26-27.07/19 PENICHE OG ÒBIDOS

I dag var vejret atter fint og med en frisk nordenvind. I disse dage blev der afholdt nationalt optimistjollestævne. Det så flot ud, når den ene lille båd efter den anden i raskt tempo drejede om et hushjørne og videre ned i havnebassinet for at sejle videre ud af havnen i en lang række som vuggende hvide fugle.

Det var faktisk lige vejr til at sejle sydpå til Cascais. Men… Jeg havde længe tænkt på en tur lidt ind i landet til en lille by Òbidos, som skulle være en af de bedst bevarede middelalderlandsbyer i Portugal. Og Erik var blevet så opsat på at komme hertil, at han lod hånt om det gode sejlvejr, og i stedet hoppede vi på bussen mod Òbidos 45 minutters kørsel fra Peniche. Jeg håbede, at han ikke ville blive skuffet. Det var der nu ingen grund til at blive. Den lille by lå smukt op af at højdedrag eller lille bjerg og med stor borg på toppen og hele byen var omgivet af en høj ringmur. Meget malerisk.

Desværre eller måske heldigvis var der netop nu middelalderruge med boder med forskellige tidstypiske specialiteter og udklædte mennesker.

Erik med en brændeovnsbagt middelalderbolle.

Der var mange turister, og man kunne have sin tvivl om, hvorvidt der overhovedet boede mennesker i byen. Og dem der måtte være, levede nok mestensdels af turisterne. Men pænt var her, og vi havde en rar eftermiddag.

Detaljer.

Kaffepause

På busturen passerede vi nogle af de enorme strandområder med superbølger og kørte igennem hele byer, fortrinsvis ret nybyggede, rettede mod surferfolket.

Sidst på eftermiddagen gik vi ud til den gamle del af byen langs borgmuren og klipperne. Der havde  fiskerne oprindeligt havde holdt til.

Peniche er nu en halvø, men tidligere var denne del af byen en ø for sig, som vi har forstået det. Og det var en hel anden verden, man kom ind i. 

Lille gårdhave.

Vi mødte en ung pige, som var så heldig at bo i et af disse små huse. Hun fortalte, at de var meget eftertragtede, og at det kun var fordi, hendes bedstefar havde været fisker,  at hun kunne bo der.

Samme set fra siden.

Vi endte ude ved en lille strand hvor dønningerne stadig kom rullende ind.

Raske drenge der boltrer sig.

Om aftenen var vi inviterede til et glas vin hos et tysk ægtepar i en stor 50 fods gammel Najade. Vi var kommet i snak med dem, fordi de havde en hund, der lignede en Portugisk vandhund ( og som var det – i al fald halvt). Den bar halskrave og så forfærdelig ud. Det halve hoved havde store pusfyldte sår, og øjet var helt forsvundet. Vi troede, at den var blevet bidt af en de ret mange løse hunde men nej, den havde fået trukket 14 tænder ud i Tyskland, og nu her i Portugal var der gået infektion i kæbeknoglen. Heldigvis var der en god veterinærklinik i byen, og den stakkels gamle hund ( 14 år, men ellers i fin form), fik nu alverdens behandlinger og medicin og så ud til at ville komme sig. Nå, men det blev en interessant aften. Vi kunne forstå, at de nærmest havde en hel zooologisk have hjemme i Tyskland.  Da vi spurgte ind til, hvorfor de havde så mange dyr, og hvordan de så kunne rejse væk i længere tid, fik vi en længere forklaring. Mange af dyrene havde været nødstedte dyr, også gamle Vasco da Gama, som hunden hed, og så havde ægteparret lidt efter lidt fået etableret et stort demensplejehjem, hvor alle dyrene tilmed kom til at gøre nytte ved at være til glæde for beboerne. Det lod til at være et godt sted at ende som dement, mød mennesket hvor det er, ikke hvor det har været, eller hvor du synes, det skal være…

Dagen efter havde vi planer om at fortsætte mod Cascais 45 sømil sydpå. Om aftenen skulle der være karneval i byen, og det var mere, end vi kunne klare efter tre aftener med tivoli, mente vi.