17.09-18.09/19 FOR ANKER UD FOR CULATRA I RIA DE FORMOSA
En fin dag med herligt afslappende sejlvejr. Vi kunne sejle for sejl det meste af de omkring 25 sømil. Når vi kom under de tre knob, startede vi motoren og hørte lydbog. Vi ville helst komme gennem indsejlingen til riaen inden kl.17, hvor lavvandet ville sætte ind. Vi kom lige tilpas, og fik fin medstrøm ind.
Da vi havde fået smidt ankeret ud for den lille by på Culatra, hvor en del andre både også lå, begyndte det at blæse op til omkring 8-9 m/s. Der var jo ingen dønninger, men det var rart, da vinden løjede og lagde sig helt omkring midnat. Hakkebøffer af kød fra Acorerne med bløde løg og råstegte kartofler lod sig dog fint lave og spise.
Tidligere var Culatra en lille ø med et fiskersamfund midt i riaen afskærmet fra Atlanterhavet af en smal land/sandtange. Nu er ø og tange blevet sammenhængende, men ikke alle områder er passable til fods ved højvande. Ligeså ved indsejlingen, ved fyrtårnet, var der tidligere en ø Isla Ferrol, som nu er sammenhængende med såvel Culatra som den ydre tange.
Om morgenen sejlede vi i land og bandt gummibåden til en pæl på stranden ved havneområdet, eller hvad man nu skulle kalde det.
Vi følte, at vi var kommet langt væk fra Europa – nærmere til en lille caribisk ø med en by bygget midt ude i al sandet. Der var mange små lave huse med smalle stier i mellem, på nogle af dem var der udlagt store cementplader, så man kunne cykle og gå uden at få sand i skoene. Traktorer var vist de eneste med fire hjul, vi så.
Selv om der var så sandet og tørt, var der alligevel masser af blomster og blomstrende buskene i de små haver, og lidt træer, især palmer havde man også plantet.
Der var en skole, børnehave/fritidsordning og et vist ret intermistisk sundhedshus af en art.
En del af husene er fritidshuse nu, men der alligevel nok flest fastboere. Der kommer mange endagsturister fragtet over med små både fra Olhaõ og Faro, så selvfølgelig er der også barer og restauranter og også et par små minimarkeder. Og så var der den mest fantastiske strand, som man kom over til via samme slags trægangbroer som ved Alvor. Her var vandet ikke bare klart, det var krystalklart. På et lille område ud for hvor træbroen endte var der en overvåget strand med hele to livreddere og en lille bar.
Vi gik langs stranden ud til fyret, hvor vi hver fik en af dagens to retter, bønner med rejer til Erik og små blæksprutter stegt sammen med masser af hele hvidløgsfed til mig.
På tilbagevejen lagde vi fint ud med at gå på den indvendige side af “øen”, men ca. halvvejs, måske fordi højvandet satte ind, fik vi problemer med våde fødder og ufremkommeligt krat, så vi måtte skrå over til havsiden igen. Men så fik vi da heldigvis en ekstra badetur, og nu i højvande, som er rarest.
Tilbage i byen faldt vi over ( endnu) en busk vi ikke kendte, men der er plantsnap jo god – trods alt.
Tilbage i båden besluttede vi at sejle over riaen og ankre ud for Olhão, dels fordi vi så ville ligge bedre i læ for en varslet nordenvind om natten, dels fordi vi gerne ville se byen og også kunne proviantere der. Der var nu ikke mange gode steder at ankre, men vi fandt et OK sted lidt øst for selve byen med en grimpæn udsigt til et bådværft og en lille stenet hundeluftningsstrand. Og her lå der ikke mange andre både for anker.
Vi lå tæt på den smalle sejlrende, men havde nok undervurderet trafikken en smule, for der kom fiskerbåde, turistfærger og bådtaxier forbi i god fart i mange af døgnets timer, og de fik Skærsilden til at rulle godt.