11-12/7 2022 Cala de Fonda – for anker
11/7 Vi passerede tæt forbi Tarragona og dens store havn med mange skibe, der lå og ventede uden for. Byen håber vi at besøge en anden gang. Det var lidt svært at finde et passende sted at ankre, men noget senere, ved Cala Fonda, en lille smuk vig, smed vi ankeret i det 4 m klare vand, på ren sandbund. Gule afmærkninger så godt som alle steder langs kysten forhindrer ankring helt tæt på kysten. Roligt lå vi nu ikke, ingen vind, men alligevel swell, som vi håbede ville aftage ud på aftenen.
Vi fik tumlet os ned i gummibåden og tog ind for at se nærmere på stranden – og lufte Chico. Det var nu ikke en øde strand og ikke nok med det, det var også overvejende en nudiststrand, konstaterede vi ved nærmere eftersyn. Der var dog ingen tøjtvang – alt var acceptabelt. Tilsyneladende også en stor hyæneagtig stribet unghund med gule øjne, som straks kastede sin kærlighed på Chico, som til gengæld gjorde alt, hvad han kunne for at ignorere ham. Selv om Chico af og til sagde meget højt VOV VOV, til den frække stribede laban, syntes han vist også, at det var lidt sjovt. Tilbage i båden gyngede det stadig ret kraftigt. Vi badede, og det var skønt. Men madlavning havde vi ikke rigtig mod på, så vi endte med at pakke en madkurv med lidt brød, pølse, og rødvin og tog turen ind til den nu næsten forladte strand. Og myggene havde vi nu ladt bag os. Hyænehunden var der dog stadig og lige så hans ejer i Adams kostume og hestehale. Men det gik dog ret fredeligt, selv om der var stor interesse for vores madkurv. Men det var smukt at sidde der på hver vores sten og se ud over havet, der blev oplyst af den næsten fulde supermånes stråler.
Erik fik desværre ret i at dønningerne ikke var til sinds at lægge sig. Ydermere gik den svage vind over i vest, så vi nu fik dønningerne ind fra siden, hvilket absolut ikke var et fremskridt. Så det blev en urolig nat, ikke mindst for stakkels Chico, som vi kunne høre vælte rundt på det glatte gulv. Men endelig kom morgenen, og Chico fik lov at rekreere sig inde på stranden, inden strandfolket vendte tilbage. Kort efter at Erik og Chico var tilbage i båden, dukkede to politifolk eller vagter af en art op inde på stranden. De talte længe med de mennesker, der havde overnattet på stranden. Om man måtte campere der, om det så kun var på et tæppe, var nok tvivlsomt. Det blev ikke det store morgen complet, end ikke te, men vi fik badet. Og Erik fik, iført sin snorklemaske, brugt sin nyindkøbte skraber og fjernet en stor del af begroningen. Det kunne vi faktisk mærke, da vi kort efter lettede anker og sejlede mod Roda de Barà. Og selv om ankerligningen ikke havde været helt så idyllisk, som man kunne ønske sig, var vi nu alt i alt godt tilfredse med opholdet – selv om madkurven og flutet fik en lille bølge ind over sig ved vores aften landgang.