18-20.09/19 SPÆNDENDE OLHÃO

Om formiddagen hoppede vi i gummibåden og sejlede forbi værftet og fiskerihavnen, som i øvrigt er Algarveområdets største. Vi gik ind i den ret fyldte lystbådehavn, hvor også småfærgerne og bådtaxierne ud til øerne og Faro lagde til. Vi lagde os ved sidstnævntes bro, hvor lågen ud fra broen stod åben og håbede det bedste, og heldigvis så ingen ud til at ha’ noget i mod, at vi lagde os der.

Byen ser ikke ud af så meget ved første øjekast bortset fra de ret specielle røde bygninger med kuppelformede tagkonstruktioner langs havnefronten. Disse fiskehaller blev bygget i starten af 1900 tallet, men er blevet grundigt renoverede nu 100 år senere.

Mange af husene var beklædte med smukke azulejos og med kunstfærdigt udførte dør- og vinduespartier.

Olhão, det lille fiskerleje, som bare voksede og voksede havde ellers en hård start, idet Faro, områdets hovedby, på alle måder bekæmpede bebyggelsen og endda krævede husene nedrevet eller brændt ned til grunden. Men fiskerne var seje og overvandt modstanden og fik tilmed bygget en stor kirke, hvor trøsten kunne hentes i hårde tider.

På et tidspunkt formåede byen endda at få franskmændene, som under Napoleonskrigene havde invaderet store dele af Portugal i 1807, sat på porten. Så Olhão er en viljestærk og selvbevidst by med en dramatisk fortid. Og først i 1984 blev byen, med sine nu omkring 42.000 indbyggere anerkendt som en “Cidade” (købstad). Nu er her mere fredeligt og med en del turister, og heraf flere franskmænd (rester af besættelsesstyrkerne?) end englændere, men ikke mange synlige  hoteller. 

Vi besøgte det lille maritime bymuseum, som bød på lidt af hvert.

Og så var der byens lyriske søn og stolthed: Forfatteren og juristen Lucio Pousao Pereira, født 1880, død som 38 årig i 1918 af den spanske syge, som en ud af 50 millioner andre.

Efter al denne åndelige føde trængte vi til noget fysisk føde, og fandt et absolut anbefalelsesværdigt sted, “Vai e Volta” på Largo do Gremio drevet af et gemytligt ægtepar.

Der var åbent mellem 12-15.30, og da vi kom klokken 12.30 fik vi det sidste bord. Det var supernemt at bestille, der var nemlig kun en ret, og det var “grillet fisk” med tilbehør: Tomatsalat, kartofler, almindelige og søde, samt noget der lignede risotto, men åbenbart var en typisk lokal ret, opblødt gammelt hvidt brød tilberedt med hvidløg og koriander. Og alt sammen smagte bare så godt og blev serveret med stor elskværdighed. Først kom de med et lille fad med to små fisk og et stykke laks, men de blev så bare ved med at komme og tilbyde alle mulige slags fisk, indtil vi høfligt måtte sige nej tak. Og så var det ikke en gang dyrt, 12 €/person.

Ret så mætte fortsatte vi ind i Pingo Dõce og fik købt ind.

På vores videre vej ned til havnen kom vi forbi nogle nutidige skildringer af fortidens dagligliv. 

Og så tøffede vi hjem til Skærsilden. Dagen var dog ikke omme, så efter at ha’ læsset vores varer af, tog vi i land igen.

Vi havde set, at der lå en naturpark en smule øst for vores ankerplads.

Så vi gik lidt mod øst og nåede snart efter ind i parken. Det var et projekt, som tiden nok var løbet lidt fra, men det var alligevel meget rart at gå der inde. Vi så da et par fugle, tilmed en enkelt stork, men desværre ingen flamingoer.

Der var også en tidevandsmølle, hvor man havde malet korn. Og så var der endelig en fugleredningsstation for skadede fugle og vist også andre smådyr, men der var ikke adgang for publikum.

Herefter var kræfterne brugt op og vi tilbragte en stille aften i båden.