havneknark os til rette . Perfetto, som han sagde, da vi var kommet vel på plads. Dette var atter en havn mest for de lokale samt for en stor fiskerflåde, faktisk Spaniens største hvad tunfiskeri angår. Måske giver dette anledning til kritik, bedømt ud fra en streamer på katalansk, vi så hængende over fiskeauktionshallen: Soms pescadors, no delinquents, hvilket betyder vi er fiskere – ikke kriminelle! 

Den ellers gode atmosfære i havnen  blev ikke ringere af, at deltagerne i en regatta for både med latinersejl var ved at ankomme i og med deres smukke både med de karakteristiske master og sejl.

Efter at ha’ beundret de gamle både fik vi os en café con leche sammen med Chico i sejlklubbens oase med skyggegivende træer,  hvor man både kunne få noget at spise og drikke.

Mange af de tilkomne latinersejlere mødtes også der, så der var en rigtig god stemning. Siden så vi, at der var en lille, men fin blanding af klippe- og sandstrand lige bag havnen. Efter at ha’ lagt Chico til en eftermiddagslur gik vi derover og blev begge tiltrængt afkølede.

Aftenen tilbragte vi i båden sammen med kaninlårene, en ratatouille samt desværre også en del myg, men det tynder dog ud i dem.

Oppe på kajen var der stillet seks langborde og mange, mange griller op. Vi talte, at der nok sad 125 mennesker til bords og hyggede sig, indtil der ved ettiden blev blæst en smuk trompetretræte (som der var blevet øvet på om eftermiddagen). Det gav gode mindelser om aftenspisningen efter Østersøregattaer i Kappeln.

9/7 Vi vågner lidt før 8 ved at noget/nogen bumper ind i vores båd. Det var så en større motorbåd, hvis forende pga vinden svingede ind i os, mens han lagde fra. Der skete dog ikke andet end, at vi blev vækket på et passende tidspunkt.

Klokken halvelleve var vi klar til at gå over mod den høje lange mole Dique Levante,  som værner mod efterårets og vinterens østlige storme. Og her lå de største af fiskerflådens fartøjer- nogle spritnye.

Her kunne vi se  de mange både, ( ca. 25) der skulle deltage i regattaen sejle ud af havnen i den friske modvind. Der var nok ikke to der var ens i størrelse, farve eller sejlføring.

Vi fortsatte op i den gamle del af byen. Og her var der tale om OP, da bykernen i modsætning til mange af de seneste flade slettebyer er højt beliggende. Og der var en reel hyggelig, gammel bykerne med labyrintagtige snoede smalle gader, de fleste uden biler og mange med trapper.

Her fandt vi en isenkræmmerbutik, der havde, hvad Erik søgte –  en spatel til ved lejlighed at skrabe et tiltagende lag begroning af båden. Og jeg faldt over en blå og hvid stribet kjole, jeg bare måtte eje.

Tilbage i båden blev vi pludselig tiltalt af en spanioler, der spurgte om vi virkelig kom fra Danmark . Det gjorde vi jo, han selv var nærmest lige kommet til bage fra et arbejdsmæssigt ophold i Nordsjælland. Han var arkitekt og havde især haft kik på Arne Jacobsens bygninger. Tidligere havde han besøgt både Finland og Norge. Han var nu på tur med sin søn og ældre far i dennes lille sejlbåd. ( En fod mindre end vores). De kom fra Cambrils, som vi regner med at tage til i morgen. Og de fortalte os lidt om ankerpladser i området. (Havnepriserne er i høj grad stigende)

Ved 19 tiden begyndte bådene at vende tilbage nu i en endnu friskere vind, men heldigvis nu med vinden. Spændende at se besætningerne,manøvrere rundt med de meget specielle master og bomme.

Senere på aftenen var der nu dækket op til stor festbanket inde i en af fiskehallerne. Og i sejlklubbens café var der levende musik med et band, hvor sangeren lød som Eros Ramazzotti.

10/7 Søndag

Mens vi sad over morgenmaden i båden, kom vores spanioler tilbage. De skulle til at sejle videre, men de havde lige været oppe i byen og fundet en god bager. Han havde en pakke under armen, som han begyndte at pakke op, og ud fiskede han et større stykke sukkerbrødskage af en art, som han ville forære os. Vi kunne jo ikke meget andet end at tage i mod og sige muchas grazias. Han sagde, at de også havde købt en typisk catalansk form for pizza deroppe til deres frokost. Coca hed den vist. Så efter morgenmaden og ha’ smagt sukkerbrødet, en slags lidt klæg både fedt- og sukkerfattig sandkage, men udmærket gik vi op for at finde bagerbutikken. Folk stod i kø langt ud på gaden for at komme ind i den minimale butik på hjørnet af byens torv.

Efter nogen tid kom vi endelig til fadet og fik to slags coca’er, en med ratatuille pyntet med ansjos og sorte oliven og en med champignon, løg og gorgonzola. De var begge virkelig gode, og der var til både frokost under vejs og senere aftensmad i Cambrils.

En god ting er, at vi ikke er stødt på nogen orcaer her i Middelhavet – men ægerligt nok har vi hidtil heller ikke set en eneste delfin i år. Men de ses til gengæld afbillede på den ene eller anden måde mange steder.