Verdun sur-le Doubs 14/6-15/6 2023
14/6 Torsdag Verdun sur-le Doubs
I dag skulle vi tage afsked med Chalon sur Saône. Først var vi lige oppe på naboøen og købe et flutes samt ordne havnebetalingen for de sidste to uger af de halvanden måned båden har ligget i Chalon sur Saône, ca. 460 € i alt, altså ca. 10 €/døgn, og så må bilen endda holde gratis på havnens parkeringsplads den næste månedstid. Det må vist siges at være, omend en del penge, så dog rimeligt.
Halv elleve sejlede vi ud af havnen mod den lille by Verdun sur-le Doubs, smukt beliggende mellem de to floder Saône og Doubs.
Der knytter sig en både almindelig men også speciel historie til ovenstående bro. En fattig ung kvinde føder i 1816 et pigebarn, faderen forsvinder. Den lille pige Marguerite passer naboens gæs for at tjene en skilling. Da moderen døde drog pigen til Paris til sin onkel Joachim med hvis hjælp, hun åbner en lille butik med mælkeprodukter. En af kunderne en vis Aristide forelsker sig i hende, og de bliver gift. Sammen opbygger de det senere berømte varehus “ Au bon marché” ( Det gode køb). Foruden talrige andre velgørenhedsprojekter ønsker hun i slutningen af sit liv i 1887 at finansiere en bro mellem sin lille barndomsby Verjux og Gergy. Marguerite var da 71 år og døde kun få dage efter broens påbegyndelse. Hun var så velanset, at en indsamling finansierede et stort monument til ihukommelse af det generøse bysbarn Marguerite Boucicaut.
Broen med fire stenbuer stod færdig i 1890 og burde stå her endnu i dag, hvis ikke et tysk bombeangreb havde gjort kål på den i 1944. Kun monumentet og de statelige piloner i hver sin ende af en ny og mindre statelig bro opført i 1955 står tilbage i dag.
Det var en køn, men ret kort tur, kun 25 km, men smuk og ukompliceret uden sluser. Selv om sæsonen vel så småt er gået i gang, mødte vi ikke ret mange andre både, men en del køer.
Snart nærmede vi os Verdun sur- le- Doubs, som lå lidt specielt mellem to floder og to små ø’er.
Der var ingen havn, men en flydeanløbsbro. Her fik vi prøvet en ny måde at lægge til på – ikke blot med bagenden ind, men også helt uden forfortøjninger. Men det fungerede udmærket. (Ingen mærkbar strøm eller vind denne dag).
Oppe af en høj skrænt lå byen og capitaineriet, som var placeret i en tiltalende nyere bar med god udsigt over floderne.
Fra den lille by var der via små broer forbindelse over til to små øer, den ene som en fortsættelse af byen og med en campingplads helt vestpå, den anden ø, som vi ikke besøgte, Ile de Chateau, lå hen som et grønt område med resterne et forfaldent slot. Førstnævnte lille ø var meget hyggelig med gamle huse.
En del af husene havde haver med udsigt ud over floden le Doubs. Men der var anlagt et grønt område foran disse. Her sad vi en stund og filosoferede på en bænk.
Vi fandt en lille restaurant, der servede den for byen berømte fiskeret Pocheuse Verduniese, ca. fem slags flodfisk svømmende rundt i en lys hvidvinssauce, og så med hvidløgscroutoner og små kartofler til.
Den smagte rigtig godt. Og betjeningen, ikke mindst værten var ret hyggelig. Til slut forsøgte han nærmest at drikke os under bordet med en hjemmelavet, iøvrigt udmærket, pærebrændevin, 1/3 pære, resten cognac. Tilbage i båden lavede vi te og nød stemningen med den belyste bro over til den lille ø, vi lige havde besøgt. Og der var frøer, der kvækkede højere, end vi nogen sinde mener at have hørt. Klokken 10.30 slukkede al gadebelysning, så var det åbenbart sengetid i lille Verdun sur-le Doubs. Eller måske bare sparetid.