TILBAGE I CHALON SUR SAÔNE 12-14/6 2023

TILBAGE I CHALON SUR SAÔNE 12-14/6 2023

MANDAG 12/6

Ved middagstid nåede vi frem til Skærsilden, som tålmodigt lå og ventede på os.Alt var, som det skulle være, og det flinke havnepersonale hilste hjerteligt på os. Det tog sin tid at bære ting frem og tilbage mellem bil og båd i stegende hede og gøre båden ren m.m. Så bagefter trængte vi bare til at slappe af og nyde at være tilbage i Skærsilden. Om aftenen grillede vi i cockpittet og nød den lune aften. Vi havde en del fornøjelse af at iagttage en tålmodig fiskehejre i katatonisk stilstand – men parat til hug.

TIRSDAG 13/6

Dette var arbejdsdag – især for Erik. Han skulle skifte de tre hovedafbrydere til batteribankerne. Den ene stod akut af på Rhône, da vi lå ved en flydebro foran en sluse og ventede på grønt lys. Men da det blev grønt, kunne vi ikke starte motoren. Efter et kortvarigt lettere panikanfald, fandt Erik årsagen og en midlertidig løsning. Denne afbryder var helt kaput, den anden delvist og den tredje godt på vej. I Danmark blev der bestilt tre nye, som Erik nu skulle montere. Det er altid lidt spændende, om det nu er det rigtige, man har fået, og om det kommer til at fungere. Det var vist ikke noget helt let arbejde, men til slut var alt OK. Næste punkt på dagsordenen, var at finde et sted, hvor de havde de to flodkanalbøger, Guide Fluvial 09 og 22, til en stor del af resten af hjemturen. Vi har lige til det sidste været i tvivl om, hvilken kanal hjemad vi skulle vælge, og nu sprang vi så, af flere årsager i vadestedet, fra Canal du Bourgogne til Canal du Rhône au Rhin og videre op af Rhinen og senere Mosel. Sikrere, hvad vandstand angår samt lettere og hurtigere – tror og håber vi. Og sikkert også med mange spændende steder.

Fem års fængsel og 75.000 € i bøde for at molestere en hjertestarter – det burde afholde selv den værste vandal.

Først skulle vi dog lige ha’ lidt frokost, en sund salat på et ydmygt lille sted i skyggen blev det til.

Bagefter gik vi fra boghandel til boghandel uden resultat.

På tilbagevejen kom Erik så i tanke om, at han da vist tidligere havde søgt på nettet, og set at der lå en bådudstyrsbutk på den anden side af Saône, som havde disse bøger. På dette tidspunkt var vi dog begge ret trætte af at gå, så Erik cyklede derover og kom heldigvis tilbage med de, især af mig ønskede guider. Ud over udførlige papirkort, står der alt muligt både sjovt og nyttigt om de steder, vi passerer, har vi erfaret via to bøger i samme serie, nr. 18 over Rhône og 03 over Saône, på turen indtil nu.

Så nu var vi helt parate til at sejle det sidste stykke videre af Saône.


4 Replies to “TILBAGE I CHALON SUR SAÔNE 12-14/6 2023”

  1. Hej igen.
    Så forstår jeg bedre og Rhinen virker som det bedste og hurtigste valg med masser af spændende historie fra lorelie og ned forbi Koblenz.
    Hvis der er tid og I ikke gider kilerkanalen igen kan turen via dortmund ems kanal, mittelland kanal, elbe seiten kanal og elbe lübeck kanal til østersøen og via Marstal hjem meget anbefales. Jeg har en fin beskrivelse af vores tur den modsatte vej i 2008 og der er meget liv langs disse transportvandveje og små venlige havne.
    Sig til hvis det kommer dertil. Kh. Lars Peter

    1. Tak, det lyder spændende, vi vender evt. tilbage når vi når derop af.
      Bedste hilsener
      christina

  2. Hej Christina og Erik.
    Hvor er I egentlig på vej hen? Canal du Bourgogne er vejen til Paris mens den anden vej ned ad Rhinen er langt den hurtigste hvis I er på vej hjem, men så forstår jeg ikke andre I har diskuteret, så det er en tredie mulighed, hvor man i Nancy har mulighed for at skifte til ned ad Mosel til Koblenz og Rhinen.
    God vind. Lars Peter

    1. Jo, men det duer ikke i år. Canal des Vosges er helt lukket og Marne er vist umulig at sejle på. Vi tjekker Canal Marne au Rhin når vi kommer til Strassbourg. Men først vil vi se, om vi kan komme op til Colmar. Men det er planen at få båden hjem i år.
      😊 a Med venlig hilsen Erik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.