14-15.07/19 MOD FIGUEIRA DE FOZ OG PITSTOP DER

14-15.07/19 MOD FIGUEIRA DE FOZ OG PITSTOP DER

Kaptajnen (jeg) havde beordret tidlig afsejling, kl. 6, for at være sikker på at nå frem til Figueira De Foz, inden det blev mørkt. Hvis vi sejlede 5 knob/t ville det tage 13 timer, og vi ville være fremme omkring kl. 19, meget passende. Erik kviede sig lidt, og det var da også nærmest mørkt, da vækkeuret kimede kl 05.30 denne fugtige, overskyede og disede morgen. Men vinden skulle endelig gå i nord, så med ti minutters forsinkelse og med lanternerne tændte, sejlede vi ud af det store havnebassin, hvor container- og tankskibe passerede ind og ud. 

 I starten var der næsten ingen vind, og vi var de første timer nødt til at ha’ hjælp af motoren for at holde en rimelig fart. Vi ventede med morgenmaden til kl. 8 for at fordele adspredelserne, og senere startede vi på en lydbog, som vi havde gemt til en længere sejlads. I begyndelsen, da havet var næsten olieret sort og blankt, så vi flere små ivrigt svømmende krabber, som lavede sjove krusninger i overfladen. Og vi så flere delfinflokke som sprang op og ned rundt om båden. Vinden øgedes langsomt, og ved to tiden kunne vi slukke motoren og alligevel holde en fart på lidt over 5 knob,  og solen tittede tilmed af og til frem. Så bortset fra de to sidste timer, hvor vinden lagde sig igen, og vi dalrede frem, gik de tretten timer faktisk ret hurtigt.

Ivrige fiskere ved flodindsejlingen.

Det var dog rart, da vi kunne sejle op ad floden til Figueira De Foz og lægge os ved ankomstbroen. Vi fik anvist en plads, men lavede en lidt mislykket tillægning, da strømmen, omkring 4 knob, nok overraskede lidt. 

Vi havde ikke de store forventninger til stedet og blev ikke positivt overraskede. Promenaden langs havnen var pæn, og den ret store by var sikkert OK, men alt virkede ligesom for stort,  afstanden op til toiletterne var tosset lang, stranden megastor og bred, hotellerne for mange og for høje o.s.v.

Stor vej, mange biler og en bred,grim strand

Vi fandt et sted hvor de stegte kyllinger, frango, over trækul, en sådan snuppede vi med hjem og efter at ha’ fortæret den, gik vi tidligt til ro.  Planen blev at fortsætte mod Nazaré allerede næste formiddag, mens vinden var i nord og af en passende styrke. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.