Besançon 19-21/6 2023

MANDAG 19/6

Inden vi sejlede videre talte vi (igen) med et hollandsk ægtepar i en fin, klassisk motorbåd. De havde sejlet Frankrig tyndt gennem mange, mange år, og han var bestyrer af en hjemmeside om franskevandveje, og Erik blev inviteret med i klubben, lidt hyggeligt og måske også ved kommende lejligheder nyttigt.

Vi sejlede og sejlede gennem snart snoede forløb, snart brede strækninger, hvor kanalen og Dole løbsammen. Men nærmest eventyrligt smukt overalt.

På Rhône og Saône kunne vi stadig bruge selvstyren, men det går ikke nu. Situationen forandrer sig hele tiden hvad vanddybde og oversigt angår. Og selv om vi kun sjældent møder andre både, skal der også holdes et vågent øje med træstammer og andet, der kan komme i skruen eller filteret.

Denne dag måtte Erik to gange tømme filteret for slam og rester af vandplanter, der var røget “indenbords”, så kølevandet minimeredes. Vi mødte en ihærdig roer undervejs, som i gennem længere tid “surfede” på vores hækbølge.

Vi ville ha’ holdt frokost efter den første større sluse, en dobbeltsluse lige før en lille tunnel. Der skulle være mulighed for at lægge til i komfortable omgivelser, men de få pladser, der var, var optagede, bl.a. af den foregående aftens franske grissebasse.

ØV, så vi måtte straks sejle videre gennem vores første tunnel, den dog kun 185 m lange Thoraise tunnel.

Og sådan gik tiden i middagsheden og den tidlige eftermiddag. Til slut “parkerede” vi uden på en husbåd i et lige kanalstykke og fik endelig et tiltrængte hvil og vores frokost med melon og skinke. Lidt efter sejlede vi dog videre, og selv om vi egentlig gerne ville ha’ gjort holdt midtvejs mellem Dole og Besançon endte det med, at vi på 35 km nåede helt til frem til denne meget velomtalte by. Da havde vi været gennem 10 sluser, hvoraf nogle var ganske høje, over 4 m, og en enkelt dobbelt sluse var der også, så vi var faktisk begge ret udasede – ikke mindst pga varmen i bunden af  de dybe “sluseovne”.

Sidst på eftermiddagen nærmede vi os dog endelig BESANÇON med det i øjenfaldende citadel højt oppe.

Den allersidste km var dog ikke uden udfordringer, idet dybden i kanalen rundt om den halvø, den gamle del af byen Besancon ligger på, kun var omkring 1,20 m.

Så roret hoppede trods langsom fart jævnligt op, men vi fik da til slut listet os ind i havnen St. Paul. Vi betalte to gange 20€ for to nætter, men så var der også vand, el, lås til broen samt gode toilet- og ikke mindst tiltrængte brusefaciliteter.

At havnepersonalet var lidt besynderligt var så en anden sag. Lederen af capitaineriet var lidt a la “Hunulven Ilse”og dem, der gik til hånde var venlige nok, men virkede ikke helt “normale”. Men havnen lå helt centralt i byen, dog med en ved aftentide lidt skummel passage gennem en lille park. Da vi som sagt var lidt trætte, især jeg, gik vi op i byen og fandt et økonomivenligt og populært sted i en gågade (der var dog en livlig trafik med cykler og løbehjul , så man skulle se sig godt for) lige i nærheden. Pizza og pasta samt en god udsigt til alle mulige slags mennesker der passerede forbi – hvad mere kan man ønske sig? Jo, at det ikke lige pludselig øser ned, men det blev heldigvis ved de tunge skyer og et enkelt dryp i ny og næ. Men da vi var gået til køjs, åbnedes himlens sluser sig mens et lettere tordenvejr cirkulerede rundt omkring os et par timer.

TIRSDAG  20/6

I dag skulle Besançon udforskes nærmere. Først talte vi dog lidt med to Vendelbo ægtepar, som var på en uges tur i en udlejningsbåd fra Dole. Det er nogle pæne både og på mange måde nemmere at sejle med end Skærsilden, da de dels er ret fladbundede, dels fylder næsten hele slusekammeret op i bredden og endelig har de ikke en mast, der stikker ud for og bag. Men vi klager ikke, alt er hidtil gået over forventning. Vi startede dagen med en kop kaffe og croissanter lige ud for en af de større broer, Pont Battant, som vi var sejlet under dagen før.

