05-12.09/19 EN UGE I LAGOS I ALGARVE

MEGA LANG OPSAMLING AF EN UGES OPHOLD I LAGOS

Lagos er en perle både hvad havn, by og strande angår. At vejret så her tilmed er stabilt med solskin og varme, gør jo ikke stedet ringere. Vi trængte også til at bare være et rart  sted en længere tid og få ordnet forskellige praktiske småting, som havde hobet sig op. Ellers har vi som sådan ikke foretaget os noget særligt. Dagene starter som regel med en halvsen morgenmad med te, friskpresset juice, yoghurt og måske en skorpe eller en croissant. Vi har udforsket den ikke særlig store, men hyggelige by med 17.500 faste indbyggere. Den gamle by er hurtigt overset, en stor del af byen blev ødelagt af jordskælvet i 1755.

Sagres/Lagos bryster sig af at være omend ikke fødeby (Porto), så det område hvor kongesønnen Henrik Søfareren levede og døde i 1460, 63 år gammel. Ham som Salazar havde placeret yderst ude på sit store pralemonument ved Belém Lissabon. Søfarer var måske så meget sagt,  for han var i virkeligheden mest en slags skrivebordsgeneral, som planlagde mange af tidens opdagelsesrejser.

Med et nyopfundet sejlskib, karavellen,  til langturen og en dygtig navigatør Gil Eanes, lykkedes det at opdage bl.a. Azorerne og Cap Verdeøerne, som på det tidspunkt var ubeboede. Men det er jo heller ikke at forklejne.  Derudover var han med til at etablere mindre glorværdige, men givtige handelsforbindelser til Afrika, hvorunder ikke mindst guld og slavehandel indgik.

At området omkring hans og navigatørens monument på pladsen nær de to kirker og den lille borg ved havneindløbet har været ramme om viderehandel af de overlevende “hjembragte” slaver er ikke rart at tænke på. Men Lagos blev en meget rig by ( dog ikke Henrik Søfareren selv), indtil den smuldrede under jordskælvet i 1755 og senere genopstod som fiskerby og nu mere turistby.

Oppe i byens kulturhus forsøgte vi  at få nogle billetter til en fadokoncert samme aften, men forgæves. En restaurant i nærheden vi havde hørt meget godt om, gik vi også forgæves til – lukket midlertidigt af personlige årsager. Vi fandt dog en anden lille biks nærmest skråt over for!  hvor vi kunne dulme vor skuffelse og sult for 5 € for visse udvalgte, men udmærkede retter.

Det var tilmed et rart sted at sidde lidt udenfor den værste turiststrøm. Især  i marinaområdet, hører og ser man rigtig mange englændere, irere og også en del tyskere. Og en stor del af dem bor her endda fast, på både eller på land. Man kunne godt ønske sig lidt flere portugisere udover dem, der servicerer os.

Vi var en tur oppe bag ved den gamle by, hvor der dels lå en gammel borg, men der var også en del nybyggeri, hvor der antageligt boede en del “indfødte”.

Der er strande på begge sider af havnen. Østpå en stor lang sandstrand med udsigt mod den nærliggende by Portimaò.

Vestpå er der flere større og især mindre strande med sand og flotte klipper forbundne af små klippeportaler.

Vi har badet i store ( en dag lovligt store for mig) såvel som små bølger, og vandet har været skønt, klart og varmt.

Vi kom ud for nogle usædvanlige skiltninger med advarsler om klippenedfald og flugtveje i tilfælde af jordskælv med efterfølgende tsunamier. Tankevækkende og uhyggeligt.

Et andet skilt, vedrørende træning af portugisiske vandhunde, var mere rart. Vi har dog ikke set nær så mange af disse, som vi så spanske vandhunde i Spanien. Måske fordi de fleste tilbageværende portugisiske vandhunde vist blev reddet ud af landet af en rig amerikaner? under revolutionen i 1974.

Erik ville vældig gerne gense de flotte klipper, Ponta Da Piedade, som vi sejlede forbi lige før indsejlingen til Lagos. Det kunne man jo passende gøre en dag i gummibåden i vindstille og uden store dønninger. Det eneste minus var, at sovetrynen var nødt til at stå op klokken syv, altså før solopgang. Så da den rigtige morgen kom, måtte jeg virkelig ruske i Erik for at få ham op. Vi skulle af sted kl. 8, mens der var vindstille, og inden de MANGE store og små turistbåde også begyndte at sejle ud til klipperne og grotterne. Vi fik en perfekt tur både ud og hjem og Erik fik taget rigtig mange billeder! Vandet var krystalklart, fiskene svømmede tæt omkring os, og klipperne tog sig godt ud i solopgangen. Pånær en del stand-up padlere havde vi kysten næsten for os selv, men da vi halvanden time senere sejlede ind i havneløbet, væltede alle turbådene ud. 

Om aftenen plejer vi bare at spise let i båden, men denne aften ville vi prøve den restaurant, vi var gået forgæves til den første dag, som nu var genåbnet. Den var ganske rigtigt god, næsten overvældende god…

Vi har jo tænkt en del over, hvor vi vil lægge båden op for vinteren, om den skal ligge i vandet som de to seneste år, eller om den skal op. Vi er kommet frem til, at den i al fald skal ligge i Algarveområdet. Her er nok alt andet lige billigere end i Spanien. Og vi vil gerne vente med at tage hul på den sidste del af den spanske atlanterhavskyst til næste sommer. Og endelig er her så dejligt, at vi gerne vil have glæde af området her i længere tid – også lidt til  næste år. Der er mange, der har talt varmt for havnen i Lagos. Bl.a. har vi besøgt et tysk par i en 38 fods katamaran, som kender området, og som har ligget her en del år. Og da vi nok helst vil have båden i vandet, har vi nu foreløbigt reserveret en god plads her i havnen for de næste ni (lange) måneder. Det er ikke det absolut billigste sted, men her virker trygt og godt. Vi har dog tænkt os at sejle lige så stille videre i morgen mod  øst, for at se hvad algarvekysten ellers byder på, inden vi endelig bestemmer os.

Efter at ha’ været ombord på katamaranen blev Erik endnu mere hooked på at “få” en sådan, så jeg tror, at jeg bliver nødt til at holde ham i lidt kort snor, hvad dette angår! Lige nu, i skrivende stund, har han “fået lov” til at gå over at købe et børne? body surfbræt, han kan more sig med i de lune bølger. Når han kommer tilbage, vil vi nok gå over mod stranden og få lidt frokost i en af de klondike lignende spisebarakker, der ligger i det tørre og ørkenlignende område bag ved øststranden og så bagefter gå ned og bade og prøve brættet af. 

Lidt senere… Ved femtiden var vi på besøg på en 38 fods dansk båd Embla med et ungt par og to søde, seje piger på 10 og 7 år. De er på vej til Caribien og kommer først hjem om et års tid. Vældig hyggeligt – og spændende for dem. Selv er vi ved at gøre os klar til at sejle få sømil videre mod et floddelta ved byen Alvor hvor både som vores, der ikke stikker så dybt, kan ankre.

PS En ondontologisk/ortodontisk iagtagelse som har gjort sig gældende gennem hele vor tur gennem Portugal: Der er rigtig mange unge voksne, måske især mænd, som er i gang med en sen tandregulering og går med bøjle! Og det drejer sig ikke kun om overklassen, men også om unge mennesker i butikker og restauranter. For øvrigt har de fleste gennemgående ret pæne tænder. Så selv om Portugal er et af Europas fattigste lande, står det åbenbart ikke helt galt til.