20-21.09/19 GODDAG OG FARVEL TIL VILAMOURA
For en gangs skyld var det skyet og udsigt til lidt regn de næste par dage. Vi kunne faktisk slet ikke huske, hvornår vi sidst havde set regn, bortset fra da vi var hjemme i Danmark.
Vi besluttede os bl.a. derfor til at sejle tilbage mod Albufeira med et stop i Marina Vilamoura.
Jeg brød mig lige så lidt om marinaen og området som forventet. Stedet anses vist for at være Europas største sammenhængende turist resortområde og blev grundlagt i 1966 af bondesønnen, senere bankier, kunstsamler og rigmand under Salazarstyret Arthur Cupertino de Miranda. Marinaen, som er hjertet i området, er Portugals største med plads til 825 (store) både. Og der er planer om udvidelser. Den blev indviet i 1974 og var i mange år landets eneste. Nu er den flere gange blevet kåret til “Marina of the year” på verdensplan. Prisen er blevet uddelt syv gange og Vila Moura har vundet de fem gange, senest 18.09 i år. Det er the Yacht Harbour Association, der uddeler prisen ved Southhampton Boat Show. Stort tillykke! Kan sådan en pris mon også købes for penge…
Havnepengene var tilsvarende de højeste, vi er stødt på under vores tur, 38 € for vores lille båd. Men så var der da også marmorbeklædte baderum. Det lader ikke til at der er nogen egentlig by, men en masse kæmpehoteller og ferielejligheder af nyere dato. Og hvis ret skal være ret, så vi da også en masse ferieglade mennesker.
Og så var der butikker, barer, restauranter og hæveautomater en mas ? Sidstnævnte var der god brug for, eftersom restaurantpriserne og selv ispriserne var mindst 50% højere end hvad vi normalt har set.
Det var nu ikke os de spandt guld på, for vi blev hjemme og stegte vores lammekøllesteaks købt i Olhão. Også i Vilamoura var det britiske islæt meget dominerende. Selve marinaen er sådan set meget pænt lavet, men altså ikke “my cup of tea”. Erik var lidt mere positiv og følte sig mere tilpas og underholdt af f.eks. øldrikkende og fodboldtossede englændere, golffolket, botoxpumpede skønheder og enkelte jetsettere. Men det var da fint nok at se stedet og at få udsat årets sidste sejltur til i morgen! En anden sidegevinst var et gensyn med den danske båd Anna Lovinda med Bjarne og John, som vi havde mødt i Sines. Bjarne havde nærmest vundet i lotteriet ved at ha’ fået lov at låne en plads i havnen af nogle bekendte, som var fastliggere, men nu var på ferie. Morgenen efter kunne vi se, at det havde regnet en del om natten, til stor glæde for alle tørstende planter. Man vander ikke så meget her… Vi var oppe og udnytte de marmorbeklædte baderum, og mens det atter regnede, blev vi budt på en kop formiddagskaffe af friskmalede bønner hos Bjarne på Anna Lovinda. Da det så ud til tørvejr, gjorde vi ved middagstid klar til at sejle de sidste 7 sømil til Albufeira, vores sluthavn for i år.
Efter to timers langsom sejlads i en sydlig halvvind kunne vi ikke pine mere ud af den sejltur og lagde til på vores gode vinterplads.