Det føltes meget dejligt og parisisk – eller i al fald franskt. Om det også føltes trygt, blev vi lidt i tvivl om, da vi så først to soldater, fuldt bevæbnede og i hjelme og skudsikre veste defilere over hver sin side af broen, kort efter fulgte yderligere to og til slut to mere. Og de så ikke ud til at være på fornøjelsestur. At vi tilmed på den ret korte tid vi sad, og ellers nød livet, blev opsøgt af to yngre meget sølle eksistenser, den ene nok misbruger, den anden en stærkt invalideret, måske krigsveteran i kørestol understregede,  at vi nu var i en storby med ca. 150.000 indbyggere, og at Frankrig måske ikke har verdens bedste socialpolitik.

Resten af formiddagen slentrede vi bare rundt i byen, var inde og få kulden i de kirker, vi nu kom forbi og fik handlet lidt ind.

Det er en harmonisk by med mange stilige huse og med en atmosfære af storby, omend af den mindre slags.

Om eftermiddagen, da vi efterhånden var kommet os over gårsdagens udmattelse, tænkte vi, at det var for dårligt, hvis vi ikke kom op til det koloenorme fæstningsanlæg, som i den grad kendetegner Besançon. Allerede da vi nærmede os byen i går, så vi de høje mure med udsigtstårne der omkransede hele den øverste del af Besancon halvøen. På vej der op var vi lige forbi denne bys berømthed, forfatteren Victor Hugos 1802-1885 fødehjem (Han skrev bl.a. De elendige og Klokkeren fra Notre Dame).

Herfra var vi så heldige at kunne hoppe på en bus, der hurtigt fik os op på toppen.

Det er et kæmpe område, hvoraf noget er frit tilgængeligt, mens to museer og en zoo kræver entrébillet.

Vi sprang museerne over og gik længe rundt i det frie område. Faktisk havde havde Besançon før været under  spansk herredømme, men kom nu tilbage under den franske krone. Mesteren bag dette bygningsværk, påbegyndt 1668 og færdigbygget 1683, er Vauban, som under Ludvig IV stod for en lang række imponerende fæstningsanlæg i Frankrig bl.a. også på Ile de Rée i Bretagne, som vi besøgte i 2020.

Citadellet i Besançon stod sin prøve under flere krige og viste sig uindtageligt hver gang. I dag bebos en del af voldgravsanlægget af en speciel abeart fra Etiopiens højland. Det var var nogle meget flotte og adrætte aber, der kækt forcerede de stejle klippevægge, der mindede om deres hjemland.

Vi var så heldige også at se dem blive fodret med al mulig frugt. Nogle andre, der også flintrede rundt i landskabet,  var skolebørn på udflugt. Vi oplevede dem ud  på eftermiddagen, hvor de antageligt var færdige med et eller flere museumsbesøg, og nu skulle der bare løbes igennem

. Franske skolebørn synes i det hele taget ofte at være på udflugter med deres lærere.

Vi gik tilbage ned i byen og satte os på en bænk ud for rådhuset med hver vores vandflaske og så på folkelivet. At der er mange, der af den ene eller anden grund knap har til dagen eller vejen, blev også her klart. En ung pige fiskede en cigaret op, og vupti sprang en midaldrende mand fra en noget broget gruppe hen og tiggede en cigaret af hende. Og på vej tilbage til båden blev vi også antastet, må man vel kalde det, af en kvinde på kanten.

Om aftenen gik vi over på den modsatte flodbred og hen til morgendagens første sluse, som skilte sig lidt ud fra de tidligere, ved at den ikke var automatisk, men skulle betjenes manuelt – af os. Det var en ældgammel sag i relation til en tidligere mølle, og ikke en helt lille sluse, som den vi så ved Bourgognekanalen ved Dijon. Der skulle drejes og gøres ved  på og med diverse gamle knagende jernsvinghjul m.m. for at få de gamle middelalderlige egetræsporte til at lukke og åbne. Lige noget for Erik. På vejen tilbage over på broen, så vi nogle højtråbende mænd stå og kaste flutes ned til ænderne nede ved flodbredden. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at der også var en bæver/sumprottefamilie med to små unger. Sådan nogle havde vi aldrig før set i fri dressur. Desværre havde ingen af os mobilen med.

Det nærmeste jeg har været dette dyr, var i en nutriapels, som dette dyr vist mest kaldes i pelset tilstand, og som jeg i kort tid nødtvungent overtog fra min mor. Så denne dag viste sig altså også rent zoologisk at blive en udbytterig dag. Resten af aftenen tilbragte vi i båden med lidt flutes og ost, mens vi lod os underholde af en ung mand, der ihærdigt baksede med en alen lang lyskæde, der skulle illuminere deres store, ikke særligt pæne motorbåd.