04-05.09/19 MOD DE NÆSTE TO ANKERPLADSER ARRIFANA OG BALEEIRA SAMT LAGOS.

04-05.09/19 MOD DE NÆSTE TO ANKERPLADSER ARRIFANA OG BALEEIRA SAMT LAGOS.

Efter en fredelig nat hev Erik ankeret op halv ni og vi begav os for motor og storsejl sydpå i den smukke morgen.

Erik Peitersen med morgenhår – nåh nej Erik Lundbye…

Det er utroligt så stille, Atlanterhavet (også) kan være, næsten havblik. Så det blev de første timer til lydbog samt delfinfotojagt. Det er virkelig svært at fange dem med kameraet i rette øjeblik, så det er næsten bedre bare at nyde deres selskab. Tænk at japanerne netop i disse dage sætter en mere blodig jagt ind på delfinerne. De genner dem ind i en bugt og går så løs på dem med lange knive… ( I øvrigt ikke meget anderledes end os nordboere på Færøerne). 

Efterhånden kom nordenvinden, og vi kunne sejle for sejl og hvile ørerne. Ved 18 tiden og 40 sømil længere sydpå nåede vi frem til den virkelig smukke men også noget dystre og dramatiske bugt ved Arrifana. 

Arrifana toner frem.

Den var omkranset af høje, stejle klippevægge til tre sider med en formildende sandstrand med en del badegæster mod øst samt en lillebitte havn for småbåde. At vi var den eneste båd i den ret så store bugt, som var var helt åben ud mod vest kunne måske mane til en vis eftertanke.

Den lille havn med stejl nedkørsel.
Strand uden bølger.
Spændende sylespidse klipper i nabolaget mod vest.
Kongen eller dronningen vogter mod øst.

Men næste stop var var en ankerbugt 25 sømil væk, som ikke nødvendigvis ville være bedre beskyttet. Så vi kastede ankeret ud et passende sted, men hev det kort efter op igen for at lægge os lidt længere væk fra kysten.

Storsejlet gøres fast for natten.

Det var en dejlig stille aften næsten uden dønninger, men vejrudsigten lovede lidt mere vind ( max. 6 m/s) men fra nordvestlig retning og dønningerne skulle vokse fra under en meter til omkring de to meter i løbet af natten. Da vi kun lå delvist beskyttet for dønningerne, og stranden er elsket af surfere, var det nok en god ide at komme  længere fra kysten, inden lavvandet satte ind og dønningerne voksede, så vi ikke pludselig lå i “The Breaking Waves”. 

Stof til eftertanke.
C. i eftertænksom ensom tosomhed.

Men solnedgangen var åh så  smuk, og vi gik til køjs, mens kvartmånen kastede sine sølverlignende stråler udover Atlantens stille vand.

Også smukt mod øst.

Lidt over midnat begyndte det allerede at gynge noget, og vi var oppe og tjekke ankeret og se, hvordan båden lå, nu hvor lavvandet var på sit max. Alt så fint ud, og Erik snorkede trygt videre. Det kneb dog betydeligt mere for mig at falde i søvn. Båden bevægede sig mere og mere, lidt som en rodeohest, og alt der ikke var naglet fast raslede rundt – inklusive mig.  Det var ikke fordi, jeg som sådan var nervøs, men det var bare komplet umuligt at sove. Jeg lå kun og ventede på, at det skulle blive lyst, så vi kunne sejle videre, og det bliver det ikke før ved syvtiden, så det blev en laaang nat. Da det endelig blev lyst, var det ikke længere små børn, der gik og soppede i vandkanten, men surfere der boltrede sig i dønningerne. Båden gyngede så meget, at end ikke Erik havde den store lyst til at koge vand til te på det ellers kardanophængte komfur. Jeg var noget groggy oven på nattens udskejelser og var ikke i form til andet end en lille yoghurt, og Erik var heller ikke alt for kvik, men afsted kom vi. 

På vej ud af bugten i morgengryet.

