24-25.7/19 BERLENGA OG PENICHE

Ved passende højvande og i solskin og let vind sejlede vi ud af Martinho bugten.

Vi har set en del delfiner undervejs og i dag lykkedes det for første gang at få taget et billede!

Vi skulle kun sejle ca. 20 sømil, og det varede ikke længe, før vi kunne ane silhuetten af den 120 m høje klippeø.

Færgeanlægsbro med stranden i baggrunden.

Der var stadig en del dønninger, men da vi kom i læ af øen mindskedes disse betydeligt, og snart lå vi tæt på øen ved en tilsyneladende ledig bøje og lavede os en god tortilla af lidt af hvert.

Fortet.

Vi havde dog knapt tygget af munden, før en af de største af de mange småfærger, der fragter turister til det eftertragtede naturreservat, som øen udgør, kom sejlende med direkte kurs mod os, og så var det bare om at flytte sig i en fart. Vi fandt dog hurtigt en anden bøje, men vi kunne forstå, at bøjerne var ikke tiltænkt lystsejlere, og vi droppede derfor tanken om at tage gummibåden ind til øen. 

Efter et par dejlige timer valgte vi at sejle til Peniche bare 7 sømil væk.

Ældste del af Peniche ( prøv at se bort fra de grimme kolosser  i for- og baggrund).

Erik havde en fornemmelse af, at roret ikke var, som det plejede, det var alt for tungt og havde ligesom flyttet sig bagud, så han ville gerne i havn, hvor han bedre kunne se, hvad der måtte være galt og evt. få det repareret. Så da vi var kommet vel i havn startede Erik modvilligt, iført våddragt, badesæsonen og hoppede i havnen for at finde årsagen.

Det viste sig at være, hvad han håbede og regnede med… En sjækkel var gået af, nok under påvirkning af den nylige urolige ankerligning, og så kunne roret ikke trækkes ned. Så det var heldigvis noget, Erik selv kunne udbedre.

Vi havde ikke hørt så meget pænt om stedet, havnen skulle være ret urolig at ligge i og byen slidt og rodet. Og havnen var ganske rigtigt ikke den roligste af slagsen, men nu blæste det fra nordvest, hvilket afgjort var en fordel. Færgerne/bådene, som fragter turisterne til Berlenga, kommer lige forbi gæstebroen, hvor man ligger langskibs, men de sejler jo kun til først på aftenen, så det var til at overleve. Der var kun to små toilet/baderum et til mænd og et til damer, men det gav ikke problemer undtagen til slut, da herretoilettet stoppede til… Byen var umiddelbart ikke særlig spændende, men ved nærmere eftersyn var den ikke så ringe endda. Det var i al fald ikke en overpleasende turistby. Vi var så “heldige”, at der var Tivoli i byen på en stor plads tæt ved havnen.

Den første aften gik vi op og betragtede folkelivet. Sikke en larm, vi så en stakkels hund, der for forvildet rundt og var ved at gå ud af sit gode skind – med halen mellem benene. 

Torsdag 25.07

Erik var så ærgerlig over, at han ikke havde sat fod på Berlengas klipper, at han insisterede på at tage der over med en af de mange færger snarest muligt. Så vi købte billetter til netop den færge, der havde gjort krav på “vores” bøje dagen forinden. Vejret i dag var dog ganske anderledes, det smuskregnede, og vi kunne ikke så meget som ane Berlenga, før vi var ganske tæt på.

Der var store dønninger og en lille sammenbidt mand startede turen med systematisk at uddele små sorte plastikposer til alle. Erik nægtede at modtage en sådan! 

Vi lagde ud med at skynde os op på øens lille restaurant, hvor vi småfrysende delte tre små sardiner og en portion lunken fiskesuppe, mens vi håbede på, at det snart ville klare op. Og det gjorde det rent faktisk, ikke sol men helt acceptabelt opholdsvejr og velegnet til forcering af øens ret så stejle op- og nedstigninger. Først op mod fyrtårnet.

Det halvdårlige vejr gjorde også, at der var knap så mange mennesker på de afmærkede stier, så tit var der kun os – og mågerne. 

Så ned til det gamle fort, Forte de São João Baptista.

Vi nærmer os.

Fortet har haft en barsk og omskiftelig tilværelse, oprindeligt som kloster men det meste af tiden som militær forsvarsbastion. Forholdet mellem Portugal og Spanien er og har vist aldrig været rigtig godt. På et tidspunkt forsøgte Portugal at skabe en alliance med Frankrig gennem et ægteskab mellem en fransk prinsesse, Maria Franciska af Savoyen, og og den portugisiske konge Alfonso VI. Dette behagede dog ikke spaniolerne, som følte dette som en trussel mod magtbalancen og for at råde bod på dette, igangsatte de i 1666 et uventet angreb på fortet som led i et forsøg på at kidnappe den vordende brud. Den overrumplede og uforberedte stakkels kaptajn på øen forsøgte  i over en uge at modstå angrebet fra overmagten. Der kom ikke assistance fra den portugisiske flåde, men helt uventet dukkede en del af den engelske flåde op og greb ind, så spaniolerne trak sig. Desværre vist nok med den brave portugisiske kaptajn som hårdt såret krigsfange ombord. Så det royale bryllup blev gennemfør i august 1666, men den unge prinsesses gemal, omend kun 23 år gammel, var ikke nogen drømmekonge, overvægtig, halvsidigt lammet og mentalt debil. Måske havde det været sjovere med en rask bortførelse af et spansk skib. Maria Franciska var dog en handlekraftig kvinde, der fik erklæret ægteskabet ugyldigt p.g.a. dets manglende fuldbyrdelse, og hun ægtede istedet kongens yngre bror, den senere kong Pedro 2., få dage efter dettes ophævelse.

Nu om dage har en forening til fortets bevarelse købt og delvist restaureret fortet, og medlemmerne kan leje sig ind på fortet til en primitiv ferie i rustikke omgivelser.

Så op igen fra fortet, den hårdeste del af turen, og ud til nogle vandings cisterner. 

Måger på specielle klipper.

På vej ned til havnen ses den lille campingplads anlagt på terasser.

Her kunne man sejle ind…

Derefter ned mod havnen igen til en kop kaffe i en meget intermistisk bar og endelig ned til den lille strand der ligger indeklemt mellem klipperne. Selv om øen fremhæver sit fantastisk klare vand, var det stadig ikke rigtig badevejr, så vi nøjedes med at se på dem, som var af en anden mening. 

Da vi gik om bord på færgen, brød solen frem og vi havde en fin hjemtur.

Efter de mange op- og nedture på Berlenga var vi lidt trætte og også sultne, så vi fandt en ret stor og godt fyldt restaurant i hovedstrøget tæt på havnen med det løfterige navn Popular. Den viste sig at kunne indfri forventningerne ud fra navnet. Vi fik en “caldeira” en typisk portugisisk art fiskestuvning med masser af god tomatsuppedas med store rejer, kartofler og andre grøntsager.