18.08-21.08 2018 Llanes

 

I dag forlod vi Cantabrien for at sejle mod næste region Asturien. Vores sejladser har typisk ligget mellem 20 og 30 sømil, nogle få gange lidt mere eller mindre. Ikke imponerende, men ret behageligt. Dejligt at have hundene som påskud herfor. Vi var lidt spændte på indsejlingen til selve Llanes, da vi havde hørt at søen skulle være særlig urolig her, at det var nødvendigt at komme ved højvande, og at indsejlingshullet skulle være vældig snævert. Søen var dog ikke mere urolig end så mange gange ellers, og hullet kom vi fint igennem. Der lå godt nok en sandbanke lidt uden for havnen, som vi sejlede udenom. Der lå faktisk også et skib, der var ved at uddybe renden her.

 

Så ind kom vi, og der var lige plads til, at også vi kunne ligge langskibs ind til broen. En lille tysk motorbåd lå på den anden gæsteplads. Med en uden på hver, er der plads til fire gæster. Der kom en flink, ældre pensionist Pepe, en slags havnefoged og hjalp os på plads.
Llanes er virkelig en charmerende plet med en havn, der går langt ind i en lille fjord, der går over i en flod. Langs hermed ligger så byen i flere etager og på begge bredder, og der er flere små korte broer, der forbinder de to bredder, en kun for gående og en for mere blandet trafik.

Og trafik var der nok af. Vi var nok lidt overvældede over, hvor mange mennesker, turister, her var. Vi var i al fald ikke de eneste, der havde opdaget denne plads, som også var lidt større, end vi havde forventet. Men dejligt var her.

 

 

Om aftenen gik vi ud for at spise men efter at være afvist eller tilbudt at komme tilbage en time senere (kl. 22), fandt vi dog et sted, som så godt ud. Her fik vi hver vores chopchos, en typisk ret bestående af noget tyndt paneret kalvekød med ost og andet forskelligt fyld f.eks karameliserede løg og æble mos. Hertil drak vi den lokale cider, som er meget forskellig fra den franske, mindre fyldig og mere syrlig i smagen, og man fornemmer ikke at den holder en 5-6 %. Denne cider skal i øvrigt serveres i små portioner og hældes op med en lang stråle højt oppe fra, så boblerne og hermed smagen bliver frigivet. Her havde vi endnu ikke lært, hvor store spanske “raciones” ofte er, og at vi burde ha’ delt en sådan. Ingen af os magtede at spise op, trods at det smagte godt, og at vi fik en ekstra flaske cider til at skylle kødmængderne ned med. Det endte med at en god del røg diskret ned i en doggybag til senere glæde for Amanda og Chico. Da tjeneren så, at tallerkenerne på nær et par pomfritter var tomme, spurgte han næsten lidt forbavset, om vi havde kunnet li’ maden, hvilket vi kunne bekræfte. Men vi undlod alligevel ikke at fortælle, at vi havde taget en lille pose med hjem, hvorefter han så ud til bedre at kunne forstå hvordan vi, der nok mest lignede nogle “svagspisere”, havde “spist op”.

Dagen efter gik vi en tur langs kysten og nåede bl.a. ud til en fin lille strand, hvor jeg badede, Erik syntes vist allerede, at vandet var ved at være for koldt her!!! Der kom med jævne mellemrum nogle pænt store bølger ind på stranden, men heldigvis stod der en række ret spektakulære klipper i vandkanten, som var gode bølgebrydere.

Da vi kom hjem fra vores tur, havde vi i den grad fået naboer, en kort overgang lå der tre både udenpå os den ene større end den anden og alle væsentligt større end den lille Skærsild. Heldigvis sejlede den største og yderste tomaster (inden vi nåede at tage fotoet) hurtigt igen. Vores nærmeste naboer var fem gæve spanske gutter, som var kommet sejlende om natten fra Getxo/Bilbao om natten i en ramponeret båd med navnet La Scarra, krabben. Den mest seje af fyrene, skaldet med typisk spansk stort fuldskæg og samtidigt bedst engelsktalende, viste sig at være tilknyttet søredningstjenesten i A Coruna, en god mand at ha’ med ombord. Safety first, som han klogt sagde, da en af dem blev hejst op i masten.

Næste morgen inden vi sejlede videre, gik vi tur med hundene forbi den fiskerestaurant, der ikke havde plads til os, og nu fik vi opklaret, hvad det var, vi ellers havde tænkt os at spise den aften: Percebes, en sær klyngeorganisme, en slags ruger der skæres af på klipper i stille vejr i dette område, på dansk hedder de “langhalse”. De skulle smage godt, men vi har dem endnu til gode. Til gengæld fik vi set og især hørt en grå Jacopapegøje, der sad i et ( for lille) bur uden for og fløjtede og småsnakkede.