NAZARÉ 20-22.07/19

Vi startede dagen med at køre til markedet efter lidt fisk og grøntsager. Vi fandt noget tun, der så godt ud og et par fiskekebabspyd. 

Her er de tørrede fisk lidt mere delikat anrettet, og de smagte også bedre.

Da vi cyklede tilbage blev skytæppet trukket fra himlen og vi blev enige om at tage kabelbanen op til O Sitio og nordstranden igen. Alt tager sig jo anderledes ud i solskin.

Og videre ad den smalle sti. Og se på horisonten!

Efter en smuk nedstigning til den enorme strand gik vi i vandkanten langs bølgerne hen mod surfområdet, hvor desværre kun enkelte surfere forsøgte sig i dag.

Bølgerne var for små, men helt sikkert for store til badning, og vandet føltes iskoldt, så vi nøjedes med at ligge i det lune sand og nyde solen. 

Ude over vandet trak den tidligere nævnte blågrå stribe lige så langsomt op, det så flot ud, himmel og hav gik i et på en svimlende måde.

Vi gik tilbage hen mod fyrtårnet, hvor nogle sære klippeformationer fører op til plateauet , hvor dette ligger.

Hulemaleri.

I mellemtiden havde  ovennævnte stribe hastigt nærmet sig, og nærmest som ved et trylleslag var hele området indhyllet i hvirvlende tågeskyer, og de få sejlbåde, vi før havde set ude på havet, var nu totalt ude af syne. Det var et ret fascinerende skuespil men også lidt skræmmende at se hvor hurtigt vejr og sigtbarhed kan skifte.

Vi gik op til O Sítio by og kunne se at nede i Nazaré tæt på sydsiden af fyrtårnsbjerget var der sol og klart vejr mens tågen lå tæt over havnen en km længere sydpå.

Vi havde overvejet at vende tilbage til den lille restaurant med den gode fænomenale udsigt, og sådan blev det. Vi fik på den flinke, men ret så pudsige tjeners anbefaling en havbars, og den var da også nærmest sprællende frisk. Og den perlende Vino Verde er selv Erik blevet forfalden til ( han er ellers mest til rødvin). Efter to cafe solo, af mærket Delta, som i følge tjeneren er det ypperste inden for kaffe i Portugal, gik vi denne gang ned af bjerget af en fin trappesti i stedet for at tage funicularen. 

Udsigt på vej ned til den ene side.

Da solen fortsat skinnede en smule, og bølgerne i denne ende af bystranden var små og flaget grønt mod tidligere rødt, var det tid til endelig at komme ud at bade igen ( stadig kun for mig forstås). Og her var vandet ikke så koldt endda.

Fyrtårnet og fortet yderst på de høje klipper.

Selv om Erik (endnu) ikke bader, er han ikke ked af lidt strandliv, der er altid noget at se på. 

Om aftenen var vi stadig mætte efter den gode frokost, så vi gemte fisken til næste dag i vores heldigvis meget kolde køleskab.

Søndag 21.07

Endnu en smuk men også blæsende solskinsdag. Vi tænkte at vi ville tage på en cykeltur sydpå langs kysten måske ned til næste lille by. Men der havde vi forregnet os for vejen, den eneste, gik op og op mellem de enorme klitter, ja nærmest bjerge. Så vi kom aldrig i niveau med havet, men vi fik til gengæld en formidabel udsigt over dette samt over den frodige floddal langs floden Alcobaca.

Vue mod havnen.

Vi så enkelte (andre) seje cyklister, som tog bakkerne både op og ned i fin stil. Især jeg var dog overhovedet ikke sej. Op af tåler vores små klapsammen cykler ikke rigtig den hårde belastning, og nedad er min tillid til håndbremserne ( og mod) begrænset. Men så kan man jo bare trække cyklen, hvilket vi gjorde en stor del af turen. Bortset fra dette var det en fin tur og det var dejligt at få rørt sig.

Vel tilbage i havnen. You Tarzan – me Christina.

Bagefter var vi nede ved stranden og køle af, hvilket der var rig mulighed for i blæsten. I dag var bølgerne atter høje efter min målestok, men ikke mere end at jeg vovede mig ud i dem, hvilket selv mange små børn også gjorde. 

Sidst på eftermiddagen var vi inviterede over til et glas vin på et yngre, svensk pars båd Lycka III. De, Tone og Per, var vældig sympatiske. De havde valgt at drosle karrieren ned tidligt og købt en stor over 30 år gammel, men hyggelig 45 fods Halberg Rassey sejlbåd, som de nu ville have fast liggende i Nazaré, når de ikke tog på ture syd eller nordpå. Deres børn havde netop forladt båden, så nu var der kun den faste besætning, som ud over Tone og Per talte to hårløse kinesiske hunde, Lisa og Sid, meget forskellige men begge med stor personlighed. ( Såvel hundene som menneskene). Det var hyggeligt atter at være også i godt hundeselskab.

Mandag 22.07

Det er en stille, diset men lun dag. Vi er så småt ved at pakke sammen for at sejle lidt videre. Vi har igen været på markedet og fået fat i bl.a. nogle lammekoteletter og en interessant tyk sort pølse med ris i.

Tilbage på båden fik vi besøg af det svenske par Tone og Per med deres to charmerende kinesere, Erik lavede kaffelatte, og vi viste vores lille, men praktiske båd frem ( hurtigt gjort). 

Tone og Per med Lisa.

Vi har betalt, cyklerne er stuvet ned i kistebænken og teltet pakket sammen. Og nu ligger vi og venter på, at det skal blive lidt mere højvande, så vi kan sejle ind i den nærliggende lille bugt, Sáo Martinho Do Porto, hvor vi har tænkt os at lægge os for anker i nat.