16-17.07/19 NAZARÉ

Vi havde tænkt os at blive her et stykke tid. Vi har ikke travlt og de seneste to dage, har vi begge sejlet nok for et stykke tid. Desuden havde vi, eller i al fald jeg en ide om, at Nazaré var et rart sted at være. Allerede for over 25 år siden så jeg billeder af farvestrålende fiskerbåde trukket op på en blændende hvid strand af garvede fiskere og deres koner, gamle som unge, iklædt traditionelle spraglede korte nederdele og ditto forklæder – eller sortklædte, såfremt de var enker.

Og da tænkte jeg, at hertil ville jeg en dag… Og nu er vi her! Selv om her er massivt turistet med alt for mange mennesker og boder med alskens tingeltangel, har byen alligevel bevaret en stor del af sit oprindelige præg.  Og selv om der er bygget meget nyt i årenes løb, har man afstået fra de dominerende, grimme højhuse, man ellers ser i mange feriebyer. Også stranden er delvist fredet. I visse dele af den, der hvor de få nu forlængst pensionerede gamle fiskerbåde er parkerede, er parasoller og lætelte ikke tilladt. Selve kysten er her mere frodig og kuperet og det tidligere omtalte forbjerg, som rager højt op danner en smuk ramme om byen – eller rettere sagt den nedre del af byen.

Tirsdag 16.07/19

Den første dag tullede vi bare mest rundt. Var for første gang oppe og spise morgenmad på en café, fandt et marked og var nede på stranden.

Det har ikke været strandvejr den seneste uge, men gråvejr, temmelig blæsende og køligt, men det er altid spændende at se de store, brækkende bølger komme brusende. Lidt forsigtig sopning – og alligevel blev det til en våd nederdel!

Vi købte et par tørrede sardiner af en meget rynket, sortklædt morlille nede ved stranden. Det var svært at tro, selv for fiskeelskere, at de kunne være spiselige, men det måtte vel komme an på en prøve!

Erik fik fundet cyklerne, som havde ligget i dvale i kistebænken i næsten to år, frem og givet dem et tjek. Så blev det lidt lettere at komme frem i den langstrakte by. Senere på dagen fik vi endelig lavet Portoindlægget færdigt, og pludselig var  klokken blevet så mange, at den var blevet 21.30 dansk tid og dermed for sent at ringe direkte til min gamle far på plejehjemmet, hvilket jeg ellers plejer at gøre hver aften. Jeg ringede til plejehjemmet og bad dem gå ind og hilse ham, og de sagde, at han var OK, men jeg havde alligevel en dårlig fornemmelse… Vi havde ( endnu) ikke fået sat teltet op, og da vejret forsat var fugtig og klamt, og vi havde siddet længe nok i båden, gik vi op for at finde noget at spise i byen. Vi kom dog ikke så langt, før  vi, mærkeligt nok mest jeg, blev grebet af en trang til fast-food fra en af de i en lang række opstillede vogne langs havnen. Så vi gik ind i en art glasbur og fik os hver en menu. Jeg en “bifana” en populær slags sandwich med stegt svinekød og en masse grønt og Erik en form for hotdog. Det var rigtig hyggeligt at sidde der og åbenbart også populært blandt andre folk.

Det var dog også ret så dramatisk, for buret vi sad i, lå lige ud til en større vej med megen trafik.  Her holdt et kobbel af løse hunde også  til, og de krydsede vejen på må og få i det tiltagende mørke. Der skete dog heldigvis ikke noget. 

To af hundene kendte  vi allerede fra havnen. Det er flinke hunde, der holder sammen  lægger sig rundt omkring og sover, når de altså ikke løber rundt og lever livet farligt.