L’isle-sur-le Doubs 23/6 2023

Om morgenen var regnen ophørt, der var skiftende skydække, og luften var dejlig frisk.

Efter at ha’ sagt pænt farvel tog vi videre fra vores lille bro, antageligt mod L”isle-sur-le Doubs, hvor vores gæstfrie nye bekendtskab boede om vinteren.

Mens vi lå og ventede inde i et af slusekamrene undervejs, havde jeg fornøjelsen af, for kun anden gang i mit ret lange liv, at se en isfugl. Man er ikke i tvivl, når man ser denne vævre, lille smukke fugl. Og vi, især Erik, havde held til at se flere forskellige slags fisk, der i størrelse næsten kom på højde med dem, vi havde set fotos af dagen inden. Alene det kunne afholde mig fra at hoppe i det grøngrumsede flodvand. At vi i dag, også for første gang, så en levende frø springe rundt, lyder måske lidt mærkeligt i betragtning af, hvor mange, der ud fra deres insisterende kvækken, må være.

Lige efter den lille by Clerval lagde vi til ved en bro uden for en sluse og gik langs kanalen tilbage til byen,for at se om der skulle være mulighed for indkøb eller at få noget spiseligt på byens restaurant.

Klokken var lidt over et, så vi var med rette ikke optimistiske. Vi entrede byens restaurant, hvor man ville kunne ha’ fået  dagens menu med tre retter for 15 €, men absolut ikke klokken 13.15. Trop tard! Vi fik dog tigget os til to glas øl + en dessert til hver, friskost med rød frugt coulis – og lidt brød. Ganske udmærket.

Så var vi klar til at sejle lidt videre, og et par timer senere lagde vi langskibs til ved en mole lige i udkanten L’isle-sur-le Doubs. Vi havde en lidt speciel genbo på græsrabatten inde på land. En mand i sin bedste alder havde slået sig ned med telt og alt muligt habengut samt to store hunde af en blanding mellem rottweiler og dobbermann, tror vi. Hundene var heldigvis i snor,  for manden gik eller rettere humpede rundt på to krykkestokke med en skinne på det ene ben.

Han var åbenbart ret populær, for der kom rigtig mange, forbi med det ene og andet både til ham og hundene. Selv gamle damer klappede frygtløst de ret voldsomme dyr.

Byen med sin små 3000 indbyggere er lidt sjov, for den ligger spredt ud på to små øer og lidt på hver side af fastlandet, gennemskåret af såvel floden Doubs som Canal Rhône du Rhin. Da vi gik en aftentur i byen, var der ikke megen aktivitet at spore, og butiksdød og forfald var ret udbredt. Da der ikke var nogen sanitære faciliteter langs molen, kiggede vi efter noget så basalt som et offentligt toilet. Og tænk, i denne prunkløse by, viste der sig at være et – og tilmed af den bedste , og reneste slags. Således lettede gik vi tilbage og lavede lidt god mad i båden, inden vi gik til køjs.