Da vi kom ud af vores bugt, var søen ret urolig med de to meter lovede dønninger, så vi havde da heldigvis ligget noget i læ for disse i vores smukke natlogi. Nu var der til gengæld ikke ret megen vind, så det blev som så ofte gynggang storsejl/motorsejlads, som absolut ikke fremmede velbefindendet – kun kvalmen. Efterhånden gik det det dog lidt bedre, og vi kunne atter komme frem for sejl alene. Vi nærmede os efterhånden en af milepælene i årets sejlads, Cabo De Sâo Vincente, Portugals sydvestligste punkt. Flere steder tilrådes man at sejle 5 sømil udenom for at undgå den kraftige vindøgning, der ofte kommer tæt på hjørnet. Nu var vinden ikke så kraftig, så selv en betragtelig øgning kunne nok klares med lidt mindre sejl. Af den grund sejlede vi ret så tæt på og kunne se de små “myrer”, der var taget på udflugt for at nyde udsigten ud over oceanet.

Cabo De Sao Vicente.

Da vi rundede hjørnet var det mest mærkbare, at nu kom vinden bagfra, og luften virkede langt lunere, OG vandtemperaturen kom op på 22 grader. At vinden kom op omkring de 10m/s +/- var kun fint.

Så er “pynten” passeret.

Vi sejlede langs en flot klippekyst og først på eftermiddagen, kunne vi sejle ind i vores næste smukke ankerbugt Baleeira. Her lå en del andre både, nogle for anker andre ved bøjer. Vi fandt en god bøje at hægte os på, og alt var såre godt… Vi havde tænkt os at blive liggende natten over og nyde de dejlige omgivelser. En bøje passede os fint, da vi havde læst, at bunden her kunne være lidt svær at få fæste i. Vi spiste frokost, ristet torskerogn på tredages tørt brød, herligt. Bagefter solobadning fra båden, og en hårdt tiltrængt eftermiddagslur i forkahytten med dejlig gennemtræk af den lune luft – også alt sammen skønt. Men hvor længe var Adam i Paradis? Hello, hello is someone there, lød det ikke længe efter. I vores naivitet troede vi først, at det måske var nogen af vores bådnaboer, som ville tale med os, måske endda invitere på en kop kaffe. Men ak nej, det var en ung karlsmart fyr med omvendt kasket, som ville høre hvor længe, vi ønskede at ligge ved HANS bøje. En nat havde vi da tænkt, men da vi hørte, at han mente, at det skulle koste ikke mindre end 40 € for bøjen alene, blev vi noget paffe. Vi havde givet 17 € i vores seneste udmærkede havn Sines, kunne vi fortælle ham. Jah og jo, men der var jo mange udgifter ved sådan en bøje, som turisterne ødelagde, så tovværk m.m. ustandselig måtte repareres/udskiftes. (Tovværket så tudsegammelt ud ). Nå, men vi skulle så “slippe” med 20 €. Sådan gik det nu ikke, for nu var hr. Lundbye blevet lidt sur. Hvis fyren havde sagt 10, 15 eller måske endda 20€ fra starten af, havde vi nok betalt, men nu sagde vi i stedet farvel og tak og sejlede videre mod Lagos 15 sømil længere henne af kysten i en vis fart. På vejen ud nåede vi lige at se, at han var henne og forsøge sig ved en anden båd. Men fotos af den i øvrigt smukke bugt fik vi ikke taget!

Det blev faktisk en lækker tur med lutter fin, frisk medvind, og klippekysten blev flottere og flottere for at kulminere lige før indsejlingen til Lagos. Her var de der typiske Algarveklipper, man altid ser i turistbrochurerne.

Der var mange små turistbåde ude langs kysten, endog kajakker, så folk kunne nærstudere og beundre klipperne i den nedgående sols gyldne skær.

Kort efter kunne vi lægge til i den store, flotte palmeomkransede havn lige efter solnedgang kl. 20, og vi gik dødtrætte på hovedet i seng efter vores yndlings lyn nødret, pasta carbonara og sov begge sødeligt den ganske nat.


2 Replies to “04-05.09/19 MOD DE NÆSTE TO ANKERPLADSER ARRIFANA OG BALEEIRA SAMT LAGOS.”

    1. Jo vi havde lige givet 17 € i Sines for en havneplads med strøm, vand, toilet, bad mm, så det var urimeligt. Men mon det var hans bøje ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.