Montbéliard 24-26/2023

LØRDAG 24/6

I dagslys virkede L’isle-sur-leDoubs langt mindre deprimerende. Vi fandt hurtigt en bager, en Salon du thé, stod der sågar på skiltet. Den var vel besøgt, og vi fik både købt en flute og en kage til eftermiddagskaffen. Klokken ti sejlede vi mod næste mål, den noget større by, lidt over 25.000 indbyggere, Montbéliard ca. 25 km. væk.

Alt gik ret fint, ikke helt så meget begroning, men lige over middag kom dagens første hurdle. Vi kom fint ind i en af dagens sluser, men porten ville ikke lukke efter os, hvor meget vi end løftede op i den blå stang, der signalerer, at man er klar til at blive sluset op. Til slut kravlede vi begge op på kajen og trykkede på en knap, der burde sætte os i direkte forbindelse med en slusevagt. Der var dog ingen, der svarede. Så ringede vi på det samme nummer, men nu på min mobil, og så blev der heldigvis svaret. Fransk er absolut slusefolkets foretrukne sprog, og enden blev, at han vist nok sagde, at vi skulle sejle ud igen og genstarte indslusningen med fjernbetjeningen. Mens vi klatrede ned af stigen, lukkede porten så pludselig helt af sig selv, og vi blev sluset op og kunne sejle videre. Godt vi ikke kom til at sidde fastklemt i en port, der uventet lukkede…

Så gik alt fint længe, vi kom endda godt forbi den ene af dagens to broer, der åbnes af VNF.

Men så ved den næstsidste sluse, var den gal igen. Her var der heldigvis ved et tilfælde en VNF-mand i slusen. Signalet blev ved at være rød/ grønt, men han viftede os ind alligevel. Jeg fortalte, at der ikke havde været rent grønt lys, og nu ville porten ikke lukke efter os, når vi løftede den blå stang. Hmm. Den meget fåmælte mand ringede og ringede til Gud ved hvem, og til sidst lukkede porten i. Men så skete der ikke mere, intet vand blev lukket ind af forporten. Han telefonerede atter, og efter laaang tid skete der endelig noget, og vi blev sluset de tre meter op.

Først klokken 17 efter 24 km og flere ufrivillige pauser kunne vi sejle ind den pænt store havn, hvor vi fik en god plads. 20 €/nat og 3,5 €/bruseb

Alderen må afgjort være ved at indhente os, for også denne aften var vi begge ret udmattede. Af en eller anden grund synes vi at kanalsejlads er mere anstrengende end havsejlads (i almindeligt vejr). Vi fik dog via diverse broer og tunneler slæbt os op i den ret overskuelige by, hvor vi fandt et brasserie på et hyggeligt torv.

Her fik vi nogle opstrammende lammeschnitzler med gode, ikke udkogte grøntsager til. Der var masser at se på både blandt gæsterne, men også på pladsen tæt på. Flere ret nørdede typer var ved at stille deres astronomiske superkikkerter op, og det lod til at alle måtte komme og prøve at se nærmere på den i aften tiltagende måne.

Vi prøvede to forskellige, først en mindre hvor man kunne se den sejlformede måne in toto, og meget mere detaljeret med det blotte øje og så en stor kanon, hvor man kun kunne se et udsnit af gangen, men meget mere detaljeret. Hvis der havde været små grønne mænd, havde vi garanteret set dem… Herefter vendte vi mætte, og delvist genoplivede snuderne hjemad.

SØNDAG 25/6

Vi stod sent op og startede dagen med et fælles brusebad i en af de der automatiske metalkabiner med en grøn, gul og rød knap udenfor. Har hidtil kun, og med en vis berettiget skepsis, prøvet toiletudgaven. Men denne superrummelige doucheudgave fungerede upåklageligt – og man havde endda 30 minutter at disponere over. Renvaskede dappede vi over til havnens populære café og fik kaffe. Her fik Erik endda komplimenter for sin multifarvede/mønstrede lasede skjorte fra 1970’erne af den charmerende caribisk udseende fyr bag disken.

Nogle ville måske ærgre sig over at komme til en stort set søndagslukket by, men da vi ikke manglede noget, syntes vi bare, at det var rart med fred og ro. Byen med sine ca. 25.000 indbyggere er ganske hyggelig. Den er bygget på en høj, hvor der i sin tid lå en romersk borg og byens midte gennemskæres af to floder, idet Doubs her møder floden l’Allan nordfra.

Den  bærer præg af, at fra 1397 at have været et tysk fyrstendømme gennem mange år, under hertugerne af Württemberg indtil 1793 og dermed en af de få protestantiske enklaver i Frankrig. Da hed byen Mömpelgard.

Og den tyske indflydelse skyldes alene at en fransk frøken Henriette indgik ægteskab med en adelig tysker. En arkitekt med det absolut tyskklingende navn Heinrich Schickardt er manden bag mange af byens interessantere bygninger, som bl.a. indbefatter et slot tilegnet frøkenen.

Efter at ha’ besigtiget byen slog vi os ned på en af de få restauranter der holdt åbent. Det var et hyggeligt lille sted, hvor franskmænd nød en søndagsfrokost – vi var de eneste udlændinge. Vi valgte en forret og hovedret til deling, en krydret salat Gaugain med bl.a. rejer, mango og ananas og en mere solid hovedret Compte Francois med med en egnstypisk tyk pølse med brasekartofler og en cremet hvid ostesauce som nærende dyppelse. Så godt.

Nu var det tid til at promenere i byens åndehul, “Parc pre la Rose” sammen med ganske mange andre af byens borgere.

Det var virkelig en fin park med masser af blomster, dyr, forskellige træarter og skulpturer.

Så havde vi til fulde fået dagens mål af oplevelser og motion og vendte tilbage til lidt tiltrængt aftenafslapning i Skærsilden.